Fortsæt til indhold
Rejser

Ski, shopping og strygerkoncert

Stå på ski i løbet af dagen, vælg mellem koreansk, argentinsk eller østrigsk gastronomi om aftenen og slut dagen af med en koncert. Det lyder som en umulig kombination, men i Salzburg kan det lade sig gøre.

PETER CHRISTIANSEN

»Good morning, please take a seat!« Lidt over otte kravler vi ind i bussen, der skal fragte os til skisportsstedet Flachau-Wagrain. Der høres engelske, japanske og franske stemmer, og mens nogle straks læner stoleryggen tilbage for at sove videre, går andre i gang med at diskutere, hvor områdets bedste pister ligger.

Vores guide Bryan gør køreturen både underholdende og informativ. Han fortæller så levende om fæstningen Burg Hohenwerfen fra det 11. århundrede, at vi næsten kan fornemme Clint Eastwood og Richard Burton klatre rundt på ydermurene som i filmen ”Ørneborgen”, mens vi kører forbi. Samtidig ordnes alt det praktiske for bussens gæster. I løbet af den time, køreturen varer, får Bryan styr på liftkort og tilmeldinger til skiskolen, og ved ankomst kan vi hoppe ud af bussen og klikke i skiene med det samme i stedet for at stille op i en af de lange liftkortkøer.

I takt med tidens rejsetrend, der tilgodeser flere og flere individuelle behov, er der kommet øget fokus på kombinationen af ski og storby.

I takt med tidens rejsetrend, der tilgodeser flere og flere individuelle behov, er der kommet øget fokus på kombinationen af ski og storby. Rammes dette miks optimalt, kan man være aktiv, opleve kultur, shoppe igennem og gå på kulinarisk opdagelse på én og samme ferie.

Det kan vi i Salzburg, for byen har historie, seværdigheder, restauranter og butikker til overflod – og desuden et af verdens største skiområder, Ski Amadé, mindre end en times kørsel fra byens centrum.

Man er gået all in i Salzburg. Uden for højsæsonen har byens hoteller specialtilbud til de vintergæster, der ønsker at opleve byen om aftenen og skiområdet i løbet af dagen, og der stilles gratis shuttle-busser til rådighed. Salzburg Turistbureaus marketingchef, Andrea Minnich, fortæller da også, at antallet af storby-skiturister har været stærkt stigende de sidste par år.

The Herminator

I Flachau ligger der nysne på pisterne, og ved skihytterne i terrænet er de første gæster allerede trukket udendørs med en cappuccino i hånden. Via Achterjet-liften kommer vi – min kone og jeg, der er taget af sted uden børn – til toppen af Griessenkareck i næsten 2.000 meters højde, og herfra frister Hermann Maier Weltcupstrecke til dagens første tur. The Herminator, der i sidste halvdel af 1990-erne var verdens måske mest dominerende skiløber, er vokset op i Flachau, så områdets World Cup-pist er naturligvis opkaldt efter byens berømte søn.

Med en vis ærefrygt sætter vi skistavene i sneen og bevæger os ned ad pisten, der dog viser sig at være relativt overkommelig. Den 1.850 meter lange røde nedkørsel er derfor god opvarmning til dagens næste udfordringer. Og dem er der nok af.

Mellem retterne på Stiftkeller St. Peter underholdes med operauddrag. Foto: Peter Christiansen

Generelt er Wagrain-Flachau mest kendt som et familieegnet sted med masser af brede, overkommelige pister uden de store faldprocenter, og det har især danske skiløbere fået øjnene op for. Men området byder også på et par hidsige funparker med hop, rails og pipes, og flere steder har man etableret pister med tidtagningsudstyr. Et enkelt sted kan man filme sig selv, og mens vi kører forbi med liften, skærer en ung kvindelig skiløber elegante carvingspor ned over pisten, mens kameraet kører.

Fristende ser det ud, men jeg har selverkendelse nok til at køre videre og parkerer i stedet skiene foran den berømte restaurant Kuhstall og bestiller frokost. Som navnet antyder, befinder man sig mellem borde og bænke i råt træ, og det meste er lænket fast til gulvet med jernkæder. I loftet hænger en kæmpe ko, hvor yveret leverer øl, og fra talrige mælkejunger tappes forskellige drikkevarer. Det meste af underholdningen står gæsterne selv for, men midt i baren står en discjockey og fyrer både østrigske og danske schlagere af.'

Fra Kuhstall er der en halv times skiløb til den ventende bus, der kører tilbage til Salzburg ved firetiden. Det giver omkring seks timers effektivt skiløb i området, og for os er det rigeligt.

Til middag med Mozart

Også på hjemturen er Bryan i højt humør, og allerede inden vi er kørt ud af Flachau, erklærer han, at baren er åben. Forrest i bussen står et køleskab, og herfra sælges forfriskninger, som vi nyder, mens bussen kører gennem det smukke alpine landskab.

»Ein Glas Sekt?« spørger tjeneren, da vi er tilbage i Salzburg om aftenen og hælder op i de langstilkede glas. Vi sætter os ved et af de mange ottemands-borde, der alle vender op mod scenen. Vi befinder os i Europas ældste restaurant, Stiftskeller St. Peter, hvor der hver aften afholdes Mozart Dinner Concerts.

Lige uden for Salzburgtårner Alpetoppene sig op. Foto: Salzburg Tourismus

Konceptet er gennemført – scenen er sat op i en højloftet baroksal, maden er lavet efter opskrifter fra Mozarts tid, og hundredvis af stearinlys sørger for den primære belysning. Efter første ret, der består af laks med mandelmousse og valnøddevinaigrette, går et strygerensemble på scenen. Ensemblet følges af to operasangere, der fremfører partier fra Don Juan. Begge synger kraftfuldt og fylder nemt rummet med deres stemmer, uden at der er brug for mikrofoner og forstærkere, og selv om vores kendskab til opera er stærkt begrænset, er oplevelsen stor.

Efter næste ret følger endnu et operauddrag – denne gang fra ”Figaros Bryllup” – og derefter serveres hovedretten. Maden er enkel og velsmagende, og de ledsagende vine er østrigske. Efter en vinskandale i 1980’erne vedtog landet en af verdens skrappeste lovgivninger på området, og det har bragt østrigsk vin helt frem i første række. Hvidvinen, vi har i glasset, en Grüner Veltliner, er da også en perfekt ledsager til den kapun (kastreret hane, red.), der ligger på tallerkenen.

Alle muligheder

Efter et par uddrag fra ”Tryllefløjten” slutter aftenen af, men vi bliver siddende og nyder desserten. I løbet af dagen har vi været seks timer på ski, nået at besøge et par butikker på Salzburgs hovedstrøg Getreidegasse og spist og oplevet musik i meget stemningsfulde omgivelser.

Det er ikke overraskende, at kombinationen af storby- og skiferie vinder større og større markedsandele, for mulighederne er talrige. Er man af sted med familie eller venner, kan man forsøge at gabe over det hele på én gang, eller man kan dele sig op efter behov og interesser.

Der er dog nogle praktiske forhold, man skal være opmærksom på, når turens detaljer planlægges. For det første kører shuttle-bussen meget tidligt om morgenen, og det betyder, at indtagelse af morgenmad mm. skal være overstået inden klokken otte. For det andet skal man være forberedt på, at en del museer er lukkede, når bussen igen er tilbage i Salzburg, så hvis en bestemt seværdighed er et absolut must, kan det være nødvendigt at droppe en enkelt dag på ski.

For os, der har nået den alder, hvor børnene ikke længere rejser med, er det bestemt ikke sidste gang, vi skal på kombineret ski- og storbyferie. Så vi rejser os fra bordet og fortsætter til en af Salzburgs trendy barer – den manglende søvn skal vi nok indhente i bussen i morgen tidlig.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.