Gulddrømmen blev knust: Frankrig besejrede håndboldherrerne i nervepirrende finale

TOKYO

Nikolaj Jacobsen skal ikke under nålen foreløbig.

Danmarks landstræner har en kulørt stjerne på armen for alle de titler, han har vundet i løbet af sin karriere, men der går minimum et halvt år, før han skal bestille tid igen.

I stedet for den prikkende blæksmerte skal håndboldherrernes styrmand nu igennem en anden form for pine, der med garanti er meget, meget værre – følelsen af at misse guldet i de sidste minutter i den største landskamp i international håndbold.

De forsvarende olympiske mestre fra Danmark leverede ellers et noget nær mesterligt comeback i OL-finalen mod Frankrig ved at hente fem scoringer i anden halvleg, men det var i sidste ende ikke nok til at genvinde guldet.

»Vi er rigtig skuffede, og sådan skal det være efter at have tabt en finale. Vi lavede for mange tekniske fejl til at kunne vinde kampen,« sagde Nikolaj Jacobsen efter finalen.

»Der går lige en time eller to, og når vi er kommet lidt væk og har fået et par øl, er jeg sikker, at vi vil være vanvittig stolte af vores præstation. Vi har spillet en flot turnering, og i dag (lørdag red.) var det fortjent med sølv. Frankrig var i teten det meste af kampen.«

Muligheden manglede ellers ikke. Med under 15 sekunder igen havde Danmark chancen for at udligne til 24-24, men en tabt bold af Mathias Gidsel kostede dyrt, og så kunne franskmændene let score i det tomme danske mål og lade guldfesten begynde. Imens knækkede Gidsel og holdkammeraterne sammen på halgulvet.

»Mathias har spillet en fantastisk turnering. Han lavede en fejl til sidst, men han har reddet vores røv en masse andre gange,« sagde Nikolaj Jacobsen om bagspilleren, han undervejs har kaldt OL’s bedste spiller.

Den franske sejr på 23-25 (10-14) var der dog intet at sige til. Les Bleus, som de kaldes, var stærkest over 60 minutter, og de har også en særlig erfaring i at spille OL-finaler. Fire gange i træk er de nået til turneringens sidste kamp, og efter lørdagens sejr er tre af dem nu endt med guld.

Nikola Karabatic har været med hele vejen, og selvfølgelig åbnede han Tokyo-finalen med en scoring på et vip. Det viste sig at være en advarsel. Legenden Karabatic har den misundelsesværdige fordel, at han ikke kan blive gammel. 37 år er håndboldhistoriens nok bedste spiller efterhånden blevet, men hvad betyder det, når man besidder så ekstrem en professionalisme, at selv Mikkel Hansen er fan.

Via hans lederevner etablerede franskmændene – efter en rodet indledning – et forspring, som Danmark kæmpede med at indhente resten af kampen. Danskernes offensive spil var i den grad uden vanlig pondus, og selv ikke Nikolaj Jacobsens karakteristiske skældud fra sidelinjen fik vækket holdet.

Men Danmark havde ikke blot scoringsvanskeligheder. Helt oppe på 83. række i arenaen kunne man dufte nervøsiteten. De grimme nerver er selvsagt forståelige i en OL-finale, men sjældent har det danske hold virket så usikkert i så afgørende en kamp.

Der var tilbud på besynderlige beslutninger. Fejlindspil, tabte bolde, sløsede skud. Viceanføreren Lasse Svan personificerede mange af problemerne i første halvleg. Han har haft en svær slutrunde, og inden for finalens første kvarter havde han både hamret bolden helt forbi mål i åben kontrachance og sidenhen kastet kuglen umotiveret væk. Det ligner ham ikke.

Ej heller ligner det Mikkel Hansen, Jacob Holm og Mathias Gidsel at spille sidelæns. Men de bøvlede med at finde løsningerne. Ofte blev de fanget i en brydekamp mod fire franske mænd, der i den grad har årskort til fitnesscentret, og det hjalp ikke på måltavlen.

Niklas Landin gjorde sig ellers tilpas bred på de rigtige tidspunkter, men selv med to reddede straffekast kunne kaptajnen ikke forhindre en fortjent fransk pauseføring på fire mål.

»Bliv ved, bliv ved, bliv ved,« forsøgte Niklas Landin at opmuntre sine holdkammerater, og gejst var der også brug for i begyndelsen af anden halvleg.

Frankrig nægtede at skrue ned, og da Danmark glemte at skrue op, var der pludselig seks mål til forskel på tavlen. Det er kriminelt mange mod en nation, der har vundet 20 medaljer siden 1992.

På det tidspunkt i opgøret havde Danmark – foruden et par scoringer fra stregen – kun Mikkel Hansen og Mathias Gidsel som målscorere. Omvendt havde 11 af 12 franskmænd sendt bolden i kassen. Den manglende variation i spillet kunne ikke forklares tydeligere.

Heldigvis for danskernes guldhåb blev Niklas Landin ved med at redde bolde. Nikolaj Jacobsen skiftede forsvarsformation, og efter en timeout midtvejs i anden halvleg blev Morten Olsen sendt på banen. Indskiftningen af playmakeren, der har siddet på bænken i næsten alle OL-kampe, var et tydeligt signal om, at plan a og b ikke virkede.

Så er det godt, at man har en plan c, og selv om Olsen ikke havde voldsom indvirkning, lykkedes det for Mikkel Hansen og kompagni at kæmpe sig tilbage. Danmarks største stjerne tog ansvar og drev sit hold frem, da behovet var størst.

Og pludselig, ja, pludselig havde Danmark chancen for at udligne med under ni minutter igen. Mathias Gidsels skud blev dog reddet, og selv om Mikkel Hansen sidenhen misbrugte et straffekast, fik Morten Olsen reduceret til 24-23 med halvandet minut igen.

Men tættere på endnu en olympisk guldmedalje kom danskerne ikke. Det sidste angreb endte i ingenting, og derfor endte en ellers fornem dansk OL-præstation med sølvmedalje.

»Jeg er skuffet og samtidig megastolt. Havde du inden år 2021 sagt, vi ville vinde VM-guld og OL-sølv, tror jeg, at alle havde købt den,« sagde landstræneren efter kampen om året, der gav ham én og ikke to nye tatoveringer.