Test din viden om OL
Hvorfor er der fem forskelligt farvede ringe i OL-logoet, og hvem vandt den første guldmedalje ved de moderne olympiske lege? Få svarene her ...
Det officielle olympiske flag
Flaget blev skabt af Pierre de Coubertin i 1914. De fem sammenflettede olympiske ringe symboliserer de fem kontinenter i samarbejde. Oprindeligt kunne alle verdens flag laves af farverne i det olympiske flag, den hvide baggrund og de fem farver i ringene. Flaget blev første gang brugt ved de olympiske lege i 1920.
Det olympiske motto
I 1921 lånte Pierre de Coubertin, grundlæggeren af de moderne olympiske lege, det latinske motto "Citius, Altius, Fortius" (Hurtigere, Højere og Stærkere) af sin ven Henri Didon, der var dominikanerpræst. Didon blev i 1890 rektor for Arcueil-gymnasiet ved Paris og brugte mottoet ved et idrætsstævne for gymnasiets elever.
Den olympiske ed
Den olympiske ed blev første gang anvendt ved legene i Antwerpen i 1920. En deltager fra værtsnationen aflægger eden på samtlige deltageres vegne. Den lyder: "På alle deltageres vegne lover jeg, at vi vil deltage i disse olympiske lege med respekt og lydighed over for de regler, der styrer dem, og i idrættens ånd, så det kan være til ære og hæder for vore hold."
Den olympiske målsætning
Pierre de Coubertin formulerede OL's målsætning og grundholdning for legene: " Det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det vigtige er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt."
Den olympiske flamme
Den olympiske flamme tændes i Olympia i Grækenland og herfra føres den over kontinenterne til den olympiske værtsby med et fakkelstafetløb. Her tændes den olympiske flamme ved åbningsceremonien og brænder under hele afholdelsen af legene. Flammen er altid højt hævet over stadion og kan ses langt væk. Den olympiske flamme blev første gang anvendt ved legene i Amsterdam i 1928.
Den olympiske hymne
Under afspilning af den olympiske hymne hejses flaget. Den olympiske hymne blev komponeret specielt til de første moderne olympiske lege i Athen 1896 af Spyros Samaras til et digt af Kostis Palamas: "Udødelige fortidens ånd, fader til det gode, skønne og sande ...". Hymnen blev godkendt af IOC som officiel olympisk hymne i 1958."
Guldmedaljer
Den sidste OL-guldmedalje, der udelukkende var lavet af guld, blev overrakt ved de olympiske lege i 1912.
Aflyste olympiske lege
Siden starten på de moderne olympiske lege i 1896 har man kun måttet aflyse tre af legene. Berlin, 1916 på grund af 1. Verdenskrig, Helsinki, 1940 og London, 1944 på grund af 2. Verdenskrig. Siden 1948 har legene været afholdt uafbrudt hvert fjerde år.
Første åbningsceremoni
Blev afholdt ved de olympiske lege i London, 1908.
Ritualer ved åbningsceremonien
Den græske delegation går altid først ved åbningsceremonien. Herefter kommer de øvrige nationer i alfabetisk orden (ifølge værtsnationens sprog), bortset fra værten, der altid kommer til sidst.
En by, ikke et land
Det er altid en by, som ansøger om at måtte afholde legene, ikke et land. Værtsbyerne udpeges af den Internationale Olympiske Komite, IOC, mange år i forvejen. Det er den nationale olympiske komite og den valgte by, som hæfter for hele økonomien omkring de enkelte idrætsanlæg, organisationen af legene og hele infrastrukturen. I år 2012 kommer legene til London. Hvem der skal afholde legene i 2016 bestemmes først i 2009 ved IOC's møde i København.
Den første moderne mester
Amerikaneren James B. Connolly blev den første mester ved de olympiske lege i 1896.
Det første marathon
Maratonløbet er opkaldt efter den græske by Marathon. Her udkæmpedes i år 490 f. Kr. et slag mellem den græske og den persiske hær. Grækerne vandt slaget, og ifølge sagnet blev budbringeren Pheidippides sendt i løb i cirka 40 kilometer til Athen for at forkynde det glade budskab. Han nåede lige at udbryde "vi sejrede", inden han faldt om og døde af udmattelse.
Kilde: history1900s.about.com