Henrivende Hawaii

Bill giver rotorbladene ekstra kraft, og snart løfter helikopteren sig fra jorden på den lille heliport. Igennem hovedtelefonerne bereder han os på en uforglemmelig oplevelse de næste 45 minutter.

Han når også at fortælle os, at han har siddet bag styrepinden igennem de seneste femten år, nok for at forsikre eventuelle sarte sjæle blandt os fem passagerer om, at alle kan føle sig trygge. Vi følger først et lille stykke af Kauais kyst sydpå, og får et mageløst syn af koralrevene ud for strandene, for så at styre ind i landet mod vest.

Under os breder sig et ubrudt grønt tæppe af skove og enge med spredte små bebyggelser, i starten ret fladt, men snart bevæger vi os over et arret højland, hvor naturen tager over på sine egne rå præmisser. Vi passerer først bjerget Kawaikini og derpå det næsten lige så høje Wai’ale’ale, som rager godt halvanden kilometer op. Dybe kløfter med lodrette irgrønne fugtige vægge, hvorfra et væld af større og mindre vandfald kaster sine kaskader ned i det mørke dyb.

Bills forsikring i starten af turen om hans mange års erfaring kan sagtens have været køligt kalkuleret med tanke for den reaktion, passagerne lige nu har, da han ”stopper” op over en af de cirkelrunde dybe kløfter. Han drejer helikopteren 360 grader rundt, så alle får det perfekte vue ned over hullet. Derpå lader han fartøjet dumpe ned hundrede meter, så vi er på niveau med det højeste af vandfaldene.

Han stopper ”faldet” med en kraftig acceleration af rotorerne, men lader nu chopperen glide i lav fart længere ned, hvorpå han foretager endnu en cirkelbevægelse.

Et par højlydte hvin lyder fra bagsædet. Nu er vi omgivet af et utal af vandfald, her hvor vi blot er tyve meter over den lille sø, som alle kaskaderne ender i. Så går det atter lodret op, videre ind over det barske indre af den omtrent cirkelrunde Hawaii-ø.

Over Jurassic Park

Næste gang, vi alle taber mund og mæle, er, da han fører os ind over Waimea Canyon – naturfænomenet, som rettelig bærer titlen ”Grand Canyon of the Pacific”. Ligheden er slående, dog med den forskel, at farven grøn har en anderledes dominans her end i den langt mere kendte kløft tusinder af kilometer væk inde på det amerikanske kontinent.

Skipper styrer mod nord, men tager lige en afstikker til det ensomt beliggende Waipo’o vandfald. Herpå går det videre mod turens crescendo, den uforlignelige Na Pali kyst på nordsiden af Kauai. Heldet tilsmiler os i en sjælden grad denne dag, for næppe en sky anes på himlen. Det begaver os med et af klodens store syn, nemlig det, man får fra siden og fra havet af denne vildt dramatiske kyststrækning.

Vi befinder os i en af de vådeste lokaliteter på kloden, og derfor ligger området normalt indhyllet i massive skyer. Na Pali-kystens vanvittigt høje og næsten lodrette furede klipper fremstår uvirkelige.

Som kulisser i en film, der har fået en ekstra tand af det drømmeriske. Tanken er ikke helt ved siden af, for stedet har været brugt som ægte kulisser i film som Jurassic Park og Avatar.

Bill kaster et blik på uret. Det er tid til, at vi vender næsen hjemad. Han følger nordkysten samt en del af østkysten, og når nu og da at udpege lokaliteter, hvor kendisser fra Hollywood har deres ferieboliger.

Som en sidste gestus når han da også lige endnu et vandfald, det tre-armede Wailua. Tre kvarter – og lidt til – er gået, da han sætter chopperen sikkert på jorden.

Magi for sanser og geografi

En sådan lufttur over Kauai er den ideelle måde at begynde sit besøg på øen. Ikke bare ægger turen til at gå om bord i alle herlighederne fra landjorden, den giver også en perfekt orientering om øens geografi. Næsten alle de store syn, vi har set fra luften, kommer vi til at opleve horisontalt de kommende dage. Hawaii-øerne består af otte skønne og meget forskellige øer, men der er næppe tvivl om, at The Garden Isle, som er Kauais kælenavn, løber med de fleste superlativer, hvis kriteriet hedder landskabelig skønhed. Og så er den stille og rolig på sin egen facon. Kun 65.000 sjæle bor her. Aldrig optræk til de menneskemasser, højhuse og kommercialiseret liv, som præger især øen Oahu med storbyen Honolulu. Kauai er den fjerdestørste af Hawaii-øerne, og en af dem, hvor den polynesiske kultur har overlevet bedst. Øen fylder godt det dobbelte af Bornholm, men øens bjergrige indre er stort set uden veje, med undtagelse af få afstikkere lidt ind i landet.

Én eneste sammenhængende og asfalteret vej følger stort set to tredjedele af kysten mod nord, øst og syd, mens store dele mod nordvest ingen veje har på grund af topografien. Bare for at komme til en af Kauais mest lækre, men også øde strande i Polihale State Park, må man sågar udfordre bilen ad godt ti kilometer hullet grusvej. Det forklarer, hvorfor der er umådelig god plads på den uendelige sandstrand, som er flankeret af en massiv bjergvæg mod nord. Da vi har parkeret bilen, og slentrer igennem sandet ned til vandet, går der flere minutter, før vi ser tegn på liv på stranden i form af et par off-roaders og fire personer.

Vandreturen over alle

Stillehavet ser ubegribeligt blåt ud, som det breder sig ud til højre for os. Til den anden side er der lige så ubegribeligt grønt. Bjergene rejser sig i drabelige højder med erotisk formede kurver øverst oppe. Her langs Kalalau-stien med en samlet længde på godt 35 kilometer, som følger Kauais nordlige kystlinje, går vi i et efterhånden lavt tempo. ikke så meget fordi stien endnu er særlig stejl eller vanskelig at forcere, mere fordi tropevarmen er trykkende, så snart vi er ude af skyggen fra løvet, som ellers i starten af vandringen dannede en espalier over os. Når sveden pibler frem fra panden, sætter vi os på en afsats højt over havet, bæller vand fra flasken, og nyder nogle af de uophørlige, drømmeriske syn til alle sider. Frodigheden inde over øen legitimerer fuldt ud Kauais kælenavn som have-øen. Alt, som gror langs stien, er vildt, herunder flere orkidéer. Vældige bregner blander sig med indfødte træer som guava og mango. Også saftige bananplanter trænger sig på. Kvidrende farverige spurve basker kåde over os.

Vi har imidlertid forregnet os, idet vi fejlagtigt har antaget, det ville være muligt at nå betydeligt længere denne ene dag. Her fra Hanakapi’ai Beach begynder nemlig den rigtig barske del af stien med hidsige niveauforskelle, som til gengæld belønner de udholdende – og dem med bedre research – med et storslået syn af Na Pali-kysten fra neden. Skal vi nå tilbage inden mørket, er det eneste kloge valg at returnere.

Na Pali - horisontalt

Til gengæld oplever vi næste dag Kalalau-dalen og Na Pali-kysten fra det berømte udsigtssted i Koke’e State Park, hvor vejen brat ender. Var vi heldige dagen før, tilsmiler heldet os også i dag: klart og uden en sky over os. Vi står tusind meter over kysten med et panorama i særklasse, og som bliver et af dem, som vil mejsle sig ind i erindringen på en top ti i liga med Himalaya og Machu Picchu. Som et pudsigt apropos til vejrliget.

Et par hundrede meter længere langs den vandresti, som udgår fra p-pladsen, står et skilt, som fortæller, at dette er en af de vådeste pletter på kloden! Ø-klimaet er karakteristisk ved sin hurtige foranderlighed, og da vi kører tilbage, trækker et skylag sammen over os, og sender forudsigeligt en kaskade af regn ned.

På vejen videre mod Waimea Canyon ender det i frontal regn, og vi må holde ind til siden, for vinduesviskerne kan slet ikke følge med, og i øvrigt er asfalten blevet glat som is. Blot ti minutter senere skinner solen atter. Furet og arret, okker, grønt, brunt – ganske uregerlig ser Waimea Canyon ud – alt sammen skabt igennem årtusinders erosion, forårsaget af vulkanisme og van(d)vittige mængder af nedbør.

Den ultrakorte årsag til Waimea Canyons surrealistiske fremtoning. Skyerne fra den netop overståede regnbyge er ikke helt fortrukket, og godt det samme. En massiv blåviolet skybanke lurer bag en af sidekløfterne i Waimea, og maler ekstra drama og mystik ind i skuet, mens vi står på en af flere udsigtspunkter og nyder synet.

Fra Waimea går det ad vejen drat nedad, til vi møder kystvejen ved flækken Kekaha, og herfra følger vi Kaumual’i Highway øst igennem sukkerrørs- og ananas-plantager, fede jorde med kvæg, små landsbyer, hvor høns passerer vejen, så vi må bremse op for at undgå påkørsel.

Her midt på eftermiddagen, hvor varmen på sydkysten er på sit højeste, foregår der ikke så meget blandt folk og fæ. Helst ligger man i en hængekøje og slapper af, eller spiller et slag kort med vennerne under skygge fra et træ. Vi er i det yderste provinsielle af Hawaii og her, hvor den polynesiske kultur har fået lov at leve bedst intakt. Et par yngre mænd med sirlige tatoveringer på arme og bryst er i færd med at klargøre deres surfbrætter, før dagens sidste ridt på bølgerne ud for Po’ipu Beach sker.

Endnu et par timer før solnedgang, kører vi de få kilometer op til Koloa, den ældste by på Kauai, som emmer af historiens meritter – herunder den vigtige hvalfangst, som medvirkede til øens velstand. En køn – og yderst afslappet by. Ingen har travlt. Alt foregår i slowmotion. Indtagende gamle træhuse – visse af dem indrettet som museer – giver et vink om, hvordan tilværelsen så ud for mere end hundrede år siden.

Vi kører tilbage ad den samme korte vej mod kysten til Lawa’i Beach House. Her udspiller sig omtrent den samme ting hver aften: En skare af mennesker stimler sammen uden for restauranten på stranden for at nyde den efter sigende flotteste solnedgang over hele Hawaii.

I løbet af det gode minuts tid, det tager solens krans at dykke ned under horisonten lyder klapsalver fra de fremmødte. Som en velfortjent tak for endnu en vidunderlig dag på Kauai.

Tre råd til rejsen