Fortsæt til indhold
Rejser

Colombia er blevet ny drømmedestination

Colombia er andet end kriminalitet og narkobaroner. Landet er fyldt med smukke strande, fantastisk natur og masser af historie. Og lige nu kan du få det næsten for dig selv.

Kathrine Kellermann

Colombia har i mange år levet i skyggen af fortællingerne om landets guerillagrupper, korruption og kokainproduktion. Men landet er i fuld gang med at vriste sig ud af de negative fortællinger. De seneste år har Colombia gennemgået en politisk og økonomisk udvikling, der i stigende grad har åbnet landets porte for turisme.

Det forklarer den danske æreskonsul i Colombia, Timo Kurkaa.

”Gennem de seneste 12 år har regeringen arbejdet hårdt på at ændre landets blakkede ry. Blandt andet ved at øge investeringerne i infrastruktur og turisme. Selvom der stadig er et stykke vej, bevæger Colombia sig fra en plads på listerne over, hvad man advarer turister imod, til listerne over anbefalede feriedestinationer,” siger han.

Bugt med kriminaliteten

Merete Hansen er konsulent for Norsk Udviklingsbistand i Colombia, hvor hun har boet og arbejdet de seneste otte år. Hun har således oplevet landets udvikling på førstehold.

”Der er startet en fredsforhandlingsproces med FARC og ELN (væbnede oprørsgrupper red.), og den nuværende præsident har promoveret en politisk løsning på konflikterne i landet. Derudover er Colombia et land, som har været i stigende økonomisk vækst. De to ting til sammen har gjort en forskel,” siger hun.

Sikkerhed er ikke et problem

En typisk fordom om Colombia er, at det ikke er sikkert at færdes i. Men netop de seneste mange års indsats mod kriminaliteten har båret frugt, forklarer Merete Hansen.

”Kort fortalt er der ingen problemer i storbyerne. Her er situationen, som den er i andre storbyer. Der er selvfølgelig steder, man ikke skal tage til som uprøvet turist, der ikke kan spansk. Og så er der landområder, hvor man ikke bare tager ud. Så længe man spørger sig for og lytter til lokalbefolkningen, er det ikke et problem at rejse rundt”, siger hun.

Colombianerne gør en forskel

Netop lokalbefolkningen er alene værd at besøge Colombia for. Det forklarer Luca Burmeister, der er produktchef hos rejsebureauet C&C Travel. I maj rejste han to uger rundt i landet for at teste det som feriedestination, inden C&C Travel snart begynder at sende danske turister dertil.

”Det er typisk for de lande, der lider under et dårligt ry og gerne vil have flere turister, at der simpelthen er en samfundsmæssig enighed om, at når der kommer udlændinge til, skal de have det godt. Colombianerne er meget trætte af landets dårlige ry, så de prøver virkelig at være hjælpsomme over for turister,” siger han.

Enestående natur og historie

Colombia har ifølge Luca Burmeister en bred palet af historie og natur. For eksempel er der masser af byer fra 1500-tallet, hvor man kan få et indblik i blandt andet landets guldproduktion.

Både på vestkysten og i den nordlige del af landet finder man smukke strande, der typisk måler sig med Thailands. Derudover er der inde i landet enorme kaffeplantager, hvor man som turist kan bo i de gamle hovedbygninger, opleve kaffeprocesserne og spise frugter og grøntsager, der er så lokale, at der ikke findes engelske navne for dem.

Hav det hele for dig selv

Og det bedste ved det hele er næsten, at du ikke skal dele det med særlig mange andre, forklarer Luca Burmeister.

”Man har det fuldstændig for sig selv. De har haft backpackere længe, men går lige nu og venter på, at der skal komme mainstream turisme til. Indtil da er det klart en fordel for den danske turist, at det er så uopdaget og uspoleret,” siger han.

Colombias turisme vokser dog støt år for år, og ifølge Luca Burmeister går det i en sikker retning.

”Det er et land, der vil vinde frem. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det vil boome,” siger han og forklarer, at nye destinationer gerne skal være fremme i et år, før turister begynder at tage dem til sig.

Men ifølge Merete Hansen er der ingen grund til at vente.

”Man skal tænke sig om og bruge sin almindelige, sunde fornuft, når man rejser her, men man skal ikke tro, at landet ikke egner sig til turisme. Det er et forkert indtryk,” siger hun.