Fortsæt til indhold
Rejser

Flere dropper liggestolen i ferien

Det er slut med at dase på stranden i sommerferien. I stedet står den på motion og masser af aktiviteter, når danskerne booker ”afslapning” under sydens sol.

Christina Hasselbalch Langpap

En ferie fyldt med motion og aktiviteter. Det er, hvad der står øverst på ønskelisten for Lars Bjerg og hans kæreste, Christina. Parret er ved at finde ud af, hvor i udlandet ferien skal holdes til august. Eneste krav er, at ferien skal være fyldt med motion.

»Det ender nok med, at turen går til Grækenland. Det vigtigste krav er, at vi skal kunne dyrke motion og være aktive, og så skal vi være sikre på, at der er varmt. Der skal være omkring 30 grader, så det er noget andet end det danske sommervejr,« lyder det fra den 31-årige Lars Bjerg.

Det er første gang, at parret satser på en ferie, hvor motionen er i centrum. Deres aktive hverdag med løb og styrketræning fire til fem gange om ugen har smittet af på valget af ferieform.

»Vi har besluttet at holde ferie på den måde, for at kunne holde fri med god samvittighed. Men også for at holde vores træning ved lige, så vi ikke kommer bagud. Det betyder også rigtig meget for os, som par, fordi en træningsferie giver mulighed for at træne sammen, hvilket vi ikke kan gøre til hverdag,« forklarer han.

En stor del af identiteten

Men hvorfor ikke tage en velfortjent pause fra hverdagens job og motion og bare holde daseferie på stranden?

»Det er det, som jeg for det meste har gjort før i tiden. Men når man oplever, hvor meget det påvirker ens træning og når man mærker, hvor meget man tager på efter sådan en uge, så er det lettere at holde sig i gang i ferien,« forklarer Lars Bjerg og uddyber:

»Det er ikke fordi, at vi vil træne alle syv dage om ugen, men når vi træner, så bliver vi i godt humør, og vi har det bedre, end hvis vi lå ved poolen eller på stranden hele ferien. Vi regner med at træne i tre dage af vores ferie. Resten af dagene skal bruges på andre aktiviteter, som vi normalt ikke har mulighed for at prøve som f.eks. surfing,« fortæller Lars Bjerg.

Motion skal dog ikke fylde hele ferien. Det er vigtigt, at kroppen får lov til at restituere, så den ikke bliver overbelastet, siger psykolog Mia beck Lichtenstein.

Nogenlunde samme svar fik forskningsassistent ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Tina Jørgensen, flere gange, da hun i 2014 og 2015 undersøgte, hvorfor de danske fitnessturister er så vilde med at kombinere motion med en ferie sydpå.

»Mange gør det for at bruge meget tid på deres fritidsinteresse, og som par eller familie er det en anden måde at være sammen på. Hvis man vælger en ferie, hvor man kan dyrke motion, har man mulighed for at bruge 100 pct. af sin tid på det. Der er ingen sure pligter eller et job, som skal passes. Man kan altså træne, når man har lyst. Vælger man et sportresort som ramme for sin aktive ferie, betyder det endda også, at der er skemalagt en masse sportslige aktiviteter, som man som gæst bare kan melde sig på. Det giver mulighed for at afprøve en masse nye træningsformer og måske opsøge lignende, når man kommer hjem,« fortæller hun.

Men også identitet og selviscenesættelse spiller en stor rolle for valget af den aktive ferie.

»De danskere, der dyrker motion på deres ferie, er ofte mennesker, der dyrker meget motion i hverdagen. Motion er en dybt integreret del af deres livsførelse og af deres identitet. For mange unge par er træning blevet en stor del af deres hverdag, og en daseferie vil ikke passe til deres selvbillede. Ved at føre en aktiv livsstil og træne på ferien sender de en række signaler til omverden, og det har stor betydning for deres identitet,« forklarer Tina Jørgensen.

Stor efterspørgsel på ferie med træning

Det unge par er ikke de eneste, der dropper liggestolen i ferien. Ifølge Nikolai Johnsen, der er pressechef hos rejsebureauet Star Tour, er efterspørgslen på træningsferier så stor, at bureauet næsten ikke kan følge med.

»Vi oplever, at danskerne tager træningen langt mere seriøst end for bare 10 år siden. Efterspørgslen går på professionelle træningsprogrammer med en instruktør, der kender hvert et trin og bevægelse. Her har vi f.eks. på kun et år haft omkring 30.000 danske deltagere og konsekvent fuldt bookede hold. Vi har desuden måttet indtegne faste længder på tre, fem og 10 kilometer på vores hoteller for at gøre det nemmere og mere struktureret for vores gæster, så de kan tage deres faste løbetur, når de er på ferie,« forklarer pressechefen.

Danskerne er blevet mere seriøse med deres træning de seneste år. Star Tour fortæller om stor efterspørgsel på aktive ferier.

Han fortæller yderligere, at Star Tour håber, at en milliardinvestering i nyt træningsudstyr og uddannelse af fitnessinstruktører i fremtiden kan efterkomme de aktive danskeres motionsønsker, så rejsebureauet kan leve op til gæsternes viden og krav til træning.

Sjov eller alvor

Tina Jørgensens undersøgelse viser dog også en bekymrende tendens i det stigende antal danskere, der ikke kan undvære træningen på ferien.

»På den ene side hører jeg dem fortælle, at de kun dyrker motion i ferien, fordi de synes, det er sjovt, men på samme tid kan jeg se, at det ligger så dybt i dem, og at det er noget, som de skal gøre, selvom de er på ferie. For mange har det faktisk slet ikke være en god ferie, hvis de kommer hjem uden at have trænet,« lyder det fra Tina Jørgensen.

Den udvikling kan psykolog Mia Beck Lichtenstein nikke genkendende til. Hun har forsket i træningsafhængighed og er bl.a. forfatter til bøgerne Besat af Træning fra 2013 og seneste Find Træningsbalancen.

Mange forskellige sportslige aktiviteter på feriestederne giver mulighed for at afprøve en masse nye træningsformer, og måske opsøge lignende, når man kommer hjem.

»Engang var det sådan, at hvis man kom hjem fra en ferie og havde taget et par kilo på, så havde det været en god ferie. Men sådan er det ikke mere, og jeg kan godt se en fare ved, at træningen flytter ind i alle områder af livet og på den måde vokser og vokser i betydning,« siger hun.

Alligevel er det ikke så sort-hvidt, mener Mia Beck Lichtenstein, da det for nogle sagtens kan være en stor glæde at motionere i ferien, uden at det behøver at være en bekymrende udvikling.

»Men man skal være opmærksom på, at motion og de mange andre fysiske aktiviteter ikke fylder hele ferien. Det er sundt at slappe af, så man kan mærke kroppen. Men hvis man hele tiden er i gang med fysisk aktivitet og belastning af kroppen, kan det ske, at normerne skrider, så opfattelsen af, hvad der er en belastning for kroppen, ændrer sig. Så bliver det til en bekymrende udvikling, som jeg ser det, fordi kroppen har brug for at restituere, da det kan blive farligt, hvis man overbelaster sig selv med den ene fysiske aktivitet efter den anden,« lyder det fra psykologen.