Frihedens vej i USA
Der er ikke noget som følelsen af frihed, når man kører ad Highway 1 langs Stillehavet.
Hvis man spørger mig, er Universal Studios sandt for dyden ikke noget at køre efter, men nogle gange er målet underordnet vejen dertil. Og så kan filmstudierne være et lige så godt mål som alt mulig andet, når det er selve vejen, der er turens sande mål.
Navnet er Highway 1. Og det er ganske nødvendigt med musik i bilen, amerikansk musik, enfoldige toner, der skal accentuere følelsen af frihed. Noget i retning af ”Born to be Wild” eller måske noget med Bruce Springsteen, noget oprørsk og vildt, om det så bare er for de tre uger, ferien varer.
Vær en fri fugl
Der må derfor stærkt advares mod pakkerejser. Hvis man skal besejre hovedvejen langs Californiens stillehavskyst (og det skal man mindst én gang i sit liv), så kan det ikke nytte noget med alt for faste planer, forudbestilte hoteller og billetter til dette eller hint. Det er modproduktivt, det er selve antitesen til den voldsomme følelse af frihed, der kan erobre føreren af en midzize SUV på lejebasis, mere skal der ikke til. O.k., gerne adgang til hotels.com med løbende opdateringer om overnatningsmuligheder, det være sig tvivlsomme moteller eller lækre rekreationscentre, man kan få begge dele, hvis man da ikke vover sig ud i en autocamper.
Men det er ikke frygtelig dyrt at overnatte, om end måske ofte dyrere, end hvis man havde begivet sig ind i landets hjerte.
Kyst er kyst, havudsigter skal betales ved kasse 1, og der er masser af hav på ruten. Og udsigter. Ofte så voldsomme og dramatiske, at man føler sig tæt på at blive opslugt, fortæret af naturen. Dette er pionerernes land, og hvis man ikke kan lide Bruce, så kunne man selvfølgelig også sætte ”The Long and Winding Road” på afspilleren, for det er den, Highway 1. Snoet. Den er lang, og i lange passager en byge af hårnålesving, og frihed eller ej, man kommer ikke meget over 50 kilometer i timen.
I øvrigt anbefales det at overholde hastighedsgrænserne. Mens man f.eks. ved den danske vestkyst kan suse ad landevej 181 uden nogensinde at møde en politibil, så vrimler det med highway patrolmen på ruten. De ligner Hollywood-klicheer med deres sorte solbriller og deres blå hjelme, som solen spejler sig i, men man skal nok ikke tage fejl. De er ikke en film, og de udskriver virkelige bøder til alle, der forbryder sig mod reglerne.
Hav, klipper, udsigter
Arbejdet med Highway 1 begyndte i 1919. Det tog 18 år, og når man kører turen, forstår man godt hvorfor. Landskabet er dramatisk, voldsomt og urimeligt krævende. Mange steder har man sprængt klippen væk for at bygge vejen, andre steder har man måttet bygge imponerende broer.
For den rejsende er havet hele tiden til stede, og der er hele tiden klipper og udsigtspunkter med det ene mere dramatiske vue efter det andet, som opfordrer til at gøre holdt og maner til eftertanke. Man kan se sæler. Og Hearst Castle, hvis man gider.
Avismagnaten William Randolph Hearst byggede sit gigantiske slot på den jord, han havde arvet fra sin far, mineejeren, og nu, mange år efter, er det en historisk turistattraktion. Det ligger på vejen, men det er egentlig ikke en del af det, man kan kalde turen Highway 1.
Den tur gør ikke holdt slige steder. Uanset transportmiddel er der mentalt set tale om rejse på motorcykel, og skal man have noget i rygsækken, kunne det være sådan en bog som ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel”, hvor Robert M. Pirsig rejser gennem USA med sin 11-årige søn og taler filosofisk om at have nervesammenbrud, om det gode og om begrebet kvalitet.
Det er den slags tanker, man gør sig her. Jeg kan huske den sommer for længe, længe siden, da jeg læste den, for det er en af den slags bøger, man enten suges ind af eller også slet ikke, og det samme kan man sige om Jack Kerouac.
Der er slet ingen punktummer på første side af hans roman ”Big Sur”. Det er en bevidsthedsstrøm. Han er slet ikke forfatter, han skriver bare på maskine, sagde Truman Capote om ham, men måske skal man herud til kysten for at læse ham og forstå, at han så sandelig er forfatter.
Big Sur
Omkring Carmel, ca. 250 km syd for San Francisco, rammer man Big Sur. Skilte advarer om, at man kører ind i det øde, og det er sandt. Big Sur er en hippiemyte, navnet klinger af et eller andet, men det er først og fremmest et naturreservat. Navnet kommer af det spanske ”el sur grande”, det store syd, for det var spanierne, der kom hertil midt i 1500-tallet, og de gik ikke mildt til værks over for de indianere, der boede her først.
Først mange år senere fik stedet sin litterære ambiance. Forfatteren Henry Miller flyttede hertil fra Frankrig i 1940 og kaldte stedet for sit eneste sande hjem i USA. Man forstår følelsen. Når man kører igennem Big Sur, mærker man den vederkvægende fornemmelse af at kunne blive væk, forsvinde fra verden, og det er også en frihed.
Big Sur løber ca. 140 kilometer til San Simeon; det er bjerge, skove, klipper og havet lige ved; der er natur og afsondrethed.
Miller boede her to år, før han skrev ”Big Sur and the Oranges of Hieronymus Bosch”.
»Dette er mit svar,« erklærede han og slog armene ud mod Big Sur. Det handlede paradoksalt nok på mange måder om hans angst for, at for mange andre skulle opdage dette sted.
Det har de for længst gjort, for Millers bog var også af den slags, der fik folk til at forlade deres pæne stillinger og søge nye veje. Mange af dem er kommet her forbi, og dog har Big Sur formået at bevare en fornemmelse af det øde. Måske er naturen for voldsom til, at den kan tæmmes af tilstrømning alene, for selv om både firehjulstrækkere og convertibles flænser landskabet med mellemrum, og selv om man selv sidder højt hævet bag et rat, så lades man dog aldrig i tvivl om, at naturen er større.
Måske skulle man i virkeligheden prøve at komme her om vinteren. Så kommer hvalerne og elefantsælerne (som man også kan se om sommeren), og så kan man sidde i en lille hytte ligesom Jack K. Hytter lader sig leje både vinter og sommer, men det er ikke badehytter. Ikke mange bader langs kysten her, og kun få af strandene er tilgængelige for den slags fornøjelser. Vikingesjæle begynder midt på ruten, mere kuldskære badegæster venter med at forsøge sig, til man nærmer sig Los Angeles, hvor havtemperaturerne bliver mere venskabelige.
Men nede på den anden side af Big Sur i f.eks. Santa Barbara er der masser af badeliv, og ja, der er selvfølgelig også Santa Monica Beach og al den slags, men så er vi allerede langt hinsides det, der er det egentlige mål med at tage herud på kysten: følelsen af at være på vejen med luft under vingerne og himlen lige ovenover.