Vild medaljeforvirring: Jeg lå bare og ventede derude i håbet om at det var sølv
25-årige Emma Aastrand Jørgensen sørgede for Danmarks sjette medalje ved dette OL, da hun kom ind på andenpladsen, undskyld tredjepladsen, på 200 meter kajak.
TOKYO
Emma Aastrand Jørgensen blev ved med at tage fat i og pille ved og kigge sådan lidt mistroisk og misfornøjet ned på sin bronzemedalje, der hang og dinglede om halsen på hende.
Det var ikke den kaliber, det skulle have været, og det gav hun udtryk for flere gange under interviewet. Der var gået en time efter hun havde krydset målstregen, og hun var stadig ikke rigtig kommet overens med, hvad der skete ude på vandet i løbet af de 200 meter sprint.
Hun lå til OL-sølv, newzealænderen Lisa Carrington var stukket af med guldet, men det lignede en sølvmedalje, og danskeren blev også i første omgang udråbt til sølvvinder på storskærmen. Det blev dog senere ændret til en bronzemedalje.
Spanieren Teresa Portela blev pludselig skubbet op på sølvpladsen, og det blev ikke ændret.
»Jeg var forvirret, fordi jeg troede, at jeg havde vundet sølv. Da jeg så, at den blev skiftet rundt, der ærgrede jeg mig. Og det gør jeg stadig,« sagde Emma Aastrand Jørgensen.
Der var stor forvirring omkring resultatet. DIF nåede at sende en officiel besked om en sølvmedalje ud, men også den måtte naturligvis rettes. Der var dog ikke tale om, at der skulle nedlægges protest, fordi en fra den danske delegation havde gennemset målfotoet, og den var god nok.
»Det sker nogle gange. De første resultater, der kommer op, er altid uofficielle, og der kan ske justeringer. Men jeg troede, at den var hjemme, fordi der gik lidt tid, inden jeg kom op som nummer 2,« sagde Emma Aastrand Jørgensen.
Bronzemedaljen var den sjette medalje til Danmark ved OL.
»Jeg lå bare og ventede derude i håbet om, at det var sølv: ”Kom nu, kom nu”, tænkte jeg.«
»Jeg havde håbet, at jeg kunne have taget sølvet. Men måske om et par timer kan jeg glæde mig,« sagde Emma Aastrand Jørgensen.
Men hun kan ikke fejre medaljen og gå amok i en pizzabuffet, fordi allerede onsdag skal hun på vandet igen i det indledende heat på 500 meterdistancen, som hun vandt sølv på ved OL i Rio.
Hun vil dog ikke love, at der også ligger og venter en medalje på den distance.
»Mit mål er top 5, og hvis jeg kan ligge med fremme kan alt ske, men jeg vil ikke lægge for stort et pres på mig selv,« sagde Emma Aastrand Jørgensen.
Det var et hårdt program tirsdag for Emma Aastrand Jørgensen, der først skulle kæmpe sig igennem en semifinale, der lå to timer før finalen.
Her blev hun nummer to sin semifinale efter den hurtige newzealænder Lisa Carrington, der slog sin egen olympiske rekord med tiden 38,127 sekunder.
Hun vandt en sølvmedalje ved OL i Rio, men det var på 500 meterdistancen, som hun også stiller op i i Tokyo og har medaljechancer. Der er indledende heats på den distance onsdag fra klokken 04 dansk tid.
Hun er desuden en del af den danske firerkajak sammen med Bolette Nyvang Iversen, Julie Frølund Funch og Sara Corfixsen Milthers, der skal i aktion på fredag.