Fortsæt til indhold
Sport
Artiklen opdateres

Emma Aastrand Jørgensen tog sin anden medalje ved OL i 500 meter enerkajak

Danmark har torsdag morgen fået den ottende medalje ved OL i Tokyo.

Den 25-årige roer Emma Aastrand Jørgensen fordoblede natten til torsdag sin medaljehøst ved OL i Tokyo.

I finalen roede hun sig ind på tredjepladsen og snuppede dermed bronze for anden gang ved legene i den japanske hovedstad.

Emma Aastrand Jørgensen kom fint fra start, men lå nede på sjettepladsen, da de otte finaledeltagere var halvvejs mod de 500 meter.

På de sidste 250 meter skruede hun op for tempoet og klemte sig foran blandt andre svenske Linnea Stensils, som vandt over danskeren i semifinalen.

Emma Aastrand Jørgensen vinder sin anden bronzemedalje ved OL i Tokyo. Foto: Gregers Tycho

Hun kunne dog ikke gøre noget ved storfavoritten Lisa Carrington fra New Zealand. Hun vandt finalen i overlegen stil med over et halvt sekund ned til ungarske Tamara Csipes.

Emma Aastrand Jørgensen kom ind 1,557 sekunder efter Lisa Carrington.

Tidligere på ugen vandt Emma Aastrand Jørgensen bronze i 200 meter enerkajak. Ved den lejlighed gav hun udtryk for, at bronze ikke var den kaliber, hun havde stilet efter. Hun blev nemlig først udråbt som sølvvinder, men det blev siden ændret til bronze.

Men efter Emma Aastrand Jørgensens anden bronzemedalje torsdag var der ingen skuffelse at spore.

»Jeg er ikke skuffet i dag, jeg er meget lettet. Jeg har haft kanonhøje forventninger til mig selv. Det kan jeg mærke i dag, og at stå med tredjepladsen er en forløsning,« sagde hun kort efter løbet.

»Tårerne presser på. Lige nu kan jeg ikke helt give slip, fordi jeg ikke er i det helt rette selskab - det tror jeg skal være med de andre piger for af få følelserne helt ud. Jeg følte, at jeg roede alt, hvad jeg overhovedet har lært,« sagde den 25-årige danske roer, før hun gik mod medaljeceremonien.