Flodluksus på Donau i historiske omgivelser

Der er stille på det stejle højplateau ved vestbredden af Donaufloden, der deler Budapest op i to dele. Foruden blæsten er den eneste støjkilde konstante kameraklik fra de hundredvis af turister, der alle prøver at indramme samme scene: panoramaudsigten over Pest-sidens bygninger, teatre og kupler, som i dagens overskyede udgave fremstår dramatiske og kontrastfyldte.

20 minutter senere er der atter samling ved krydstogtskibets landfartøj. Bussen forlader plateauet og panoramaudsigten og bevæger sig ned i byens Parislignende boulevarder. Så fra Buda til Pest over én af de ni broer, der forbinder bydelene. Fra det forreste sæde fortæller turens guide om de bygninger og omgivelser, der passeres.

»Budapest har meget kulturel ånd, her ligger f.eks. ét af de 40 teatre i byen. Og her er den tidligere nazistiske højborg fra Anden Verdenskrig, som i dag er et museum,« fortæller hun engageret.

Ud over panoramastoppet på toppen af Budas bakker har formiddagen budt på sightseeing. Den komplementeres nu af endnu 30 minutters historisk gennemgang, som roligt nydes fra passagersæderne i bussen.

Sidste stop er ”hjemme” på Amabella: turens Donau-kompagnon og krydstogtskib med plads til 161 gæster. I receptionen om bord står en uniformsklædt velkomstkomité på 10 personer ud af de i alt 49 personer, der arbejder på skibet, klar med smil, en varm håndklud og et glas juice. Resten af dagen er afslappet og simpel: langt bad, hyggelæsning og så i skibets restaurant for at nyde endnu en fem-retters middag.

Historiske Wien

Efter et par dage i Budapest sætter Amabella nattekurs mod Østrig. Allerede næste morgen befinder det 135 m lange skib sig ved kajen i bjerglandets antikke hovedstad, Wien.

Med maven fuld af omelet, croissanter, frisk frugt og andet lækkert fra morgenmadsbuffeten skiftes der atter fra kahyt til bussæde og fra vand til land. Som en nærmest eksakt gentagelse af Budapestturen starter dagen ud med bussightseeing, så en omgang til fods og til sidst lidt fri leg.

»Til venstre ser I Wiens store pariserhjul, bygget i 1897. Det skulle egentlig rives ned i 1916, men det blev aldrig til noget. Sådan er det generelt med Wien: Mange ting bliver bygget midlertidigt, men bliver stående for evigt,« fortæller guiden, igen fra sædet forrest i bussen.

Og manden lader til at have ret. I hvert fald er det svært at udpege en bygning, der ikke har en oldgammel facade, et gotiske kirkespir eller gemmer sig bag majestætiske søjler. Ja, selv McDonalds’ moderne forretning kommer i historisk indpakning.

Som dagen skrider frem, bliver listen af enestående monumenter, der er blevet vist frem, længere og længere: Den enorme, gotisk udsmykkede St. Stephans katedral, de to barokinspirerede museer for nationalhistorie og kunsthistorie, bygget identisk og til forvirring placeret lige over for hinanden, det dramatiske og nærmest frygtindgydende rådhus og selvfølgelig metropolens hoveduniversitet, der nemt kunne forveksles med et dansk slot.

Efter guidens faktatunge gennemgang og en efterfølgende førstehåndssondering føles det helt afstressende igen at sidde i loungen på skibet og samle tankerne og fordøje dagen i Wien.

Samme aften står den endnu engang på fin middag, som bl.a. byder på fransk løgsuppe og kvartet af oksekød tilberedt på fire forskellige måder, efterfulgt af en klassisk minikoncert med komponister fra byen – kun til ære for gæsterne om bord.

På ”Harry Potter-kloster”

Wien er ikke det eneste østrigske stop på Amabellas rute ned ad Donau. En nats sejlads fra hovedstaden ligger den lille provinsby Melk, der har godt 5.000 indbyggere, og som er næste stop på ruten. Her er de gamle bygninger forsvundet til fordel for nøgne træer og golde marker. Enhver form for storbystøj er uendelig fjern.

Melk slår sig op på at have masser af sjæl og et innovativt handelsliv, men groft skåret er byens egentlige attraktion én seværdighed: det altoverskyggende benediktinerkloster kaldet Stift Melk. Det kolossale kloster ligger på toppen af en klippe helt ud til Donaufloden, næsten som en slags evig fæstning. Flere hundrede meter derfra, midt ude på floden, kan det ses. Det tårner sig op og stjæler al opmærksomhed fra omgivelserne omkring sig.

Som Amabella nærmer sig klosteret, vokser det sig større og større. Det er næsten som en scene fra en middelalderfilm. Ja, var det ikke for murenes gule og orange farver, kunne Stift Melk forveksles med Harry Potter-universets magiske slot, Hogwards.

Selvfølgelig skal klosteret også udforskes indefra, og det foregår igen med lokal guide. Historisk og nutidig info flyver gennem luften på ny: Stift Melk blev bygget i starten af det 10. århundrede, der lever i dag stadig 30 munke bag murene og klosteret fungerer som skole for godt 900 elever i alderen 10-18 år.

Inde bag ydervæggene går opdagelserne i gang. Først en tur gennem anlæggets museum, så gennem den guldbelagte kirke og til sidst biblioteket, der er verdensberømt for sine over 9.000 udgaver af guldbelagte bogbind, dateret helt tilbage til det 10. århundrede. Og afslutningsvist en tur på ”terrassen” for at nyde udsigten over den snoede strækning af Donau.

I Mozarts fødeby

Når der ikke besøges og udforskes, hygges der om bord: Enkelte gæster læser i skibets minibibliotek, to par har bevæget sig ud i en dramatisk bridge-dyst, andre nyder en kop kaffe i loungen, og nogle helt fjerde vælger at trække sig tilbage i kahytten for at se en film eller snuppe en lur.

Størstedelen af Amabellas ca. 130 gæster står dog atter klædt i lunt tøj, da der næste morgen kl. 9 er afgang fra Linz til Salzburg på grænsen til Tyskland – én af krydstogtets eneste ture, der, grundet en ekstra lang bustur, ikke er med i billetprisen, men kan erhverves for 65 euro pr. person (485 kr.).

Den første time foregår i bus en route til Salzburg. Byens omkringliggende bjerge kommer til syne. Det er, som om de vågner: Morgentågen forsvinder, solen og den blå himmel tager over, og der er frit udsyn til snetoppene. Det fejres i bussen med soundtracket fra ”Sound of Music” – filmklassikeren fra 1965, der blev indspillet i Salzburg og stadig trækker et væld af turister til.

Bylivet og stemningen i grænsebyens brostensbelagte gader er afslappende. Folk har ikke travlt, men går og sludrer, og kaffebarerne er fyldte med både østrigere og turister, der hviler benene. Shoppingmulighederne står de europæiske giganter som eksempelvis H&M og Zara hovedsageligt for, mens små specialbutikker supplerer med mere unikke varer. På mange måder et byliv, som man kender det fra det danske – hvis det da ikke lige var for bjergene og vigtigst af alt: Mozart.

Nok er den verdenskendte komponist død for længst, men i Salzburg lever han stadig. Butikkerne spiller hans symfonier, cafeerne har taget hans navn, næsten hver anden bygning i byen er dedikeret til ham og hans fødehjem er forvandlet til et velbesøgt museum. Mozarts eftermæle er en så integreret del af Salzburg, at de lige så godt kunne ændre bynavnet.

Gourmet om bord

Med klassiske noder på hjernen krydses grænsen til vores tyske naboer. Krydstogtets sidste dage står på flere historiske oplevelser i Passau og Regensburg, før krydstogtskibet lægger til den sidste kaj på turen i Nürnberg.

Den sidste aften om bord står igen på middag. Dog endnu finere denne aften, da hovedrestauranten er byttet ud med et besøg i skibets 20-personers gourmetkøkken. Der emmer af hjemlig hygge, som gæsterne bliver placeret ved lokalets eneste bord, og kokken går i gang med forretten ved kogeøen få meter væk.

Efter bl.a. let krydret skaldyrssuppe, saftig medaljon og en moderne udgave af trefarvede is er maverne fulde. Gæsterne takker kok og tjener for en god aften, og enkelte søger mod loungen for en sen kop te eller kaffe eller en drink. Andre går direkte i kahytterne for at vælte omkuld og få en sidste nats søvn på floden, der forbinder intet mindre end 10 europæiske lande, hvoraf Amabellas gæster på kun en enkelt uge har fået et indblik i hele tre af dem.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.