En rundtur i Det Vilde Vesten

Jernbanesporene ender midt i gaden, næsten tildækket af jord og grus. Vi får bekræftet af en kommunalarbejder, som går og rydder op, at her midt i Silverton ender sporene for jernbanen fra Durango, som ligger ca. 75 km nede i det fladere land.

»Vi har en station længere henne i byen, men folk vil hellere sættes af her, hvor butikker og spisesteder ligger, så det bliver de,« siger kommunalarbejderen.

»De bliver her et par timer, "hærger" byen, og så kører toget dem væk igen – og vi får fred.«

Kun i sommerhalvåret bliver Silverton "hærget" dagligt. Den lille by med 550 indbyggere ligger 2.840 m o.h. i den sydlige del af Rocky Mountains tæt på The Continental Divide (vandskellet), og det kan sne så sent som i juli. Om vinteren kan den smalsporede Durango-Silverton veteranjernbane ikke klare snemasserne og kører kun et stykke op ad ruten. Ikke desto mindre er banen verdenskendt for sin "medvirken" i utallige western-film, ikke mindst "Butch Cassidy and the Sundance Kid" med Paul Newman og Robert Redford.

Silverton ligner en konstrueret kulisse til en western, men er spillevende. Husene er af træ, de fleste gader er jord- og grusveje.

Mange huse er i dag malede; for 150 år siden fremstod de fleste rå, og bemalingen er sammen med bilernes tilstedeværelse det eneste, der forstyrrer billedet af en by, hvor man venter af se John Wayne trække seksløberen, hvad øjeblik det skal være. I 1800-tallets brølende slutning var Blair Street hjemsted for byens bordeller og barer.

Million Dollar Highway

Vi kom til Silverton nordfra ad hovedvej 550 fra Ouray, en strækning på ca. 35 km. Vejen kaldes populært for Million Dollar Highway, og det er der to forklaringer på. Den ene lyder, at det kostede en million dollars pr. mile at bygge vejen i de vanskeligt tilgængelige bjerge. Den anden, den sjoveste, at navnet stammer fra, at byggematerialet til vejen er sand, grus og sten, der indeholder masser af guldstøv – vi er i gammelt guld- og sølvgraverland.

På forhånd havde vi læst om millionvejen i guidebogen ”Lonely Planet”, som plejer at være nøgtern. Her er der advarsler om, at vejen er skræmmende smal, og at man kører på afgrundens rand, især tæt på Ouray. Det holder ikke stik. Hvis vejret er godt, er vejen absolut farbar. Dog kan klippestykker falde ned, og det samme gælder istappe, når forårssolen får magt, og derfor er der stopforbud på flere strækninger.

Million Dollar Highway giver en flot køretur i alpine scenerier, og området, der officielt hedder San Juan Range, bærer kælenavnet "Lille Schweiz", og utallige spillefilm er optaget her. Fra Ouray kører man op gennem Uncompahgre-slugten til Red Mountain-passet i 3.350 meters højde og passerer bl.a. ting og sager, som blev brugt til minedrift, der nu er lukket ned.

Ouray, der udtales jurej, har navn efter en indianerhøvding, der sørgede for fred mellem hvide nybyggere og guldjægere i 1870'erne, og han reddede sit folk, Ute-stammen, fra udryddelse ved at afgive land til de hvide. Byen er med 850 indbyggere lidt større end Silverton, men ligger lavere, 2.365 m o.h. At det er temmelig højt, bliver vi belært om, da vi falder i snak med et ældre ægtepar på hovedgaden. Manden vil vide, hvor vi kommer fra, og da vi supplerer svaret med at fortælle, at i Danmark er højeste punkt 173 meter, siger han utilsigtet dobbelttydigt: »I Ouray har vi ikke noget så lavt.«

Byen med en lang, bred og lige hovedgade – her dog asfalteret – flankeret af westernlignende huse, butikker og bygninger ligger ubestrideligt smukt, klemt inde, som den er, mellem høje tinder, heraf et par stykker af Colorados 53 "fourteeners", dvs. bjerge over 14.000 fod (4.267 meter).

Hvor vejen ender ...

Vi skal have endnu en westernby, Telluride, med på vores rundtur, og egentlig ligger den kun ca. 15 km fra Ouray, men det er i luftlinje, og der er bjerge imellem, så vi må i en bue på 80 km udenom via Ridgway, som er kendt fra John Wayne-klassikeren "True Grit". De sidste fem-seks km ind til Telluride er "blind vej", fordi et bjergmassiv med La Junta Peak og Potosi Peak gør det umuligt at køre videre. Men vejen er smukt snoet langs et mindre vandløb, som flankeres af birk og nåletræer, og Telluride står ikke tilbage for Silverton og Ouray, når det gælder mindelser om Det Vilde Vesten, bl.a. fordi nye bygninger også opføres i såkaldt victoriansk stil. Telluride har 2.500 indbyggere og et pænt udvalg af butikker, restauranter, barer og overnatningssteder.

Cowboy-byerne lever i dag primært af turister, især skiløbere, men også sommerturister kan finde masser af aktiviteter og historiske steder. Og så er der året rundt et uovertruffet, smukt landskab at lade øjet dvæle ved.

Vil man se mere af Det Vilde Vesten, skal man køre mod nordøst i Rocky Mountains til byer som Gunnison, Buena Vista, Breckenridge og Idaho Springs, mens man sydpå finder moderne alternativer, især i Durango.

Turister med guldtoget

For os er ringen dermed sluttet, idet veteranjernbanen til Silverton udgår fra Durango og dagligt sender sort sod fra damplokomotivets skorsten ud over de tilskuere, der ved afgang tager opstilling nær stationen.

Jernbanen blev anlagt i 1881-82 for at bringe guld og sølv ned fra mineområderne, men kører i dag den 72 km lange rute til Silverton med turister, som ud over den bumlende togoplevelse får set de smukkeste bjerglandskaber, som man kan forestille sig. I vinterhalvåret kører toget kun fra Durango til Cascade Wye. Bestil derfor billet i god tid.

Durango har sin rod i fortidens minedrift og ligger 2.000 m o.h., men når man kommer ned til byen fra bjergene og western-byerne, opfatter man den som en moderne, halvstor by – ca. 15.000 indbyggere – i et smukt, fladere landskab, hvor bjergene ligger som en spektakulær kulisse lidt på afstand.

I det historiske centrum, som ikke er større, end man kan gå rundt, er gamle bygninger moderniseret til "boutiquer", gallerier, barer og restauranter, og Durango har i det hele taget indtaget positionen som det sydvestlige Colorados kulturelle centrum.

Besøgende har et bredt udvalg af overnatningsmuligheder, og de steder, der er omtalt i artiklen, kan alle nås i bil på dagsture fra Durango. Det samme gælder Mesa Verde nationalpark ca. 55 km mod vest med pueblo-folkets berømte klippeboliger.

To råd til rejsen

Mesa Verde: Navnet er spansk og betyder "grønt bord", her et klippeplateau højt hævet over det omliggende, fladere land mellem Durango og Cortez i Colorados sydvestlige hjørne. Her levede frem til ca.1300 pueblo-folket, som blev berømt for at bygge boliger i klipperne. Flere af boligerne er velbevarede i dag og kan ses i Mesa Verde, bl.a. de monumentale Cliff Palace og Balcony House.

Hvis du vil vide mere:

Overnatning og måltider: