Dit sæde i flyet er et ønske - ikke et krav
Selv om du omhyggeligt har valgt sæde i flyet, har flyselskabet ret til at placere dig et andet sted. Det sker hele tiden, siger ekspert.
Række 30, sæde G og H. To sæder midt på vingen, det ene ved vinduet, det andet ved gangen. Begge sæder med ekstra benplads til gengæld for at klapbordet sidder i armlænet.
Sådan kunne et eksempel på to eftertragtede sæder på Economy Class lyde for flyrejsende med en Airbus 330-300 fra SAS på ruten mellem København og New York.
Men selv om du omhyggeligt har valgt placering på din flyrejse, er du faktisk ikke garanteret de pågældende sæder.
Flyselskaber forbeholder sig nemlig retten til at ændre en reservation - for eksempel ved ændring af flytypen eller placering af en større gruppe med børn.
Hvis du ikke specifikt har givet udtryk for et særligt behov ved at sidde på en bestemt plads, lyder rationalet, at du så heller ikke har lidt noget tab ved at blive placeret et andet sted, forklarer leder det danske Forbruger Europa-kontor Lars Arent.
- Du kan kun få de penge tilbage, som du eventuelt har betalt ekstra for at vælge en bestemt plads, siger han.
Sidste år afgjorde Forbrugerklagenævnet en række sager, hvor flyrejsende med lavprisselskabet Norwegian havde krævet afslag i prisen, fordi deres rejser blev gennemført med erstatningsfly frem for de ventede Dreamliner-fly.
I vurderingen lagde flertallet vægt på, at passagererne blev transporteret til de aftale lufthavne til aftalt tid, og at de havde accepteret flyselskabets aftalebetingelser.
Forleden blev en lignende sag afgjort i Pakkerejse-Ankenævnet, hvor to klagere havde købt en rundrejse i Thailand til 42.000 kroner hos et dansk rejsebureau. På hjemturen fik klagerne ikke de ønskede pladser ved siden af hinanden i flyet, og den ene måtte sidde på en vinduesplads uden plads til lange ben og uden muligheden for at stå op ofte.
Klagerne fik afslag på kravet om pengene retur for den ene flybillet, men fik tilbudt et nedslag på 500 kroner i rejsens pris, fordi rejsebureauet på bestillingstidspunktet ikke gjorde opmærksom på, at pladserne kun var et ønske.
Med omkring 80 årlige rejsedage, oplever Flemming Lundberg Poulsen, chefredaktør for websitet FinalCall.travel, ofte, at hans pladsreservationer bliver ændret.
- På hver eneste flyafgang, når vi taler om rutefly, står personalet i gaten og flytter rundt på nogle af passagererne. Min egen rekord er at blive flyttet rundt på fire gange før en afgang til Washington. Mit trick er så, at jeg bruger appen My Flights, der giver besked, ligeså snart der sker en ændring af min reservation. Derefter kan jeg med det samme vælge et nyt sæde, fortæller han.