Fortsæt til indhold
Sport

Tynde ben er ikke nok

Edmonton

Af HENRIK H. BRANDT

Så forskellen ligger altså i underbenene.

Det gælder ifølge en gruppe danske forskere bare om at have tynde underben, hvis man vil gøre sig håb om at spæne fra de berømte kenyanske løbere. Kenyanernes største fortrin er nemlig, at deres underben har mindre vægtfylde end vi andres.

Nu har jeg i al beskedenhed selv opnået et par hæderlige placeringer i Skelhøjeløbet og på skolernes atletikdag i tidens løb. Inden Murens fald besatte jeg sågar andenpladsen i ''arbejderklassen'' ved et motionsløb i Ungarn.

Som ekspert på området kommer forskernes konklusion på det årelange projekt med danske og kenyanske løbere derfor ikke helt bag på mig. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at folk med lår i skoene var elendige langdistanceløbere.

Men jeg vil nu påstå, at der trods det vægtige danske bidrag til forskningen i Kenya-løbernes hemmeligheder fortsat resterer mange ubesvarede gåder om udøverne af den mest verdensomspændende og grundlæggende af alle idrætsgrene, atletikken.

Den danske undersøgelse giver eksempelvis ikke et fyldestgørende svar på, om det hjælper på løbeøkonomien bare at gå i små sko: I givet fald kan kenyanerne måske snart forvente hård konkurrence fra skatteministeren eller Dansk Folkepartis kernevælgere?

Og hvorfor løber de kenyanske kvinder egentlig ikke lige så hurtigt som mændene?

Har kenyanske kvinder måske fede ben, og det var de danske forskere simpelthen for høflige til at gøre opmærksomme på?

Er det ligefrem en fordel, at den danske VM-trup her i Edmonton på forhånd karakteriseres som tyndbenet?

Har dominerende mexicanske kapgængere og suveræne ukrainske kuglestødere også deres særlige genetiske kendetegn?

Jeg tror, jeg vil gå på jagt efter nogle af svarene her ved VM i atletik.

Jeg har allerede gjort et par supplerende iagttagelser af egenskaber, der foruden tynde underben indikerer genetiske forudsætninger for at blive en stor løber:

Hvis man snubler og når at standse stopuret, inden man rammer jorden...

Hvis man altid løber rundt i smarte tights uden at nogen i øvrigt opdager det, fordi man ikke fylder de stramme bukser ud...

Hvis man kan finde på at gå til bryllup i jakkesæt og løbesko...

Hvis man dyrker sex med pulsur på for lige at se, hvor højt man kan få den op - pulsen altså...

Eller hvis man kan nå at jogge en tur og vaske sig i håndvasken på herretoilettet under en tre kvarters mellemlanding i Frankfurts lufthavn...

Så opfylder man de naturlige forudsætninger for at blive en stor langdistanceløber.

Det ville nu være forfriskende, hvis de dygtige forskere fra Center for Muskelforskning i København med den tidligere løbelandstræner, Henrik Larsen, i spidsen kunne overføre alle disse egenskaber til danske skolebørn med meget tynde ankler.

Så er jeg helt sikker på, at Danmark om ganske få år vil opnå en dominerende rolle ved VM i atletik.

Skulle læserne have observeret særlige genetiske kendetegn ved nogle af atletikkens mange disciplingrupper, modtager vi gerne et tip på e-mail adressen:

vjredaki025@mail.tele.dk