Et snert af det autentiske Sydkorea

»Kamsamida.«

Er der blot ét ord, du vil lære på sydkoreansk, er det lokale "tak" en god begyndelse. Ud over at være internationalt kendt som et af verdens mest arbejdsomme og ambitiøse folkefærd er sydkoreanerne også kendetegnet ved at være ekstremt høflige over for hinanden og for besøgende udefra.

»Tak,« lyder det igen, da ekspedienten kort bukker med overkroppen på måden, der er så karakteristisk på disse kanter. Han åbner skydedøren for at lede sine gæster ud gennem restaurantens snævre mellemgang, hvor to ubehandlede træreoler efterhånden er ved at være fyldt godt op med solide mandesko. Klokken er lidt over 12, og der lyder en næsten rytmisk klingen fra spisepinde mod blikskåle inde fra restauranten, hvor lokale arbejdere i kedeldragter har taget plads på gulvet ved de lange, lave træborde.

Vi befinder os i byen Geoje på øen af samme navn i det sydøstligste hjørne af Sydkorea, hvor hovedparten af indbyggerne er tilknyttet det lokale skibsværft. Her svejses og samles nogle af verdens største skibe, inden de sejler videre ud i verden på olieeventyr.

Stilheden trækker

Oppe fra de høje bakker bag byen kan man mellem træerne skimte det enorme værft i dalen, som med sine orange kraner råber op blandt de sarte efterårstonede bjerge og det rolige vand i fjorden. Det er ikke kønt. Men egentlig heller ikke grimt. Måske fordi industrien er en så uundværlig del af den moderne sydkoreanske kultur og selvforståelse. Eller måske fordi naturen findes i så rigelige mængder på disse kanter, at menneskets aftryk kun udgør en lille og derfor lettere tilforladelig del.

Så snart man bevæger sig væk fra hovedbyen og værftets kontinuerlige summen, bliver man omgivet af natur og stilhed. Netop derfor er Geoje Island en populær turistdestination for lokale fra hele Sydkorea, fortæller en af de lokale fra byen:

»Vi sydkoreanere elsker at være ude i naturen. Geoje Island tiltrækker folk fra hele landet, fordi her er gode strande, frisk luft og flot natur, og det er en stor kontrast til det hektiske liv i Seoul. Her er rent og pænt og ingen forurening,« fortæller 51-årige Shine Young Kang, der arbejder på det lokale skibsværft.

Vesterlandske turister skal man derimod lede længe efter på egnen, som derfor virker sjældent autentisk og ganske uspoleret. Man skal kun få kilometer væk fra hovedbyen Geoje, før det er den oprindelige koreanske kultur, man møder. I de små fiskerlandsbyer, der ligger som perler på en snor i fjordene langs øens kilometerlange kyst, kan man af og til føle sig sat adskillige årtier tilbage i tiden, når beboerne byder på tørret blæksprutte som eftermiddagsgodbid, sælger hjemmedyrkede grøntsager i interimistiske boder langs vejkanten, og ingen kan et ord engelsk. Hvorfor skulle de også kunne det?

Det hellige bjerg

Et af områdets andre perler ligger blot en times kørsel vest for Geoje. Byeokbangsan hedder bjerget, hvis navn på dansk betyder noget i retningen af "bjerget, der ligner en mur."

Det siges, at da en af Buddhas 10 lærlinge kom til bjerget, fandt han det så overvældende, at bjerget fik sit navn deraf. Det kan undre, eftersom bjerget blot er 650 meter højt, men ikke desto mindre giver det ømme ben at følge den smalle sti, der snor sig stejlt op ad skråningen.

Spredt på bjergsiderne langs stien ligger flere buddhistiske templer, sådan som de har gjort det i flere end tusinde år. Det åbenlyse fravær af nøje tilrettelagte udsigtsposter bidrager til fornemmelsen af ægte og unik autenticitet.

Her er kun få skilte, og de, der er, er skrevet med koreanske tegn. Det gør nu ikke så meget, for retningen er klar: Vi skal opad mod templet på bakketoppen.

Alligevel bliver vi ledt på afveje, da der pludselig lyder en rytmisk messen mellem træerne, der får os til at forlade stien og følge lyden op til en åben plads med to farverige templer, som et skilt fortæller os er bygget helt tilbage i år 654 e.kr. Den messende sang viser sig at komme fra det ene tempel via et par højtalere gemt bag en tusind år gammel massiv bronzeklokke højt oppe i et trætårn. Midt på pladsen troner hovedtemplet smukt dekoreret med massive søjler og et sirligt udskåret tagudhæng i lyse blå og lilla nuancer.

Fra den smalle sideåbning er der indgang til bedesalen, hvorfra en ældre mand træder ud og forsvinder bag det andet tempel, før vi får set os om. Inde i det hellige rum er vægge og lofter malet i intense røde nuancer, der synes at få hele rummet til at omkranse de tre forgyldte Buddha-figurer, der er placeret på alteret, som hver måler en halv meter i højden.

Foran hver figur brænder et levende lys, og fra loftet hænger i hundredvis af små håndskrevne sedler med koreanske tegn, vi ikke forstår. Kun de neonrøde tal på det noget malplacerede digitale vægur bryder med stedets tidsløse ånd.

Til toppen

Da vi når templet på bjergtoppen, viser det sig at være noget mindre i både størrelse og udsmykningsgrad. Her er beliggenheden på toppen af bjerget uden tvivl det centrale.

Siddende på stentrappen ude foran templet er det ikke svært at forstå, hvorfor områdets munke tilbage før forrige årtusindeskifte valgte lige netop denne placering. Her midt i intetheden er der udsigt over de mange trætoppe og fjorden neden for bjerget, og de mange småøer ligner fra denne afstand snarere små bobler i vandet. Hist og her toner andre templer frem i det bakkede landskab som hengemte skatte midt i det grønne buskads.

Således opslugt af skovens tysthed er det let at glemme, at Sydkorea med sine mere end 50 millioner indbyggere er et af verdens mest tætbefolkede lande. Faktisk er der dobbelt så mange indbyggere her som i broderlandet mod nord og endda på et langt mindre areal. Men al dette er ikke til at mærke i naturskønne Geoje, som også rummer en nationalpark, der er næste stop på turen.

På tur med de lokale turister

Mod sydøst ligger den lille klippehalvø Hallyeohaesang, der er erklæret nationalpark på grund af sit frodige plante- og fugleliv. I modsætning til resten af kyststrækningen på Geoje vidner asfalterede udsigtsposter, busser og officielle informationsskilte her om, at dette område er en velbesøgt turistdestination.

Mange turister er der dog ikke, og al turistinformation er på lokalsproget. Længere ude på spidsen af halvøen ligger den lille havneby Haegeumgang, hvorfra der sejler en minifærge til øen Oedo godt fire kilometer ud for kysten.

Om bord på færgen får vi fornøjelsen af kaptajnen, der er en moden herre ulasteligt klædt i brun fløjlsjakke, lilla slips og store solbriller, og som taler entusiastisk ind i sin håndholdte mikrofon, imens han med den anden hånd styrer båden. Ordene forstår vi intet af, men vi følger lydigt med, da vi og omkring fyrre koreanske passagerer gelejdes ud på det smalle dæk for at se nærmere på formationer og fugle på en høj klippeø, som båden passerer på ruten.

Redningsveste er der ingen af, men det synes ingen at tage sig af. Ej heller, da kaptajnen sætter båden i bakgear ind i den snævre sprække mellem klippevæggene, der pludselig står faretruende tæt på bådens sider. Så giver det igen et ryk i båden, og vi sejler ud og videre.

På øen Oedo er det en noget anden struktur, perfektionisme og præcision, der møder os. Den lille ø viser sig at være én stor romantiseret botanisk have med figurskårne buske, pludrende springvand og græsk-romerske statuer og amfiteatre.

Det er et overvældende paradisisk sceneri på grænsen til kitsch, som får mine tanker ledt i retning af ”Alice i Eventyrland”, da vi slentrer ad de snoede grusstier rundt på øen. Ikke desto mindre giver besøget et prisværdigt indblik i sydkoreansk kultur og sydkoreanernes skønhedsidealer, for stedet gør tydeligvis indtryk på de mange koreanske familier og kærestepar, der med massive spejlreflekskameraer om halsen betragter den botaniske have. Imens betragter vi dem og den sydkoreanske kultur fra en lille café på øens højeste punkt, hvor vi har trukket os tilbage med hver vores skål varme suppe med udon-nudler. Uden ske. Kun udstyret med spisepinde. Dét er autenticitet i næsten for rigt mål.