På sporet af Pessoa

De gamle gule sporvogne kører skramlende, hvinende og klagende rundt i de snævre og stejle gader i Lissabon. Byen er særdeles kuperet, fordi den hviler på syv høje, og man kan se vandet flyde i Tejo-floden, næsten lige meget hvor man befinder sig. Man kan også få en sludder med de lokale, næsten lige meget hvor man befinder sig, for byen er befolket af venlige og gæstfri mennesker. Sådan er Lissabon.

Under mit ophold bor jeg i en dejlig stor lys lejlighed i bydelen Bairro Alta. Bydelen har det – med sine mange barer, klubber og diskoteker – med at virke som en magnet på de unge i weekenden, og området er karakteriseret ved dets charmerende inferno af små ensrettede gader, hvor menneskemængden og de mange parkerede biler gør det til noget af en udfordring at sno sig rundt.

Fra lejligheden kan jeg se ned mod vandet og skimte den berømte røde hængebro, Ponte 25 de Abril, der står som et levende minde om Nellikerevolutionen. Overfor gennemtrænger Sante Lois-hospitalets hvide mure det natblå mørke, der omgiver byen, da jeg ankommer sent.

Morgenen efter bliver jeg vækket af fuglene kort før solopgang. Nu skifter nuancerne. Fra natblå til morgenblå. Neonlysene slukkes i havnen. En enlig hund gør i gaden. Den smukke by begynder at vågne. Som en af de sidste i Europa. Nu blander det store fuglekor sig, og svalerne dykker elegant hen over de røde tagrygge. Jeg tænder for radioens Fado-kanal, mens vandet koger, og tænker på, at jeg sidder i Fernando Pessoas by; Portugals store digter, der døde i 1935, kun 47 år gammel. I sin levetid udgav han kun et værk i eget navn, men digteren står også bag en række værker, som er udgivet under navnene på selvstændige og indbyrdes forskellige personligheder, som Pessoa opbyggede, og som han levede sig fuldstændig ind i – også kaldet heteronymer.

Efter et kort kærlighedseventyr i 1920 levede han resten af sit liv alene og boede på lejede værelser rundt om i Lissabon. Ved hans død fandt man i en stor skibskiste ca. 27.000 efterladte manuskripter. Så begyndte bøgerne at udkomme, og med dem fulgte den sene anerkendelse og verdensberømmelsen.

Jeg begiver mig hurtigt ud, drevet af længsel efter at opleve byen. Langt de fleste af nattens fugle er fløjet, men jeg ser mærkelige skæbner flakke rundt i sidegaderne i de tidlige morgentimer. Nogle af dem med en flaske i hånden, og hårde uforsonlige blikke. Som om livet har afvist dem på et eller andet tidspunkt.

Sardiner og skopudsere

Jeg spiser frokost på en cafe på Rua da Misericordia i Chiado. Ikke mere end 10 minutters gang fra den fantastiske plads Miradouro de Sao Pedro de Alcantara, som altid kan byde på en forrygende udsigt over byen ned mod vandet, og den stolte borg Castelo de Sao Jorge i Alfama. Her kan man vælge mellem et utal af skønne retter, f.eks. "truta de barroso", ørred fyldt med skinke, en mættende suppe, eller en af de mange klipfiskeretter, eksempelvis "bachalau a gomes de sa", fisk med kartofler pyntet med æg og oliven. Og som næsten alle steder i byen, til en meget, meget billig penge.

Da jeg besøger det samme sted dagen efter, har værten netop modtaget en ladning friske sardiner, han netop har sprødstegt. Han rækker et fad ud mod mig, og i andet forsøg lærer jeg at spise dem med hovedet først! Sådan gør man, og de smager lækkert. Også noget, en af hans gamle venner bifalder. En ældre mand med sixpence, gode øjne og et venligt smil.

Jeg skal naturligvis forbi den berømte Cafe a Brasileira, hvor Pessoa sidder udenfor, udødeliggjort i bronze. Her i denne smukke gamle cafe på det fornemme strøg Rua Garret, hvor skopudserne hver dag slås om de bedste pladser, tilbragte Pessoa ikke så få timer. Efter sigende faktisk lidt for mange, da han døde af skrumpelever. Selv om han var utrolig produktiv, er der ingen tvivl om, at han også var dybt ulykkelig og ensom.

»Hvad er der at stille op for mig og mine få ligemænd, der lever uden at have forstand på at leve?« spørger han i "Rastløshedens Bog".

Hans digte siger det hele:

Tidlig morgen i Lissabon/ Jeg forguder det hele, og mit hjerte er et herberg, som er åben hele natten/ Jeg føler en stor sult efter livet, som jeg prøver at forstå/ mit hjerte græder i parkernes skygge. Det kender ingen virkelig trøst./ (Fra "Tobaksforretning", uddrag.)

Jo, det regnede næsten konstant hos Pessoa. Men hvor smukt kan det regne?

Museum for manuskripter

I Rua Coelho da Rocha i bydelen Campa de Ourique finder man Casa de Fernando Pessoa. Et museum fyldt med dokumenter og manuskripter, indrettet i det hus, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv på førstesalen.

Der er jævnligt poetiske foredrag og udstillinger. Ikke nødvendigvis altid om Pessoa, selv om han nok vil præge programmet lidt mere i år, da det er 21 år siden, at museet åbnede, og 126 år siden, at han blev født. Et smukt hus, og det koster kun ganske få penge at besøge stedet.

I stueetagen findes der også en særdeles velassorteret butik, der til enhver tid kan imødekomme selv den største Pessoafans behov i form af bøger, postkort og andre souvenirs. Bemandet med et meget venligt og vidende personale.

Bagefter kan man gå nogle få skridt hen til en lille idyllisk plads med syrener, hvor der er en statue af Hertugen af Wellington. Måske fordi den engelske kirkegård ligger lige i nærheden. Eller man kan fortsætte i retning ned mod vandet. Her vil man i rigt mål finde tøj- og skobutikker, der fint kan måle sig med de største europæiske hovedstæders forretninger, hvad kvalitetsmærker angår. Og alt sammen til en meget billigere penge.

Lykketræf og en lille én

Ved et tilfælde finder jeg en perle af en lille plads. Largo de Santo Antóninho ligger for enden af en lille sporvognsrute, (Elevador da Bica), der begynder ved Rua do Loreto. Lidt tilbagetrukket ligger den omkranset af stejle gader og gyder, med et stort træ i midten, og beboelsesejendomme med kakler, skønne farver og vasketøj.

Lidt nede af den ene af de stejle gader, Rua dos Cordoeiros, ligger den charmerende cafe Bar Bica, hvor man også kan sidde udenfor på de skrå brosten. Her regerer den forvoksede gravhund Tommy, der nidkært vogter indgangen. Der går dog ikke lang tid, før han kommer hen og lægger sig i skyggen ved ens fødder. Her kan man sidde i vidunderlig ro og nyde den dejlige udsigt hen over pladsen og ned mod gyden og de gamle lamper, mens de lokale går rundt på altanerne og ordner vasketøjet med cigaretten i munden. Tilligemed kan man spise særdeles godt hos det sympatiske ægtepar, Maria og Carlos, der ejer cafeen.

At drikke en god likør efter frokosten er ikke noget særsyn i Lissabon. I det hele taget har man helt andre drikkevaner her end i Danmark. Det er ikke unormalt at se ældre kvinder sidde alene ved frokosttid med et glas, og de fleste mænd indtager frokosten med rigelig vin eller øl.

Det gælder også for de fire distingverede stamgæster, der hver dag sidder ved stambordet på deres yndlingscafe i Rua Luz Soriano. I denne gade, der også spiller en væsentlig rolle i Pascal Mercier's fremragende roman "Nattog til Lissabon", har de sikkert slået sig ned for flere år siden. Gamle venner, der mødes og udveksler tanker og bøger. Det første bord til venstre for indgangen er deres.

Første gang jeg kommer ind på caféen, hilser de høfligt, og tredje gang begyndte vi at tale om litteratur, da jeg genkender en af de bøger der ligger fremme. Efter at de har spist, stiller værten deres absolut helt private Johnny Walker-flaske på bordet, som de hver dag forsyner sig med. Jo, livet leves i Rua Luz Soriano.

Jeg tillader mig selv at nyde et godt glas Macieira oven på klipfisken i de samme lokaler. En fin likør, der bliver skænket i et stort glas. Og her skal man virkelig være opmærksom, for portugiserne bliver ved med at skænke op, indtil man siger stop. Seks eller otte centiliter er slet ikke ualmindeligt. Og til samme lave pris, som det meste står til i byen vel at mærke. (1.60-3.50 euro). Igen gælder det, at ingen, absolut ingen, ser skævt til en mand, (eller kvinde), der drikker et stort glas tidligt på dagen.

Jeg begynder at forstå, hvordan det kunne gå Pessoa så ilde. Den fælde kunne jeg selv falde i, når man, efter at have skrevet det meste af dagen, går ensom rundt og kun finder glassets selskab på caféerne.

Gule sporvogne giver godt humør

Så galt går det heldigvis ikke, for der er masser at være i godt humør over i Lissabon. Blandt andet sporvognene, der i den grad tegner gadebilledet. De gør én i godt humør, de gule vogne, når de kommer skramlende med deres last af glade mennesker på de slidte gamle mørkebrune sæder. Skinnerne finder man i de fleste gader omkring de centrale bydele, og på en måde kan de fungere som en slags vejviser. Da jeg på et tidspunkt spørger en forretningsindehaver om vej, går han med ud på gaden, peger til venstre og siger:

»Just follow the rails.«

Følg bare skinnerne.

For eksempel ned til Praco do Comércio ved floden, som er en storslået plads med rytterstatue i midten af Joao 1. omgivet af smukke bygninger og buegange. Herfra kan man også tage færgen over til Setubal-halvøen, hvor man efter ca. to timers buskørsel når frem til den lille fiskerby, Sesimbra, der har et stort udvalg af fiskerestauranter med mange specialiteter, da der ofte landes specielle fisk og blæksprutter her.

Stille afsked

I mine uger i Lissabon, denne vidunderlige by, oplevede jeg kun solskin. Både på den ene og anden måde. Jeg hørte tonen i byen, opfangede dens musik, og nogle steder i de små gader, og på nogle af de små lokale cafeer vil jeg vove at påstå, at jeg fandt dens sjæl. Jeg skal aldrig glemme Carlos. Den stille vært med de bedrøvelige øjne fra cafeen på det smukke torv. Den sidste aften jeg var der, viste han mig nogle af de akvareller og skitser, han malede i fritiden.

»For the tourists,« sagde han stille. Jeg roste dem, og han forærede mig et, men ville ikke høre tale om penge. Jeg var ikke længere turist.

Hvorfor ikke alligevel slutte med Pessoa og nogle få sammensatte linjer af det lange digt, som mange portugisere betragter som det smukkeste, der er udkommet på deres modersmål.

"Ode til natten": /Du nat, som er selve stilhedens indre, nat med blinkende stjerner som besætning/kom over havene, stryg din hånd over vilddyrets ryg/og fyld det med en mystisk ro/ kom stille og ekstatiske nat/ med stjernerne som blinkende ringe på dine fingre/ og månens mystiske maske over dit ansigt/ Åh skumringstime, når natten falder på, når lysene tændes i de store byer/ når hver eneste gade er en kanal i et Venedig af mismod/ se på mig i stilhed og spørg afsides dig selv/-Du som kender mig- hvem jeg er/

(Fra "Tobaksforretning", uddrag.)

Svaret findes i Lissabon.