Fortsæt til indhold
Sport

Silkeborg var tæt på stort europæisk resultat, men blev snydt til sidst

Silkeborg så længe ud til at hente et point ude mod Anderlecht, men et sent straffespark blev i sidste ende afgørende i 1-0-nederlaget.

Det var en torsdag, som alle Silkeborgs tilhængere havde set frem til, da de rødklædte for første gang trådte ind i et europæisk gruppespil i Conference League.

Men selvom det var tæt på et stort europæisk resultat oven på skuffelsen senest mod finske HJK Helsinki i Europa Leagues playoff, måtte holdet gå fra banen med et 1-0-nederlag.

Silkeborg fik en fin start på kampen mod forhåndsfavoritten, og efter fem minutter var holdet ved at blive farlige første gang. Nicklas Helenius havde et frispark fra en favorabel position, men sparkede lige i muren, og blot et minut senere forsøgte Mark Brink sig med et fint langskud.

Silkeborg lignede uden tvivl et hold, der vil gå friskt til de seks europæiske opgaver uden at lade sig kyse af den store scene. Efter 20 minutter havde danskerne flere gange sat sig i respekt med hårde tacklinger og havde også flere længere sekvenser som spilstyrende.

Det var tilsyneladende til overraskelse for Anderlechts fans, der formentlig havde forventet en sikker sejr, at det sortklædte hjemmehold i perioder ikke kunne pille bolden fra det upåagtede danske mandskab. Allerede efter et kvarter begyndte hjemmefansenes buh-råb så småt, hver gang Anderlecht spillede bolden tilbage eller smed den umotiveret væk.

Midtvejs i første halvleg var det så tæt på en midtjysk føring, da Kasper Kusk førte bolden frem i en tre mod to-situation og på perfekt vis fandt seneste sæsons Superliga-topscorer Nicklas Helenius, der endte med at sparke et stort hul i luften.

Omvendt var det også et Silkeborg-forsvar, der hele tiden havde noget at forholde sig til. Anderlecht stillede op til kampen i en 3-5-2-opstilling med den lynhurtige kantspiller Francis Amuzu på venstre wingback, og allerede tidligt i kampen var det tydeligt, at det godt kunne blive en lang kamp for Silkeborgs højreback Oliver Sonne, hvis ikke de rødklædte formåede at stoppe opspillet umiddelbart før dybdebolden til belgieren.

Frustreret hjemmehold

Det var ikke til at se torsdag aften, at Anderlecht har 34 mesterskaber og tre europæiske titler, mens Silkeborg kun har et enkelt mesterskab på cv’et. Det traditionsrige belgiske mandskab har i flere år været i krise og ligger aktuelt nummer otte i den belgiske liga, mens Silkeborg fortsætter med at imponere efter seneste sæsons bronze i Superligaen og igen i år spiller med i toppen.

Anderlechts presspil sad ingenlunde, og i perioder løb spillerne halvforvirret mellem de rødklædtes pasninger. Men hele tiden vidste man også, at holdet havde klassen til at slå til, så snart muligheden bød sig. Sådan en mulighed bød sig kort før pausen, da Silkeborg smed en bold væk på midten af banen. Men i stedet for at spille chancen større, trykkede Fabio Silva af langt ude fra og sendte bolden langt over Nicolai Larsens mål.

Hjemmepublikum var tydelig frustreret over, at de to hold gik til pause med 0-0 i en kamp, og gav højlydt sin mening om spillernes indsats til kende.

Det var da også tydeligt i anden halvlegs begyndelse, at hjemmeholdets træner, Felice Mazzu, ville se andre boller på suppen offensivt fra sit mandskab. Men Anderlecht lignede aldrig rigtig et sammenspillet hold, presspillet var individuelt, og det gav Silkeborg muligheder for i flere sekvenser at lure på kontrastød.

Belgisk overtag

Efter en time begyndte det tunge pres på Silkeborg, som de fleste nok havde forventet ville komme på et tidspunkt. Især indskiftningen af den 21-årige midtbanespiller Yari Verschaeren gjorde en forskel. Hjemmeholdet fik et par hjørnespark i streg, og det fik tilhængerne med.

I flere sekvenser kom Silkeborg på hælene i takt med, at den hårde og koncentrerede indsats tærede på kræfterne. Men i målet var Nicolai Larsen en sikker og rutineret skanse, der dels løste sine egne opgaver og hele tiden dirigerede med sine spillere på den regnvåde bane i Belgien.

Med 10 minutter igen gik den ikke længere. En Anderlecht-spiller blev sendt i dybden og chippede bolden op i luften, hvor den ramte en Silkeborg-forsvarers hånd. Dommeren pegede resolut på pletten, og portugisiske Fábio Silva omsatte sikkert muligheden til 1-0 til Anderlecht. Et rigtig øv-mål, vil de tænke i Silkeborg-lejren, men det viste også, hvor hurtigt det kan gå i europæiske kampe.

Træner Kent Nielsen forsøgte sig med en offensiv satsning, men ligesom så mange gange tidligere i sæsonen havde holdet svært ved at omsætte spil til mål. Derfor sluttede det 1-0 til Anderlecht, men Kent Nielsens tropper kan se tilbage på en flot europæisk gruppespilsdebut, hvor holdet fik vist, at holdet har sin berettigelse her.

I weekenden møder Silkeborg AGF, mens West Ham venter hjemme i Conference League næste torsdag.