Positiv dansk dopingtest skjult i 1996
Gennem adskillige år har en dansk OL-deltager i kano- og kajakroning brugt tilskud af det mandlige hormon testosteron. Da det blev opdaget ved en dopingprøve kort før OL 1996, blev det holdt hemmeligt af Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark, skriver Berlingske Tidende mandag.
Det skyldtes bl.a. at roerens læge forsikrede, at der lå private årsager bag. Toproeren var ikke tidligere blevet opdaget i en dopingkontrol, selv om han gennem adskillige år brugte testosteron.
Roeren deltog ved OL i Barcelona 1992 - og var også udtaget til OL 1996 i Atlanta - men i månederne op til OL blev han testet positiv i en dansk prøve.
Efter langvarig møde-aktivitet mellem DIF's dopingkontroludvalg, Team Danmark, roeren selv og hans læge samt med indkaldelse af ekspertise udefra, nåede man frem til, at roeren led af en sygdom, der nødvendiggjorde medicineringen.
Men derefter stoppede han med at bruge medicin.
- Det var nødvendigt, hvis han overhovedet skulle deltage i Atlanta, at han øjeblikkelig stoppede med at tage hormoner. Han overskred den tilladte grænse, og det kunne vi ikke risikere, at han også gjorde ved OL, siger daværende chefkonsulent i Team Danmark, Niels-Christian Holmstrøm - som desuden var vice chef-de-mission (næstkommanderende) for hele Danmarks OL-hold i Atlanta - til Berlingske.
Han anfører, at sagen blev debatteret med såvel roeren som med hans specialforbund (Dansk Kano- og Kajak Forbund, DKKF) og med dopingkontroludvalget. Andre hævder, at Holmstrøm stort set kørte sagen selv.
Sagen blev i august i år drøftet på et bestyrelsesmøde i DIF, fordi der i sommer havde været flere rygter i omløb i Idrættens Hus i Brøndby om en hemmelig, positiv dopingprøve på roeren - samt at prøvens resultat var blevet holdt skjult mod en aftale om, at roeren ikke igen skulle forsøge at komme med til OL.
- Det passer simpelt hen ikke. Alt er gået efter bogen, og vi stod på hovedet for at få ham med til OL, siger Niels-Christian Holmstrøm.
Formanden for DKKF, Jørn Cronberg, kendte ikke til sagen før midt på sommeren i år, da Team Danmark ikke ville støtte roerens bestræbelser på at træne frem mod OL i Sydney næste år.
Det fik rygterne til at løbe, men Jørn Cronberg blev meget overrasket over sagens rette sammenhæng, da han erfarede den i sin helhed - hvilket først skete i sidste uge, hvor forbundet på et bestyrelsesmøde blev orienteret om sagen.
- Jeg var absolut overrasket, og det undrer mig dybt, at vi ikke blev informeret. Men jeg er også tilfreds med forklaringen fra DIF, siger Cronberg til Berlingske.
På DIFs bestyrelsesmøde for tre uger siden blev man orienteret om, at idrætslægen Jens Elers i 1996 stod for det fagligt-medicinske arbejde med sagen. Det var ikke muligt for Berlingske Tidende at få en kommentar fra Jens Elers søndag.
DIF's informationschef Morten Mølholm Hansen siger, at sagen er en balancegang mellem strengt personlige hensyn og en vurdering af, om roeren har haft fordel i træningsfasen af at indtage testosteron.
- Det er en lægelig vurdering, som jeg ikke skal gøre mig klog på. Nu har vi fået en orientering i sagen, og det fik vi, fordi rygterne var begyndt at løbe her i huset, siger Mølholm.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger blev sagen holdt hemmelig under OL 1996, hvor kun ganske få mennesker kendte til sammenhængen. Blandt disse var også medlemmerne af Den Internationale Olympiske Komites medicinske kommission, der blev orienteret kort før OL i Atlanta.
- Vi bad om deres vurdering ud fra, at vi ikke ville have en dopingsag under OL. Derfor skulle roeren også love, at han øjeblikkelig stoppede med at indtage medicinen - fordi sagen viste, at det er svært at styre stoffet i forhold til dopingprøverne, siger Niels-Christian Holmstrøm, som for nylig skiftede fra Team Danmark til en stilling som sportschef i FC København.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra roeren selv, tilføjer Berlingske - der kender roerens navn, men ikke bringer det.
Fire roere fra DKKF deltog både ved OL 1992 og 1996. Det er Christian Frederiksen og Arne Nielsson i kano og Thor Nielsen og Jesper Staal i kajak. I Barcelona 1992 havde DKKF desuden Jeanette Knudsen og Yvonne Knudsen på Danmarks hold.
Christian Frederiksen og Arne Nielsen vandt sølvmedalje i 1000 m toerkano ved OL for syv år siden, men roede hver for sig fire år senere.
/ritzau/