Fortsæt til indhold
Rejser

Fem romaner, du skal læse om New York

Byen, der aldrig sover, har inspireret mange forfattere. Og hvorfor ikke læse deres bøger, der udspiller sig i de gader, du traver tyndt, mens du er på storbyferie i New York? Explorer guider til fem af slagsen.

Amalie Kønigsfeldt

1. Jazz af Toni Morrison

At Toni Morrison kan skrive, har hun både en Pulitzer- og en Nobelpris til at bevidne, og i denne roman beretter hun levende om 1920'erne i New York-bydelen Harlem, der på den tid var "hovedstaden" for de sorte amerikanere og for selve jazzmusikken. Handlingen tager afsæt i et voldsomt trekanstsdrama mellem ægteparret Joe og Violet og den kun 17-årige pige Dorcas, som Joe forelsker sig i, da han som dørsælger møder hende i hendes tantes hus. Det skal vise sig at blive et fatalt møde.

Bogen er fra 1992. Den er udkommet på dansk på Forlaget Lindhardt og Ringhof i 1998.

2. Der vokser et træ i Brooklyn af Betty Smith

Denne roman betegnes som en New York-klassiker og fik allerede i 1943, da den blev udgivet, stor succes. Romanen handler om en ung pige, der bor med sin fattige familie i slummen i Williamsburg i Brooklyn. Den udspiller sig omkring år 1900 og portrætterer tiden og bydelen og pigen Francies barndom, familiebånd og drømme. I bogen kigger pigen drømmende ud af sit vindue på et træ (det, bogen er opkaldt efter), der strækker sig alt hvad det kan mod himlen, og samtidig drømmer hun om, at hun selv kan komme et mere himmelsk sted hen, når hun har vokset sig større. Og det skal vise sig at lykkes.

Bogen er udgivet på dansk i tre bind af Branner og Korch Nyt Dansk Litteraturselskab.

3. American Psycho af Bret Easton Ellis

Den skræmmende bestseller, der handler om psykopaten Patrick Bateman, der er en ung finansmand, som arbejder på Manhattan, er et "must read" – særligt når det kommer til bøger, der udspiller sig i New York. Bogen beskriver både yuppielivet i slutningen af 1980'ernes New York, og hvordan Bateman, der på overfladen lader til at være en pæn ung mand, om natten springer ud som fuldblods- psykopat, seksuel krænker og seriemorder.

Af samme årsag vakte den stor debat – både da den udkom i 1991, og da filmatiseringen med Christian Bale i hovedrollen ramte de store lærreder i år 2000.

Bogen er senest udkommet på dansk i 2014 på Forlaget Rosinante.

4. At nå skyerne af Philippe Petit

Den franske balancekunstner Philippe Petit beskriver i bogen sin nervepirrende og dybt ulovlige balancegang i 412 meters højde mellem World Trade Centers to tvillingetårne tilbage i 1974, da de kort inden var blevet opført. Med de to banebrydende begivenheder – hans balancegang og naturligvis kollapset den 11. september 2001 – som fikspunkter, beretter han i bogen om World Trade Centers historie, der flettes sammen med hans egen historie om et særegent liv som frygtløs balancekunster.

Bogen udkom på dansk i 2008 på Forlaget Per Kofod.

5. Just Kids Af Patti Smith

Den amerikanske rockpoet Patti Smith drog til New York som 20-årig for at leve drømmen om at blive kunstner ud. I sin biografi beskriver hun ikke blot sin egen tilværelse, som hun hutlede sig igennem sammen med "soul-maten" og livsledsageren Robert Mapplethorpe. Hun beskriver også sit møde med Andy Warhol og andre store skikkelser på den amerikanske kunstscene i 1960’ene-1970’erne, og i bogen tegner hun både et portræt af New York og selve tidsperioden. Selv om der er tale om en erindringsbog og ikke en roman, er Patti Smiths historiefortælling bestemt lige så levende, som havde det været fiktion.

Bogen udkom på dansk i 2011 på Forlaget Klim.