Fortsæt til indhold
Sport

Status på store idrætsbegivenheder: Corona-opfordring vil skabe tomme tribuner

De fleste begivenheder vil umiddelbart blive afviklet, men uden tilskuere.

Tusindvis af forventningsfulde danskere må kassere den billet, de har købt til store idrætsbegivenheder i løbet af marts.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meldte fredag middag ud, af myndighederne opfordrer arrangører i hele landet til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1.000 personer for at begrænse smittefaren for coronavirus. Det gælder i første omgang frem til slutningen af marts, men kan blive forlænget.

»Det er en opfordring, vi forventer vil blive efterlevet,« som hun formulerede det.

Det går bl.a. ud over fodboldlandsholdets hjemmekamp mod Færøerne den 27. marts. Venskabskampen på MCH Arena i Herning bliver uden tilskuere, oplyser DBU.

Der var blevet solgt godt 6000 billetter, der nu kan blive refunderet. Den endelige beslutning om, hvorvidt kampen bliver gennemført, vil blive truffet i løbet af de næste par uger. DBU vil samtidigt gå i dialog med de danske sundhedsmyndigheder og det engelske fodboldforbund om Herrelandsholdets planlagte venskabskamp mod England på Wembley den 31. marts.

Tiltaget rammer også de danske mestre i fodbold, FC København, der møder Istanbul Basaksehir i Europa League den 19. marts i Telia Parken. Kampen vil blive spillet uden tilskuere, ligesom klubbens forestående kampe i Superligaen, har klubben meldt ud.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke får tilskuere til kampen mod Istanbul, men det er en utvetydig anbefaling fra myndighedernes side, og det vil være komplet uansvarligt ikke at følge den, så det gør vi,« siger FCK-kommunikationschef Jes Mortensen og fortsætter:

»Det er indlysende ærgerligt, og det giver ikke nogen fordel. Det er ikke optimalt, uden at jeg er sportsdirektør eller træner, men der er ikke så meget at gøre. Vi kan ærgrer os over det, men der er ting, der er vigtigere og vi må agere ansvarligt«.

Siden har Divisionsforeningen meldt ud, at alle fodboldkampene i den kommende runde i Superligaen og 1. division afvikles uden tilskuere.

»Vi har ikke planer om at aflyse nogle kampe, så længe der ikke er en sundhedsmæssig vurdering af, at der ikke bør spilles,« lyder det fra Divisionsforeningen.

Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold, har ingen kommentarer til situationen på nuværende tidspunkt, men han oplyser, at samtlige ligaklubber senere på dagen vil modtage nye informationer.

Lørdag afvikles tre herreligakampe bestående af Aalborg-Skjern, GOG-KIF Kolding og Sønderjyske-Fredericia. Kampene finder sted i arenaer i Aalborg, Gudme og Sønderborg, der i denne sæson i snit har haft besøg af henholdsvis 3.600, 1.500 og 2.000 tilskuere til hjemmekampene.

En presset kampkalender har i årevis været et tema i dansk håndbold – bl.a. fordi flere hold på herre- og kvindesiden når langt i de europæiske turneringer. At forårets DM-finaledatoer endnu ikke er endeligt fastlagt, er et godt billede på, at der er tale om et større puslespil, hvorfor det – i et kalenderperspektiv – virker usandsynligt, at weekendens kampe vil blive udskudt.

Foruden ligakampene spiller kvinderne fra Team Esbjerg Champions League-kamp på hjemmebane mod Metz søndag, mens årets højdepunkt for Divisionsforeningen Håndbold finder sted i næste weekend. Her afvikles pokalturneringens Final Four i Jyske Bank Boxen i Herning med ca. 7.000 forventede tilskuere både lørdag og søndag.

Andre arrangementer vil blive afviklet som planlagt, heriblandt Davis Cup-duellen mod Puerto Rico i Holbæk fredag og lørdag.

»Vi følger selvfølgelig myndighedernes og Sundhedsstyrelsens anbefalinger og holder tæt øje med situationen. Der vil komme under 1.000 mennesker til kampen i Holbæk, og derfor fortsætter alt som planlagt, Vi har information hængende rundt omkring i hallen med vejledninger om, hvordan man skal forholde sig til situationen, og der vil være håndsprit til rådighed,« siger direktør for Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) opfordrer de danske sportsforbund og -klubber til at følge myndighedernes anbefaling om at udskyde eller aflyse arrangementer med mere end 1.000 personer. DIF holder møde med myndighederne kl. 14 og kommer efterfølgende med en udmelding.

»Vi kommer til at følge myndighedernes anbefalinger og opfordre de af vores forbund og klubber, der har arrangementer med over 1.000 personer, til enten at aflyse eller udskyde dem eller afvikle dem uden tilskuere«, lyder det fra administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) Morten Mølholm Hansen til Ritzau.