Fortsæt til indhold
Rejser

Er vacciner nødvendige før rejsen?

Jo mere eventyrlysten du er, jo større er sandsynligheden for, at du bør vaccineres.

Pernille Uhd Kristiansen

Der er en håndfuld steder i verden, som du bare ikke kan besøge uden først at blive vaccineret.

Og så er der nogle steder, hvor en vaccine måske ikke er påkrævet, men hvor den kan ende med at gøre forskellen på drømmeferie eller feriehelvede.

Læs med her og bliv guidet til at afveje vaccinationssituationen.

Få de vigtigste skud

Uanset hvor du rejser hen, er det en god idé at få styr på de rutinemæssige vaccinationer så som difterivaccinen og stivkrampevaccinen.

Difteri starter med en pludselig halsbetændelse, sætter sig på mandlerne og giver hævelse i halsen, som kan resultere i vejrtrækningsbesvær. Ved alvorlige tilfælde medfører bakteriens giftstof muskel- og hjertepåvirkning, nyreskade og lammelser og kan dermed have dødeligt udfald.

Stivkrampe skyldes en infektion med en bakterie, der udskiller et giftstof, som fremkalder lammelser. Bakterien er udbredt i hele verden, og risikoen for smitte stiger, hvis sår bliver forurenede.

Begge vaccinationer skal være nyere end 10 år, og herhjemme gives de to ofte sammen.

Find ud af, om din destination indebærer en sundhedsrisiko

vaccination.dk eller på Statens Serum Instituts hjemmeside www.ssi.dk kan du udvælge specifikke lande og finde vejledninger til, hvilke vacciner der er nødvendige eller anbefales, når du rejser dertil. Det er også en god idé at finde ud af, hvad risikoen for malariasmitte i landet er og få din læge til at udskrive en recept til malariapiller.

Afvej hvilke omkostninger, der er ved at blive vaccineret

Mange vaccinationer er en bekostelig affære. Derfor er det en god idé at overveje, om din rejse inkluderer ture i vildmarken, eller om du har planer om at ligge ved poolen på hotellet. Ofte er riskoen for smitte nemlig mindre eller ikke-eksisterende i de veletablerede turistområder, og så kan der være penge at spare på vaccinationer.