Frygt og socialisme i Caracas

USA’s officielle organ for vurdering af sikkerheden i alverdens lande fremkalder ikke søde rejsedrømme om Caracas. På www.osac.org kan man læse, at Venezuelas hovedstad rammes af drab en gang i timen, og raten af bortførelser, samt væbnede røverier, overgår Iraks og Afghanistans. Amerikanerne koger vurderingen ned til det catchy skudsmål: Murder Capital of the World.

På hjemmesiden beskrives, hvordan bevæbnede motorcykelbander plyndrer og kaprer biler, særligt på motorvejen til og fra lufthavnen, når der er kø. Et kvarter efter at have sat mig ind i en taxa ved lufthavnen havner vi i kø på motorvejen, og imellem rækkerne af stillestående biler begynder en sværm af motorcykler at overhale.

I tre timer kryber vi gennem smogfyldte tunneler og forbi slumklædte bjergsider, før centrum åbenbares, og trafikken forgrener sig ud i viadukter mellem sammenstuvede, støvfarvede højhuse. Langt om længe finder chaufføren frem til Hotel Altamira i aftenmørket. Fra værelset kan et af byens sikre kvarterer betragtes gennem vinduet, hvor man med bejdse og vinduesfilm har repareret et tokrone-stort skudhul. Efter et kvarters tid i stilhed giver det et sæt, da værelsets telefon ringer.

»Velkommen til Caracas!« lyder det ubekymret.

I røret er Sirena Diveski Ruiz, en vens veninde, der bor i byen, og som har lovet at vise rundt. Hun meddeler, at hun står klar til at gå en tur – nu. Ude foran hotellets dobbelte gitterlåge prøver jeg at fortælle om OSAC og deres advarsel mod at gå ud efter solnedgang.

»Du skal ikke være nervøs,« afbryder den spinkle 27-årige pige i pink, lægger hovedet let på skrå og kigger storsmilende den halve meter op til danskeren:

»Jeg er din bodyguard.«

Et besøg værd

Verdens mordhovedstad vrimler med liv. Vi støder på open air danseundervisning, hundetræning, skak, yoga og noget, der vist er bækken-øvelser. Fortovscaféer, restauranter og barer emmer af Sydeuropa og byder på mad fra noget nær alle verdenshjørner – vi får en gang lækker peruansk sushi. Egentlig var det meningen, at skribenten skulle hurtigst muligt videre til San Cristóbal i det vestlige Venezuela, men Ruiz insisterer på, at Caracas er mindst et par dages besøg værd.

»Du er ikke bange, er du?« siger hun, og selvfølgelig er jeg da ikke det.

De næste tre dage trasker vi gennem bugnende kunstmuseer, vidtstrakte velholdte parker og en fin zoologisk have. Vi når også forbi en teaterfestival og ind til et par åbne klassiske koncerter. Overalt får vi en effektiv rabat på omkring 60 pct. Den officielle vekselkurs er cirka seks bolívar per amerikanske dollar, men på det sorte marked kan man få tre gange så meget. I lufthavnen fik jeg efter en forsigtig henvendelse til en politibetjent vekslet 200 dollars til kurs 17 bag en trappe af betjenten selv.

De fleste kulturtilbud er dog i lighed med de mange udendørs idrætsaktiviteter stillet gratis til rådighed af Jesus Kristi selvudnævnte arvtager.

Skønhed

Nu afdøde, tidligere præsident Hugo Chávez vinker og smiler fra plakater og graffiti, hyldes af bands og talere, portrætteres af kunstmalere og prises af lokale chavistas i ét væk. Den farverige tidligere faldskærmssoldat er blevet landsfader for de fattige og en international socialistisk celebrity med venner som Naomi Cambell, Sean Penn, Ahmadinejad og Castro. Ærkefjenden er USA, og i sin tid var det særligt George W. Bush, som han offentligt benævnte »Mr. Danger,« »Satan« eller bare »Donkey.«

Tilbedelsen af Chávez skyldes ikke kun den gratis yoga. Befolkningen har for første gang nogensinde fået adgang til fri uddannelse og lægehjælp samt verdens laveste benzinpris, alt sammen finansieret af en olieproduktion, der nærmer sig Saudi Arabiens i volumen. Også metroen er nærmest gratis at tage, hvilket gør den til en oplevelse i sig selv.

»Jeg tror, vi er nødt til at blive gift nu,« griner Ruiz, efter vi har stået mast sammen i menneskelæsset og med nød og næppe fået os klemt ud igen ved Plaza Venezolano. Vi dalrer gennem de livlige gader og havner på en filial af Café Venezuela, der er styrets modsvar til Starbucks.

Udenlandske varemærker lider nu ingen nød her, og folket, der promenerer forbi caféen, er langt fra at udgøre en østblokgrå masse. Ifølge Ruiz er materialisme mellem- og overklassens oprør mod revolutionen.

Modebutikkerne og skønhedssalonerne boomer, forbruget af silikoneimplantater matches ikke af noget andet land, og de årlige skønhedskonkurrencer kroner en komplet industri med akademier og tv-transmitterede kvalifikationsturneringer.

Fra cafébordet er der også udsigt til en af utallige forfaldne kontorbygninger, der med hedengangne Chávez’ velsignelse er overtaget af bz’ere. Under El Comandante opstod en hel skyggebranche af specialister i besættelse af tomme højhuse, og deres mest berygtede bedrift troner kun en håndfuld gader herfra.

Skydevåben

Davids tårn, som det kaldes efter matadoren bag, ligner på afstand en enorm men tilforladelig moderne skyskraber. På vest-siden er der imidlertid åbent ind til den rå betonkonstruktion med undtagelse af det øverste sydlige hjørne, der er klædt i glas. Det var dertil, prestigebyggeriet nåede, før selskabet bag gik konkurs, og siden har det stået stille.

I 2007 blev bygningen besat og huser i dag et komplet parallelsamfund med kiosker, frisører og sågar en tandlæge. Blandt de over 2.500 indbyggere er byens værste kriminelle, siger Ruiz og foreslår, at vi sagtens kan smutte forbi og tage et par billeder.

Højhuset, der også er døbt verdens højeste slum, er nabo til Banco Mercantils skinnende sorte hovedkvarter. Trods de socialistiske bestræbelser er gabet mellem rige og fattige i Caracas blandt de største i verden. Den østlige del er den rige og den vestlige den fattige, men modpolen føles aldrig fjern. Det oplever vi snart flere eksempler på.

Solenergi og affaldsdsdynger

Efter et par hurtige fotograferinger af ”babelstårnet” fortsætter vi til den labyrintiske beton-overdådighed Parque Central Complex. Herfra afgår byens nye topmoderne svævebane, der drevet af solenergi fragter passagerer gratis hen over beboede affaldsdynger til bjergene omkring byen. På vej op deler vi gondol med en velklædt og snakkesalig ældre herre.

På vej ned havner vi sammen med en mor og bedstemor, der skiftes til at slå løs på fem grædende børn, imens de skændes om noget med politiet, et lig, en bror, en pistol og hævn. Om aftenen sidder vi i biografen i et af flere glitrende storcentre. I lighed med flere andre steder er her installeret kropsscannere, for en af salene blev for et par måneder siden røvet af en mand med en pistol. Et korrupt politikorps og en bevæbnet socialistisk folkehær har bidraget til, at antallet af ulovlige skydevåben på landsplan skønnes at have rundet 12 mio.

De mange oplyste pladser vrimler med glade, afslappede folk, men i gaderne er det, som om frygten konstant sniger sig ind. Ruiz fortæller efter filmen om de tre gange, hun selv er blevet røvet. Selv den kække bodyguard får sommetider nervøse tics under gadelamperne, og da en motorcykel pludseligt gasser op lige bag os, farer hun sammen og udstøder et meget lidt frygtløst hvin.

Fare

I april blev Hugo Chávez' kronprins, Nicolás Maduro, med en snæver margin valgt som ny præsident, så Caracas kan forsat opleves med socialistisk twist. Har man en mellemlanding i den venezuelanske hovedstad, er det værd at blive et par dage.

Man oplever mere af det bedste end af det værste, og med de rette forholdsregler skulle risikoen for at ende som en del af kriminalitetsstatistikkerne være lille.

Inden vi siger farvel ved natbussen til San Cristóbal kigger Ruiz mig op i øjnene i et sjældent anfald af alvor. »Pas på!« formaner hun. »Der er farligt i San Cristóbal.«