Pokalfinale: Stemmer fra fortiden

Dengang var der både rigtige fodboldspillere og storebæltsfærger til.

Dengang da drenge -forstår man på den ældre generation -kunne få flere timer til at gå med en pind og et stykke sejlgarn.

Det var før Gameboy drænede fantasien.

Det var i de gode gamle dage, da fodboldspillere havde kælenavne som "Røde Alfred", og Vejles bedste hold kørte til hovedstaden med "Svends Rutebiler".

Og shorts'ene var alt for lange.

Tommy Troelsen var 17 år gammel i 1958, og det år er ikke svært at huske, for det var første gang, Vejle skulle spille pokalfinale. Tommy Troelsen var på holdet, og han er stadig den yngste spiller nogen sinde i en pokalfinale, selv om AB og AaB i dag tager hul på den 45. af slagsen.

Det var i forvejen lidt af en tradition, at Vejles hold gik i ABC Teatret, når de var i København for at spille, men der var nu alligevel gjort noget særligt ud af det før pokalfinalen mod KB.

Spillerne havde fået lov til at tage koner og kærester med.

»Men det betød nu ikke noget for mig. Jeg havde ingen kæreste,« husker Tommy Troelsen, der også erkender, at han nogle gange glædede sig mere til at se Dirch Passer i teatret end til fodboldkampen.

Og hvad kærester angår, skylder vi ham at fortælle, at det fik han sidenhen.

Alligevel blev pokalfinalen en stor oplevelse for den unge -enlige -spiller. 28.600 tilskuere så Tommy Troelsen sætte sin "aldersrekord" og Vejle slå KB med 3-2.

KB havde den farlige Alfred Hansen i angrebet. Men han blev aldrig kaldt andet end "Røde Alfred".

»"Røde Alfred" havde spillet i Sverige. Han var stor som en dør, kunne ikke ret meget med bolden, men score mål kunne han,« fortæller Tommy Troelsen.

Det siges, at Vejles forsvar pakkede "Røde Alfred" godt og grundigt ind i samtlige 90 minutter. Bagefter var han godt tosset over nederlaget, og da holdene stod ved siden af hinanden før præmieoverrækkelsen, kunne Vejles pokalfighter Knud Herbert Sørensen ikke dy sig for følgende bemærkning:

»Vi havde nok fået det svært, hvis "Røde Alfred" havde været med.«

Sådan går historien i hvert fald.

Tommy Troelsen nåede at spille tre pokalfinaler for Vejle, hvoraf han tabte den sidste til Randers Freja i 1968. Tommy Troelsen kan således passende give depechen i denne lille pokal-odyssé op gennem årtierne videre til Niels-Christian Holmstrøm.

Holmstrøm, der forfægter det synspunkt, at KB'ere ikke er nær så arrogante som andre ville være i deres sted, spillede sin eneste pokalfinale for Frederiksberg-klubben i 1969. Den vandt han til gengæld med 3-0 over Frem.

»KB er nærmest kendetegnet ved at have tabt et hav af pokalfinaler (fem ud af seks, red.), så jeg må glæde mig over at have været med i den, vi vandt. I vores pokalhistorie har vi også tabt til et eller andet frygteligt hold fra Jylland -jeg kan ikke engang huske, hvad det hedder. Men det er jo en del af charmen ved pokalfodbold, at store hold af og til taber til små hold. Og så har jeg ikke nævnt noget om Skagen,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

Siden sin aktive karriere er Homstrøm blevet kendt for mange andre ting -blandt andet for frejdigt at sige, hvad han mener om dette og hint. Om den danske pokalturnering mener han:

»Den er aldrig blevet helt det samme som sit forbillede: den engelske pokalturnering. Det kan der være mange grunde til. Den danske pokalturnering har aldrig været rigtig interessant før de sidste runder, og derfor har den heller ikke været økonomisk interessant. Man kan sige, at pokalturneringen har svært ved at klare sig i konkurrence med alle de andre tilbud, mens pokalfinalen har manifesteret sig bedre,« siger Niels-Christian Holmstrøm.

Det giver os anledning til et sidespring ud i Europa, hvor de respektive pokalturneringer har vidt forskellig status.

Pressechef i UEFA, Frits Ahlstrøm:

»I England, Norge, Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien er der altid udsolgt -uanset finaledeltagerne. I Danmark er turneringen også værdsat, men tilskuerinteressen afhænger i høj grad af hvilke hold, der spiller.«

Den påstand kan man finde belæg for i slutningen af 70'erne, da AB's nuværende træner Ole Mørch spillede pokalfinale for Frem. Endda hele tre gange i træk, inden Frem -det var i 1978 -havde besejret Esbjerg efter straffesparkskonkurrence i den anden omkamp.

»For mig som spiller var det under alle omstændigheder en kæmpe oplevelse, og i den første kamp med over 10.000 tilskuere "lugtede" det også lidt af noget stort. Men jeg husker, hvordan vi til den anden kamp stod og kiggede ud af vinduerne i omklædningrummene ud for P.H. Lings Allé for at se tilskuerne strømme til. Og jeg mindes, jeg tænkte, at nu må de da snart begynde at komme. For de eneste, vi kunne se, var dem, der gik og solgte popcorn. De må have taget fejl af tidspunktet, tænkte jeg,« husker Ole Mørch.

Det havde de ikke.

Til den anden kamp kom der 1800 tilskuere og til den tredje 2300.

Siden er det blevet besluttet, at finalen skal afgøres Kristi Himmelfartsdag.

Men selv til de kampe, der med Tommy Troelsens ord kun blev overværet af "de fugle, der fløj forbi", har pokalfinalen haft sin store betydning.

For spillerne, tilhængerne og for andre, der har pantsat deres hjerte i fodboldens uforudsigelige verden.

Vi er nået til 80'erne. I dansk fodbold kunne man også kalde det mæcenernes -pengemændenes -årti. Der var Alex Friedmann i B 1903, Hans Bjerg-Pedersen i Lyngby, "Saftkongen" Gudmund Jørgensen i Herfølge og den -i den almene bevidsthed -måske mindre kendte Eskild Thygesen i Ikast.

Han var med til at poste anseelige millioner i Ikast fS i 80'erne, og i 1986 gav investeringen pote med jyderens første af tre pokalfinaler. Modstanderen var B 1903. Der blev indsat særtog fra Ikast og Herning, og det kunne end ikke tilnærmelsesvis dulme Eskild Thygesens nerver, at der kun kom 5600 tilskuere til kampen.

Det var -uagtet -en kæmpe oplevelse for alle omkring klubben.

Eskild Thygesen var et nervevrag under kampen.

»Vi kom bagud 1-0, og på et tidspunkt blev det for meget for mig. Da vi skiftede Torben Christensen ud -han spillede ikke nogen stor kamp -gik jeg ned i omklædningrummet, fordi jeg ikke kunne holde ud at se mere,« fortæller Eskild Thygesen.

Desværre kunne han stadig høre tilskuernes reaktioner, der forsatte bearbejdningen af de tyndslidte nervetråde.

»Jeg tror, at jeg er landets førende ekspert i at tolke tilskuerreaktioner,« siger han.

Den driftige forretningsmand fra tekstilindustrien løste problemet ved at tænde for bruseren i omklædningsrummet. På et tidspunkt kom en kontrollør ind og fortalte, at Ikast havde udlignet. Desværre kom samme kontrollør igen senere for at berette om B 1903's sejrsmål.

»Men det var en fantastisk dag for vores klub,« erindrer Eskild Thygesen.

I dag, Kristi Himmelfartsdag, spiller AB og AaB så den sidste pokalfinale i dette årtusinde.

En del af hovedpersonerne har prøvet det før.

AaB's direktør Børge Bach var for eksempel manden, der scorede begge mål i AaB's 2-1 sejr over Lyngby i 1970. Og AB's anfører Rene Henriksen har prøvet en pokalfinales påvirkning en gang tidligere, da han og AB i 1995 tabte med 0-5 til FC København.

»Det var første gang for os allesammen. Og det kostede os dyrt at være med. Op til finalen vandt vi dårligt nok en kamp i turneringen. Spillerne ville ikke risikere skader eller karantæner. Alt drejede sig om finalen. Og indtil midt i anden halvleg gik det også fint, før drømmen udviklede sig til lidt af et mareridt. Vi fik en røvfuld,« husker Rene Henriksen som vores repræsentant for 90'erne.

Med risiko for at vores gode kollegaer i det nordjyske kommer efter os for misbrug af citatretten, vil vi give ordet til Aalborg Stiftstidene og beretningen fra AaB's første pokalfinale den 19. maj 1966, som nordjyderne vandt med 3-1 over KB:

»Det var en match så begivenhedsrig, så hård, så fornøjelig, så spændende og så farverig, som man kan forlange det af en fodboldkamp. Nordjyske fodboldfans livede op på langsiderne, hvor de med vimpler, hatte og parasoller i AaB's rød-hvide farver fyldte mere end KB's stemmekraftige ungdom med blå-hvide vimpler og huer.«

Lad os -inden vi med et citat af den italienske forfatter Albert Moravia tager et lille forbehold for tidens eventuelle "påvirkning" af denne histories anekdoter -håbe på en gentagelse, når AaB møder AB.

Citatet lyder:

»Døren til fortiden lader sig ikke åbne uden knirken.«

»Man er gammel, når man har mere glæde af fortiden end af fremtiden.«

John Knittel

schweizisk forfatter

»Vi skal benytte fortiden som springbræt, ikke som sofa.«

Harold Macmillan

britisk politiker

»Den, der ikke kender fortiden, vil ikke få greb om fremtiden.«

Golo Mann

tysk historiker

»Den, der vil læse i fremtiden, må blade i fortiden.«

André Malraux

fransk forfatter