Den rejsende: Lise Bach Hansen

I 2009 skabte Lise Bach Hansen og hendes kolleger konceptet International Forfatterscene, som på en klangbund af bibliotekets internationale samlinger har tiltrukket navne som Kofi Annan, Dario Fo, Hillary Clinton, Salman Rushdie, Herta Müller, Siri Hustvedt, Bernard-Henri Lévy, Slavoj Žižek, Murakami, Thomas Piketty, Ban Ki-moon, Günter Grass og mange andre dagsordensættende forfattere og tænkere. Hansens internationale arbejde indebærer også mange professionelle rejser.

Du møder vel ofte et menneske i det miljø, hun eller han enten skriver om eller lever i. Hvad sker der for dig, når du så er der og oplever det i virkeligheden?

Vi blev spurgt af Dansk PEN, om vi ville lave et projekt med palæstinensiske forfattere, og jeg blev i den forbindelse inviteret til Ramallah sammen med Lone Kühlmann fra PENs bestyrelse. Vi besøgte Det Danske Hus i Palæstina. Da vi først havde boet i Ramallah i fire dage, i det smukke gamle hus, og derpå, en stjerneklar aften på en tagterrasse, mødte en palæstinensisk forfatter, Najwan Darwish, der boede i Østjerusalem, og han fortalte om sin virkelighed og læste nogle digte for os, formede hele konceptet sig for os. Vi endte med at invitere en række palæstinensiske forfattere fra hele verden til Det Kongelige Bibliotek.

Siden fik projektet en stor bunke fondspenge søgt af ildsjæle i Det Danske hus, og danske forfattere kom også til Palæstina. Jeg fik også en ven for livet i det projekt; den amerikansk-palæstinensiske forfatter Nathalie Handal, som jeg siden altid besøger i New York, når jeg er der.

Hvor går din næste rejse hen?

Næste rejse går til Brügge i Belgien. Jeg skriver i min fritid en bog sammen med Barbara Læssøe Stephensen, der hedder At sætte scenen. Den handler om at skabe meningsfulde, iscenesatte live-events med skarpe budskaber. Vi skal interviewe en helt række producenter og programchefer om alt lige fra Davos til Ted Talks, for at give best practise-eksempler i bogen. Jeg skal rejse med Barbara, som både er en ven og nu kollega, så det bliver en spændende opgave at lave sammen.

Vi lever i en tid med Whatsapp, FaceTime og Skype. Hvorfor rejser du stadig rundt på kloden for at mødes ansigt til ansigt med andre?

Lige nu leder jeg et stort internationalt projekt med partnere fra en række tunge kulturinstitutioner i flere lande. Det hedder Arctic Imagination og handler i korthed om, at vi på New York Public Library, Oslo Nationalbibliotek, Stockholm Stadsbibliotek, Kunliga Biblioteket, Nuuks Landsbibliotek og Den Sorte Diamant (Det Kongelige Bibliotek, red.) laver events med både internationale og lokale stemmer, som, på baggrund af bibliotekernes samlinger, diskuterer, hvad vi gør, når isen forsvinder i Arktis. Engang var den farlig, folk døde af kulde på ekspeditioner til Nordpolen. I dag er den skrøbelig, og vi skal passe på den is, der er tilbage.

I princippet kunne vi jo holde Skype-møder og bruge e-mails og telefonsamtaler, men det har vist sig, at projektet har været næsten umuligt at få sat i gang, før vi mødtes personligt. Det personlige møde giver en energi, en involvering, en forpligtelse og en grundlæggende inspiration, som er afgørende for alle kreative processer.

Jeg har igen og igen oplevet, at før mine kolleger og jeg stod der – i deres hus – var det svært bare at få svar på en e-mail. Selvom vi i princippet var forpligtet i et projekt.

New York er det bedste eksempel. New York Public Library er den monumentale hvide bygning med løverne foran på 5th Avenue. INTET rykkede sig ud af stedet, bortset fra evige e-mails med udskydelser og 30 mennesker cc fra deres organisation. En dag gik jeg i stor frustration ind til min chef og sagde:

»Tror du ikke bare, jeg skal bestille en flybillet og tage derover.«

Så pludselig stod jeg der hos mine amerikanske kolleger. På trods af at de alle var lidt rystede over, at jeg sådan troede, at de havde tid til at se mig, uden at det var planlagt i ugevis i forvejen, så lykkedes det mig både at få fantastisk gode møder med deres programdirektør Paul Holdengräber og direktøren for New York Public Library, som pludselig syntes, at det var et af de vigtigste projekter, de var involveret i.

Og da jeg kom hjem, var der igen skred i tingene. Hvis jeg ikke pludselig havde stået der med foden i dørsprækken, kunne jeg have skrevet 500 e-mails mere uden resultat, tror jeg.

Har rejser altid haft betydning for dig, eller er det kommet med dit nuværende job?

Rejser har altid været vigtige for mig. Det er en stimulans, som med garanti altid inspirerer og giver energi. Tit er jeg dog meget opgivende, lige inden jeg tager af sted på de professionelle rejser. Hvad skal det til for? Hvorfor skal jeg væk fra mine små sovende børn kl. 5 om morgenen for at tage ud i lufthaven? Kommer der noget ud af det? Men så snart jeg sidder i flyveren – eller toget, som er min nye yndlingsrejseform – er jeg i topform.

Privat er jeg medlem af Home Exchange, som er en genial og billig og interessant måde at vise sine børn verden på. Forleden på en skovtur spurgte jeg min 6-årige datter, hvad hun gerne vil være, når hun bliver stor:

»Bjergbestiger eller linedanser!« svarede hun prompte.

»Godt, min skat, dream big,« tænkte jeg.