Fortsæt til indhold
Sport

Overblik: Her er danskerne og deres roller i Tour de France

Den tidligere rekord for antallet af danske Tour de France-deltagere var ni ryttere i 2019.

Der bliver hele tiden sat rekorder i dansk cykling for tiden.

Der har aldrig været så mange danskere - 25 - på WorldTour-hold som i år.

Sejrene vælter også ind. Den 28 år gamle rekord med 11 danske WorldTour-sejre kan meget vel blive slået i år, hvor der allerede er blevet hentet otte WorldTour-sejre og yderligere seks triumfer i andre internationale løb.

Nu står endnu en rekord for fald. Tour de France for to år siden var den mest danskerrige nogensinde med ni deltagere.

Jyllands-Posten giver dig her et overblik over de 11 Tour de France-danskere i år.

Jonas Vingegaard

Jonas Vingegaard har kørt for Jumbo Visma siden 2018, hvor den 23-årige dansker ankom for ColoQuick. Han har bl.a. vundet en etape i Polen Rundt og er blevet nummer to i PostNord Danmark Rundt. Foto: Ernst van Norde

Alder: 24 år

Hold: Jumbo-Visma

Rolle i Touren: Luksushjælperytter for Primoz Roglic, specielt i bjergene

Tidligere Tour-deltagelser: Debutant

Udvalgte resultater i år: Etapesejr i UAE Tour, to etapesejre i Coppi e Bartali samt den samlede sejr i etapeløbet og nummer to i Baskerlandet Rundt-klassementet

Jakob Fuglsang

Jakob Fuglsang lige bag Richard Carapaz i den gule førertrøje under Schweiz Rundt, hvor danskeren blev samlet nummer tre. Foto: EPA/GIAN EHRENZELLER

Alder: 36 år

Hold: Astana - Premier Tech

Rolle i Touren: Løjtnant, der vil jagte etapesejre

Tidligere Tour-deltagelser: 9 (2010, 2011, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019)

Udvalgte resultater i år: En samlet tredjeplads i Schweiz Rundt, hvor den danske profil også blev nummer to på 5. etape. Nummer ni i endagsløbet Strade Bianche

Kasper Asgreen

Kasper Asgreen på podiet efter sin sejr i Flandern Rundt 2021 (Photo by DIRK WAEM / BELGA / AFP) / Belgium OUT

Alder: 26 år

Hold: Deceuninck-QuickStep

Rolle i Touren: Beskyttet rytter med frihed til at jagte etapesejre

Tidligere Tour-deltagelser: 2 (2019 og 2020)

Udvalgte resultater i år: Vinder af E3 Saxo Bank Classic, enkeltstarten i Volta ao Algarve samt vinder af Flandern Rundt

Michael Mørkøv

Michael Mørkøv har tidligere kørt for Tinkoff-Saxo og Katusha. Foto: Tariq Mikkel Khan

Alder: 36 år

Hold: Deceuninck-QuickStep

Rolle i Touren: Leadout-man for Mark Cavendish

Tidligere Tour-deltagelser: 5 (2012, 2014, 2016, 2019 og 2020)

Udvalgte resultater i år: Verdens vel nok bedste leadout-rytter har kørt Sam Bennett frem til sejre i Paris Nice og Volta ao Algarve, ligesom han senest hjalp Mark Cavendish frem til en etapsejr i Baloise Belgium Tour

Christopher Juul-Jensen

Christopher Juul-Jensen har kørt for Team BikeExchange siden 2016. Foto: Philip Davali

Alder: 31 år

Hold: Team BikeExchange

Rolle i Touren: Hjælperytter

Tidligere Tour-deltagelser: 3 (2016, 2019 og 2020)

Udvalgte resultater i år: Hjalp Simon Yates frem som samlet nummer tre i Giro d’Italia, hvor danskeren undervejs også rakte ud efter en etapesejr.

Søren Kragh Andersen

Søren Kragh Andersen i jubel efter 19. etape i Tour de France 2020, hvor han vandt to etaper. Foto: Anne-Christine POUJOULAT / AFP) REUTERS/Benoit Tessier/Pool

Alder: 26 år

Hold: Team DSM

Rolle i Touren: Lykkeridder med mulighed for at hente etapesejr

Tidligere Tour-deltagelser: 3 (2018, 2019 og 2020)

Udvalgte resultater i år: Fynboen var tæt på at vinde Milano-Sanremo, hvor det blev til en niendeplads, ligesom de blev til to top ti-resultater i Schweiz Rundt

Casper Pedersen

Casper Pedersen viste sit potentiale i 2020, hvor han både fik Tour de France-debut og vandt Paris-Tours. Foto: Ernst van Norde

Alder: 25 år

Hold. Team DSM

Rolle i Touren: Hjælperytter/leadout-man

Tidligere Tour-deltagelser: 1 (2020)

Udvalgte resultater i år: Det har været småt med topresultaterne siden sejren i Paris-Tours, men til gengæld har han udmærket sig i rollen som hjælperytter

Mads Pedersen

Mads Pedersen fejrer sejren i Kuurne-Brussels-Kuurne. »Der er stadig mange, der tror, at jeg ikke er en af de hurtigste i de spurter. Men jeg synes efterhånden, jeg har vist, at jeg godt kan køre dem,« sagde Mads Pedersen efter sejren. Foto: Eric Lalmand/AFP

Alder: 25 år

Hold: Trek-Segafredo

Rolle i Touren: Beskyttet rytter med mulighed for at jagte etapesejre, især i massespurterne.

Tidligere Tour-deltagelser: 1 (2020)

Udvalgte resultater i år: Vinder af Kuurne-Brussels-Kuurne og to top tre-placeringer i Paris-Nice

Mikkel Bjerg

Mikkel Bjerg har tidligere kørt Giro d'Italia for UAE, mens han flere gange har vundet U23-VM i enkeltstart for Danmark. Foto: Tariq Mikkel Khan

Alder: 22 år

Hold: UAE Team

Rolle i Touren: Hjælpe- og temporytter

Tidligere Tour-deltagelser: Debutant

Udvalgte resultater i år: En tredjeplads på 2. etape i UAE Tour

Michael Valgren

Michael Valgren er i gang med sin første sæson hos EF Education-Nippo. Foto: Ernst van Norde

Alder: 29 år

Hold: EF Education Nippo

Rolle i Touren: Lykkeridder med mulighed for at hente etapesejr

Tidligere Tour-deltagelser: 6 (2015, 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020)

Udvalgte resultater i år: To top ti-placeringer i Catalonien Rundt og en sjetteplads på 5. etape i Criterium du Dauphine

Magnus Cort

Magnus Cort tog fronten med under en kilometer til mål og vandt foran Christophe Laporte (Cofidis). Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP

Alder: 28 år

Hold: EF Education Nippo

Rolle i Touren: Lykkeridder med mulighed for at hente etapesejr

Tidligere Tour-deltagelser: 2 (2018 og 2019)

Udvalgte resultater i år: Etapesejr i Paris-Nice og i La Route d’Occitanie