Annonce
Sport

Håndbold: Nicolaj Jacobsen hjem med ar på sjælen

Succesoplevelserne i en glorværdig karriere har været mange, men Nikolaj Jacobsen har også oplevet nedture. Både som håndbold-spiller og menneske.

Kiel

Til sommer er det slut med at køre 80 kilometer efter skummetmælk.

I seks år har Familien Jacobsen taget turen fra Kiel til Padborg for at handle ind.

»Her i Tyskland kan man kun få det der smør, hvor en ostehøvl er et nødvendigt redskab,« siger Nikolaj Jacobsen.

Savnet af skummetmælk og Kærgården hører til i den lette ende af samtaleemnerne, når den feterede danske håndboldstjerne skal gøre status på en flot karriere.

Den er endnu ikke helt slut, men kan dog synge på sidste vers. Den endelige strofe lyder til sommer, hvis en langvarig knæskade ikke vil hele.

Det er også på grund af knæet, at Nikolaj Jacobsen ikke kommer ud og tager imod i privaten i Kiel-forstaden Mettenhof. Han ligger i stuen. Hjørnesofaen har den forgange nat også gjort det ud for den 32-årige fynbos møbel. Døtrene Sille og Freja på tre og seks år er ikke gode til at sove længe, og det er jo hyggeligt at springe rundt i mor og fars seng om morgenen. Igen en ikke særlig god cocktail for en mand, der netop har været igennem en lang operation.

De mørke sider af livet

Så det er helt forståeligt, at Jacobsen tager imod i stuen. Med en vattæppe slynget om livet, fortæller han gerne om tilværelsen som professionel håndboldspiller. Om de mange, mange succesoplevesler, men også om de mørke sider af livet, som han trods sine unge alder i høj grad har oplevet.

Venstre knæ er pakket ind af et stort gazebind, og operationsjod farver stadig langt op på låret.

Den er gal på bagsiden af knæet. Gammelt bindevæv fra en tidligere operation har samlet sig som en ekstra knogle bag på knæet og givet smerter. Selve knæskaden, der nu truer med at stoppe hans karriere, fik Nikolaj Jacobsen for over to år siden i en kamp mod Wallau Massenheim.

»Jeg løb en kontra og tørnede sammen med deres målmand. Jeg scorede da, men vi tabte kampen alligevel. Den kontra er nok det, som jeg fortryder mest i min karriere. Var jeg da bare blevet stående nede i forsvaret og pillet mig i næsen,« småpjatter han og afbrydes af konen Lenette, der venligt stiller sodavand frem. Man nænner ikke at spørge efter den kostbare skummetmælk.

Famøst sammenstød

Det famøse sammenstød i 2001 er den direkte årsag til, at Danmarks måske bedste håndboldspiller nogensinde formentlig aldrig får en landsholdsmedalje i sit imponerende pokalskab. Dér fylder tyske, danske og internationale klubtitler godt op.

Nikolaj Jacobsen ville have været selvskrevet til det landshold, der i 2001 og senest i Slovenien hentede EM-bronze. Det er tydeligt, at det nager i den samlede karriere-evaluering.

»Jeg savner vel kun lidt succes med landsholdet,« fastslår han.

Snakken omkring landsholdslivet får Nikolaj Jacobsen frem i sofaen. Han brænder tydeligvis inde med mange følelser om sin tid på nationalholdet, der op igennem 1990'erne havde flere fiaskoer end succeser. Dengang hed det sig i korridorerne, at de svigtende resultater skyldtes et splittet landshold med alt for mange interne problemer. Nikolaj Jacobsen bekræfter rygterne, og retter skytset mod daværende landstræner Keld Nielsen.

»Jeg giver ene og alene ham skylden for, at det eksempelvis endte i fiasko ved VM i Egypten i 1999. Han formåede slet ikke at samle holdet. Dengang arbejdede vi unge mod gamle, fordi træneren hele tiden spillede os ud mod hinanden. Der var spillere, der ikke kunne tåle synet af hinanden, hvilket han var årsagen til. Han gik også meget op i at lege kispus med pressen, hvilket også fuldstændigt fjernede fokus fra holdet. Det er den værste træneroplevelse i min karriere,« lyder den hårde melding fra Nikolaj Jacobsen.

Han peger på det nuværende sammenhold, som en af årsagerne til de gode resultater.

»Da Keld Nielsen var blevet fyret, kunne vi sagtens få landsholdet til at fungere som en enhed. Det falder alene tilbage på træneren. Selvfølgelig er der kliker på et hold. Det er der på alle hold. Man snakker bare med og bedre med nogle, end med andre. Kunsten er at samle spillerne på tværs af de personlige bånd,« siger manden i sofaen.

Han erkender, at det var med blandede følelser, at han som udsendt TV-rapporter stod med sine krykker og så sine holdkammerater få bronzemedaljer om halsen i Globen i Stockholm for to år siden. Glæden på kammeraternes vegne var stor, men det samme var skuffelsen over at være skadet, når det endelig lykkedes for det landshold, som han repræsenterede første gang i 1991.

Dengang var fløjspilleren med den sublime teknik blot 20 år. Først seks år senere rejste den livsglade og udadvendte fynbo væk fra de trygge rammer i GOG og til Dormagen, hvor han i 1997 indledte tilværelsen som professionel håndboldspiller. Med i bilen var kæresten Lenette.

Hun er også med, når det til sommer går hjem mod Danmark. Og det bliver ikke med den samme Nikolaj Jacobsen på førersædet. Livet i udlandet har hærdet og modnet ham, og børnenes ankomst har gjort ham mere ansvarlig. Men tragiske oplevelser har også præget mennesket Nikolaj Jacobsen, der i 1997 mistede sin far og to år senere sin mor. De døde begge pludseligt.

»Jeg kommer hjem som en mand med flere ar på sjælen. Jeg har oplevet mange dejlige ting i mine syv år som udlandsprof, men mine forældres død har ikke gjort tiden til en let dans på roser. Jeg synes stadig, at jeg er en livsglad fyr, selv om jeg godt kan få nogle kriser, når jeg tænker over, hvad der er sket. Jeg bliver af og til nedtrykt over savnet af mine forældre. Ikke mindst i forhold til mine børn. Det er svært at forklare, hvor farmor og farfar egentlig er henne. Vi tager ud på kirkegården, men det hjælper ikke en seks-årig pige særlig meget. Det hænger stadig i mig. Men jeg prøver at få det bedste ud af det. Jeg forsøger i de fleste tilfælde at tænke og handle positivt,« siger han og giver sin alvorlige knæskade som eksempel:

»Rent tankemæssigt har oplevelsen med mine forældres død hjulpet mig i denne lange skadesperiode. Herregud, et skide knæ i forhold til rigtige sorger. Måske havde jeg været mere bitter over min knæskade, hvis jeg ikke havde haft den anden oplevelse i mit system,« bebuder Nikolaj Jacobsen, der var meget tæt på at droppe karrieren i Kiel og rejse hjem til sine to brødre.

Flere venner er kommet til

Takket være gode svigerforældre har de alle tre fundet fodfæste. Kontakten mellem dem er tættere end nogensinde. På samme måde har Nikolaj Jacobsen holdt fast i sine barndomsvenner. Siden er der kommet flere til, men bekendte vil Nikolaj Jacobsen ikke sige, at han har. Dem vælger han bevidst fra. Sådan har det ikke altid været, hvilket er et andet punkt, der markerer Nikolaj Jacobsens udvikling siden de glade dage i GOG.

»I mine unge år tog jeg alle til mig. I dag skiller jeg mere fra og værner i det hele taget meget om min person,« siger han.

Der kommer dog stadig nye mennesker ind på livet af ham. I håndboldkredse er Morten Bjerre, Lars Christiansen, Ian Marko Fog og Christian Hjermind blevet hans gode venner, men også den svenske holdkammerat Stefan Lövgren med sin familie er en hyppig gæst i Mettenhof-residensen.

Af venner uden harpiks er Nikolaj Jacobsen ved at knytte tætte bånd med fodboldtvillingerne Martin og Michael Johansen, Per Frandsen og badmintonspilleren Peter Gade. Dem mødte han under en golfturnering for danske sportskendisser.

»Vores venskab er forholdsvis nyt, men jeg snakker tit med dem i telefonen. Blandt andet får Michael noget røg, når AB har tabt 12 kampe i træk,« griner Nikolaj Jacobsen, der med seks år på Kiels succeshold har den stik modsatte statistik og derfor undgår den slags drillerier.

Måske kan Michael Johansen give tilbage efter sommerferien, hvis altså Kiel-spillerens knæ er i orden til den tid. Da indleder Nikolaj Jacobsen sin to-årige kontrakt med Viborg HK, der uden tvivl bliver hans sidste klub.

Ved siden af håndbolden skal han i gang med sin ønske-uddannelse på Skive Seminarium. Det er dog ikke med henblik på at blive folkeskolelærer.

»Nej, er du tosset. Folkeskolelærer bliver jeg aldrig. Jeg kan slet ikke se mig selv stå og undervise en 3. klasse. Jeg ville gå fuldstændig amok. Jeg har ikke tålmodighed. Mit temperament er alt for stort til sådan en opgave. Jeg tror, at jeg ville blive smidt ud af skolen efter en uge,« smiler den kommende studerende, der i stedet vil bruge den to-årige uddannelse indenfor sit virkelige fag.

»At undervise på et håndbold-college ville være perfekt. Jeg vil gerne blive i håndboldverdenen. Det er i sporten, at jeg har mine primære evner. Dem ser jeg frem til at udnytte på en anden måde. I det hele taget glæder vi os meget til at komme hjem og begynde næste kapitel i vores liv,« fastslår Nikolaj Jacobsen.

Så det er altså ikke bare det bløde smør og skummetmælken, der trækker i Dannevang.

dan.philipsen@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her