Fortsæt til indhold
Rejser

En dag med havudsigt

Når et krydstogtskib skal forbi fire lande på fjorten dage, betyder det som regel flere hele dage til søs undervejs. Explorer tog pulsen på Silver Shadow på en sejldag med isskulpturer, martinier og fransk gourmetmad i stjerneklasse.

MADS SEVERINSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Mobiltelefonens alarm fylder suiten med en vækkende melodi og nægter at holde op, før fingrene glider over skærmen. Det elektroniske ur viser 07.30 – vi skal jo have noget ud af dagen.

Et par af døgnets første solstråler finder vej til værelset, mens de tunge gardiner trækkes fra hinanden, og ude på den lille terrasse sørger den friske, lune vind for at blæse de sidste søvnrester ud af øjenkrogene. Havets blå bølger optager blikket, ligegyldigt hvilken retning man kigger i udover rællingen, og morgensolen, kaster et rødligt skær i vandets overflade. En betagende udsigt, som ikke vil ændre sig synderligt i løbet af dagen. Der er nemlig over et døgn, til skibet atter kaster anker og sender gæsterne fra borde i et nyt land med nye omgivelser og oplevelser til følge.

Brusende morgenmad

Silver Shadow, som skibet hedder, er en del af italienske Silversea. Et rederi, som kombinerer den intime stemning fra de helt små krydstogt-yachter med den megen plads på de større skibe. Og i øvrigt et rederi, som flere gange har vundet prisen som verdens bedste. Med 13 år på bagen er Silver Shadow det tredjeældste skib i Silversea-flåden og sejler med op til 382 passagerer ad gangen samt 295 besætningsmedlemmer.

I dag går turen gennem Den Thailandske Golf. Efter et par dage i Bangkok og Koh Samui står programmet nu på Ho Chi Minh City og Vietnam. Et møde med de berygtede Cu Chi-tunneller, krigsmuseet og et glimt af Mekongfloden. Men først fra i morgen.

»Skal jeg ikke bære jeres tallerkener hen til jeres bord?« spørger tjeneren ved morgenmadsbuffeten i La Terrazza – skibets italienske restaurant, der, ligesom nærmest alt andet tænkeligt om bord, er all-inclusive.

Det italienske rederi sejler over det meste af verden og tilbyder bl.a. krydstogter til Galapagos-øerne og Alaska. Foto: Silversea Cruises

Insisterende tager han de fyldte morgentallerkener og fører an mod bordet ude på terrassen for igen straks at forlade selskabet og skynde sig ind efter de bestilte drikkevarer. Da han atter dukker op ved bordet på terrassen, er det med en kop kaffe og en danskvand, som ved skænkningen bruser om kap med havets bølger 20 meter neden for vores bord.

Når solen kaster sine varmer stråler, og temperaturen runder de 35 grader, mens man cruiser gennem et azurblåt hav, er det oplagt at hoppe i poolen om bord og forsøge at holde en så lav puls som muligt. I hvert fald myldrer folk op ad formiddagen til dæk otte, hvor swimmingpoolen er omringet af polstrede liggestole. Og skulle man ikke være interesseret i lidt regulær afslapning i solen, kan man altid træne sit golfdrive, løbe en tur på joggingtracket, gå på litterær opdagelse i biblioteket eller udvælge en film blandt Silver Shadows enorme udvalg.

Isskulpturer og perfekte martinier

Omkring middag forvandles poolområdet til frokostbar. Et par mænd iført kokketøj går i gang med at stege bøffer og hakke grøntsager, imens tjenerne flyver rundt til de nærtstående borde, hvor nogle gæster er begyndt at sætte sig. Andre beslutter sig for at tage en a la carte frokost i hovedrestauranten på dæk fire eller igen søge mod dæk syv og den italienske La Terrazza. Fælles for alle er dog, at ingen går eftermiddagen sulten i møde.

I skibets italienske restaurant, La Terrazza, er der garanti for middag med udsigt. Foto: Silversea Cruises

Silver Shadows højtalere giver pludselig lyd fra sig på alle dæk. Kaptajnen giver sin eneste daglige, melding om vejr, breddegrader og sejlforhold, før skibets cruise director fortæller om programmet for eftermiddagen og aftenen. Der går ikke mange sekunder, før det går op for gæsterne, at der må prioriteres i de kommende aktiviteter. At nå dem alle er simpelthen umuligt.

En af dagens aktiviteter foregår i hovedbaren på dæk fem. Her står skibets barpersonale klar med drinksmiksere, martiniflasker og cocktailglas. Efter en indledningsvis velkommen og forklaring om martini, bliver der mikset og demonstreret på fuld kraft, før de fremmødte gæster selv får lov til at gøre kunsten efter.

På dæk otte er den afslappende stemning atter vendt tilbage til poolområdet, men kun for en stund. I dagens anledning har Silver Shadow nemlig besøg af en isskulptursekspert, som har sat sig for at lave Silversea’s søhestlignende logo ud af is. Med en lille elektrisk sav gør han gradvist den store isblok mindre og mere præcis til de omkringstående gæsters store fornøjelse.

Resten af eftermiddagen er fyldt med flere aktiviteter, og før man ser sig om, er den forbi. Tidens synes næsten at flyve af sted med samme hastighed, som skibet sejler.

»Er klokken allerede 17? Så må vi hellere komme ned og skifte, hvis vi skal nå i fitness inden aftenen,« siger en kvindelig gæst til sin mand.

Hans grimasse vidner om, at han nok godt kunne have brugt en time mere på liggestolen i selskab med sin medbragte bog og en cocktail i hånden, men fornuften vinder. De pakker deres ting og søger mod kahytten. De fleste gæster begynder så småt at følge trop, og snart begynder solen også at dale i horisonten. Imens arbejder tjenerne på højtryk for endnu engang at forvandle poolområdet. Denne gang til en grillrestaurant, der serverer maden på varme lavasten.

Fransk gourmetmad og italiensk kaffe

Til trods for den afslappende stemning om bord på Silver Shadow, er det stadig forventet, at man klæder sig anstændigt. Skibets forskellige dresscodes tillader således aldrig jeans til middag, mændene kan godt forvente at skulle bære blazerjakke næsten hver aften, og når kvinderne føres hen ad gulvet, er det som oftest i fine kjoler, med glitrende smykker og håret sat op.

At man forsøger at opretholde et pænt påklædningsniveau giver dog fin mening, når man træder ind i én af skibets fire restauranter. Alle steder pryder hvide duge, fint sølvtøj og tynde vinglas bordene i elegant stil. Og selv i den åbne restaurant i poolområdet bevæger tjenerne sig rundt i en uniform, der bedst vil gå under betegnelsen kjole og hvidt.

Denne aften står dog ikke på rib eye steaks og lavasten, men derimod på et besøg i skibets franske gourmetrestaurant, La Champagne, der hver aften huser ca. 20 gæster. Som eneste restaurant på skibet er den ikke en del af all-inclusive-pakken. Et måltid her koster 30 dollar pr. person – en pris, der stiger til 200 dollar, hvis man skal have restaurantens eksklusive vinmenu med. Til trods for det ekstra tillæg er La Champagne et besøg værd. Den femretters menu er sammensat på bedste franske manér og byder på alt fra krydret hummersuppe til luftig foie gras. Og går man ikke synderligt op i vin, kan restaurantens sommelier helt sikkert finde nogle passende af slagsen blandt de omkring 24 komplementære vine.

Med maverne fyldte går turen så småt mod kahytten for at få noget søvn. Først går den dog lige omkring dæk ti og Panorama Lounge, hvor aftenen rundes af med iskold Bailey og italiensk macchiato. Med kaffe i hånden og benene slynget op på sofabordet, går tankerne endnu engang på morgendagens møde med Ho Chi Minh City i Vietnam. I bund og grund kunne man egentlig godt have brugt en dag mere til søs.

Tre gode råd til rejsen

  • De hele dage til søs byder på et dagsprogram med et væld af aktiviteter. Programoversigten får man aftenen før, så det kan være en god idé at danne sig et overblik aftenen forinden.
  • Betal de 30 dollar pr. person for at besøge La Champagne. Det generelle kulinariske niveau hos Silversea er i forvejen blandt branchens bedste, og La Champagne er toppen af kransekagen.
  • Hvis man vil være sikker på at spise på alle fire restauranter i løbet af krydstogtet, skal man reservere plads på I hvert fald La Terrazza og La Champagne som noget af det første, når man går om bord. Der er rift om pladserne.