Padova er oppe i gear

I 1592 blev Galileo Galilei efter sigende betalt sin egen vægt i guld samt dobbelt hyre for at undervise på universitetet i Padova. Han endte med at blive i 18 år og kaldte dem de bedste år af sit liv.

Nu står en statue af ham og skuer mod himlen på Prato della Valle, det største torv i Italien og hjertet af Padova.

Statuen af Galileo er blot én af 78 hvide statuer af berømte italienske mænd, der sammen med en lille flod omkranser en ellipseformet grøn ø midt på torvet. Øen har ikke altid været grøn, og pladsen var oprindeligt et sumpet område uden for byen. Men nu har den vundet padovianernes hjerte, og ”Il Prato” danner rammen om både studiestunder i skyggen, børneleg i solen og kyssen på bænken. Og i de sene nattetimer også famlen under trøjerne, før solen står op.

Intellektuelt blær

Med omkring 230.000 indbyggere i Padova, hvoraf 65.000 af dem er studerende, spiller universitetet en stor rolle for byens identitet. Mens de studerende skaber liv i byen og omsætning i de lokale caféer og barer, besøger turisterne universitetets historiske seværdigheder og bygninger.

Det næsten 800 år gamle universitet rummer blandt andet verdens første permanente anatomiske teater, hvor medicinstuderende kunne følge med i dissektioner fra en seks lag høj trækonstruktion.

»Dette er et sted, hvor de døde er glade for at hjælpe de levende,« står der i en inskription på latin.

I samme bygning, Palazzo del Bo, er ”Aula Magna”. Den Store Sal. Padovas trumfkort. Da salen endnu blev brugt til forelæsninger, var den reserveret til juristerne, men undtagelsesvis fik Galileo lov til at undervise der. Og podiet, som han stod på, står der endnu.

Omkring ti minutters gang fra Palazzo del Bo er Orto Botanico, verdens ældste endnu eksisterende botaniske have. Haven blev grundlagt i 1545 og er siden blevet udvidet til at omfatte et botanisk bibliotek og museum. I 1997 blev haven optaget på Unescos verdenskulturarvs-liste på grund af sin rolle som den originale – af verdens botaniske haver – og som repræsentant for videnskabens fødsel.

Stævnemøde under stjernerne

Ikke langt fra den botaniske have ligger Sankt Antonius af Padovas basilika – Basilica di Saint’Antonio di Padova. Antonius er blandt andet skytshelgen for forsvundne ting, fattigdom, gravide kvinder og sømænd, og basilikaen er i dag et yndet pilgrimsmål.

Foruden at bede ved Sankt Antonius grav kan nysgerrige besøgende tage et nærmere kig på helgens stemmebånd, tunge og tandsæt, der er konserveret separat og udstillet i et majestætisk kapel bagerst i basilikaen.

Sartere sjæle kan nøjes med kigge mod himlen og drømme sig væk i de lasurit-blå lofter med tusindvis af stjerner, som dækker hvælvingerne i både basilikaen og det populære Scrovegni-kapel i den nordlige del af byen.

Scrovegni-kapellet er en af hovedattraktionerne i Padova. Det blev bestilt og betalt af rigmanden Enrico Scrovegni. Han var bankmand, og Scrovegni-familien havde tjent sin formue på at låne penge ud til andre. Dengang var det en stor synd at kræve renter af folks gæld, så Scrovegni fik bygget kapellet for at råde bod på sin families synder og sikre sig selv en plads i himlen.

Kapellet stod færdig i 1303, og til at hjælpe sig på rette vej mod himmeriget og Guds nåde hyrede Scrovegni datidens mest berømte maler, Giotto di Bondone, til at male freskerne. Giotto dekorerede kapellets vægge med 37 farvestrålende scener, der billede for billede fortæller historien om Jomfru Marias og Jesu liv.

For Giotto, der mente, at pengegriske bankmænd var nogle af de værste, var det vigtigt, at freskerne kunne nydes og tydes af alle samfundets lag. Særligt af de som ikke kunne læse. Freskerne er derfor holdt i et simpelt, realistisk billedsprog med en gennemført brug af kropssprog, gestik og ansigtsudtryk – en stil, der var karakteristisk for Giottos værker og som inspirerede blandt andre Michelangelo og Raphael.

Som kronen på værket, og Scrovegnis mest bramfri bøn om syndsforladelse, er illustrationen af Dommedag. Den dækker hele væggen modsat alteret og er det sidste, man ser, på vej ud af kapellet. Her er Scrovegni portrætteret på knæ foran Jomfru Maria, der rækker ham sin hånd og indikerer, at rigmandens bønner er gået i opfyldelse.

Skæbnen står i stjernerne

Det var dog ikke alle, der kunne betale sig fra straffen for deres ugerninger. De fleste af Padovas forbrydere måtte møde op i Palazzo della Ragione, byens gamle domstol fra 1219, der til daglig blot bliver kaldt ”Il Salone”, Den Store Sal.

Tilnavnet kommer af, at den øverste del af bygningen bare er ét stort rum, hvor dommere sad på rækker langs væggene og udstedte domme over de indkaldte forbrydere. Og også her havde Giotto en finger med i skæbnespillet.

Astrologiske fresker malet af Giotto prydede nemlig væggene hele vejen rundt i salen. Og da mange var analfabeter, kunne de ikke læse hvilken dommer, de skulle møde op hos for at modtage deres straf. Derfor brugte man Giottos stjernetegn på væggene som pejlemærke, og man kunne for eksempel bede den kriminelle stille op hos dommeren under løvens tegn.

Avanceret nok blev stjernetegnene ikke kun brugt som fysiske pejlemærker. Dommen blev også udmålt med hensyn til, hvilket stjernetegn forbryderen var født i. Giottos fresker blev ødelagt af en brand i 1420, men ”Il Salone” står der endnu, og freskerne er siden blevet genoptegnet.

Caféen uden døre

Midt i Padova, mellem universitetsbygningen Palazzo del Bo og den tidligere domstol Palazza della Ragione, ligger Caffé Pedrocchi – Padovas store, flygelformede, verdensberømte café, der har serveret kaffe siden 1826.

Caféen havde oprindeligt åbent døgnet rundt, hvorfor den også kaldes caféen uden døre, og var det naturlige sted for rejsende at søge hen, når de ankom til Padova.

Foruden de rejsende blev Pedrocchi hurtigt et samlingssted for intellektuelle og studerende, men også for Padovas rigeste, der holdt fester, dansede og lavede forretningsaftaler i nogle af bygningens mere eksklusive lokaler.

Dengang som nu kan studerende mødes i det grønne rum, hvor de må sidde uden at skulle købe noget.

Det grønne rum i Caffé Pedrocchi er det første, man kommer ind i fra caféens nordlige indgang, der vender ud mod torvet Piazetta Cappellato Pedrocchi. Torvet er fuldt af liv, både om dagen og om aftenen. Og når der ikke er udendørsservering lægger torvet, sammen med caféens neoklassicistiske facade, ofte kulisse til forskellige kulturelle og sociale arrangementer.

For eksempel når Padovas årlige tango-festival finder sted, og torvet forvandles til en argentinsk folkefest for både nybegyndere og øvede udi tangoens dragende rytmer.

Og hvilken bedre måde at afslutte en affære med Italiens forførende forgangskvinde – end en tango på torvet i måneskin.

Tre råd til rejsen

Padovas centrale placering og mange udflugtsmuligheder gør byen til den perfekte base for en (længere) opdagelsesrejse i Norditalien. Helt oplagt er det at besøge Venedig. Enten i forbindelse med rejsen til Padova eller på endags- eller weekendtur.

Har du ingen bil eller blot lyst til en anderledes udflugt, kan man sejle fra centrum af Padova til Venedig via floden Brenta. Turen tager ca. 10 timer, og man stopper undervejs og besøger en række landsbyer og overdådige gamle, italienske villaer – de rige og berømtes sommerresidenser. Der er guide med hele vejen. Prisen varierer afhængig af, hvad turen skal indeholde.

En heldagstur med frokost og entréer med firmaet il Burchiello koster 121 euro (ca. 900 kr.). Husk at booke i god tid.