En verden af rundrejser
Rundrejser er en populær ferieform, som stort set alle rejseselskaber i dag udbyder. Explorer har bedt tre rejsebureauer om et bud på rundrejser til tre forskellige dele af verden.
Det er ikke alle, der har tålmodighed og temperament til at ligge på samme strand i en uge og slubre kolde drinks med farvestrålende parasoller.
Rundrejsen er en ferieform for den, som vil ud og opleve mest muligt og udnytte den dyrebare fritid på en effektiv måde.
»Rundrejsen optimerer tiden, så man undgår spildtid. Det er gennemtestede programmer, der er lavet lige til vores kunder, og vi har taget alt det unødvendige væk,« siger Steen Albrechtsen, der er presseansvarlig hos Albatros Travel, om fordelene ved at tage på en rundrejse.
Alene eller i flok
Rundrejser kan være mere eller mindre strukturerede. Du kan derfor vælge en rundrejse, hvor alt er arrangeret, og en rejseleder tager dig i hånden under hele turen, eller en mere ”skrabet” udgave, hvor f.eks. kun transporten er arrangeret, hvis du har behov for friere tøjler.
»Fordelene ved at rejse med en rejseleder er, at der på forhånd er taget hånd om alt det praktiske. Det betyder, at man eksempelvis ikke skal lede efter seværdigheder eller finde vej. Derudover taler guiderne dansk og har et stærkt lokalkendskab,« siger produktchef Birgitte Vraadal fra FDM Travel.
Ønsker man ikke at rejse sammen med en større flok, er det en mulighed at arrangere sin rundrejse, så det praktiske er ordnet på forhånd, mens man selv bestemmer dagsprogrammet undervejs.
»Vi laver skræddersyede rundrejser, og det unikke i det er, at man selv bestemmer, hvor man vil hen, hvor længe hvert sted, og hvad det skal indeholde. Man rejser alene, og har altså oplevelsen for sig selv i sit eget tempo. Men vi har sørget for det hele hjemmefra, så man trygt kan læne sig tilbage og nyde tiden sammen i stedet for at skulle planlægge fra dag til dig,« siger Dorte Juul Mydtskov, som er bureauchef for C&C Travel.
Tre rejseudbydere giver deres bud på rundrejser til henholdsvis Asien, Nordamerika og Sydamerika, som ikke kun er alsidige i deres geografiske placering, men også i forhold til rejsernes varighed, og hvor stramt rejsen er struktureret.
Så læs med og drøm dig til Canadas storslåede natur, livsglade Brasiliens solbeskinnede strande, og Cambodias ældgamle templer.