Ekstravagance på ishavet
Et krydstogt langs Amerikas nordligste stillehavskyster er en måde at betvinge Alaskas ellers utilgængelige vidder på. En skeptisk cruise-jomfru gik om bord på luksuslineren med åbne øjne – og mund – og blev overrasket.
Jeg kan se to slags hvaler, da jeg for anden gang fylder min tallerken i den perverst bugnende buffet.
Den ene blæser en vandstråle op i den glasklare luft få hundrede meter fra skibets vinduer. Den anden – kun få meter foran mig – bakser med at vippe et stykke chokoladelagkage op på en i forvejen faretruende overfyldt frokostplatte.
En nøje udvalgt scene med ekstreme kontraster, javist, men alligevel meget sigende for min lille families jomfrukrydstogt.
For hvis det ikke er to hvaler på samme tid, er det to vandfald – et med fossende smeltevand, et andet med smeltet chokolade til jordbærrene. Under frokostens improviserede hvalsafari minder jeg mig selv om, at vi før afsejling pakkede både ja-hatten og cowboyhatten i et forsøg på at grine mere med end af. Det viser sig hurtigt en fornuftig – men dog til tider uladsiggørlig – beslutning.
Fra Seattles solbeskinnede havnefront glider den 294 meter lange Norwegian Pearl nordpå mod Alaskas ornamentale kyster. Skibet er ladet med to tusinde fortrinsvist amerikanske gæster og tusind evigt smilende besætningsmedlemmer hovedsagelig af filippinsk og indisk afstamning.
Kahytternes overdådighed vokser eksponentielt med pengepungens størrelse. Vi får en kahyt midtskibs på femte dæk – ikke prangende, men praktisk og med panoramaudsigt til vildmarkens evigt foranderlige teater.
Under den obligatoriske sikkerhedsbriefing og udførlige demonstration af sikkerhedsudstyr forsøger jeg forgæves at fortrænge billedet af det bugvendte Costa Concordia, krydstogtskibet som på tragisk vis forliste ud for Italiens kyst.
En efterfølgende granskning af portrætter af skibets officerer dulmer mine nerver en smule. Kaptajnen er en knastørt udseende nordmand med lyst overskæg – jeg krydser fingre for, at denne nordiske broder ikke er en lige så stor kryster som Concordias feje hund af en playboy-kaptajn, som sprang i redningsbåden som den første før passagererne.
Godt så.
Noget for enhver
Norwegian Pearl viser sig hurtigt at være et destillat af den virkelige verdens diversitet, forstået på den måde, at cruisefirmaets salgsargument om, at skibet rummer noget for enhver smag, i den grad holder vand.
Her er 15 forskellige restauranter, diskotek, bar, casino, pool, tennisbane, bridge-turnering, børnehave, kunstgalleri, bibliotek, biograf, bowlingbane, historieforelæsninger, ansigtsmassage – listen fortsætter i det absurde.
Hovedparten af aktiviteterne er gratis, mens enkelte avancerede ting, som eksempelvis massage med varme sten, koster knaster.
Overflødighedshornets formål er primært at slå timerne på havet ihjel. Hvis altså ikke udsigten er aktivitet nok. Men den virkelige attraktion er selvsagt de steder og byer, hvor Norwegian Pearl lægger til. Byer, som normalt er svært tilgængelige på grund af Alaskas isolation og enorme afstande.
Første stop efter en lang, men rolig nats sejlads op ad kysten er byen Juneau, som med sine beskedne 30.000 indbyggere er Alaskas hovedstad.
Vi vælter i land. To tusinde mand med skarpladte kameraer, parat til at forevige os selv med Alaskas forjættende natur som bagtæppe for vores brede smil.
Krydstogtselskabet udbyder naturligvis en endeløs række ture i alle prisklasser. Vi springer let hen over de mest brovtende ture med mudder, brølende motorer og andre sikre hit for det amerikanske publikum og snupper i stedet en bus op til den imposante Mendenhall-gletsjer, som stikker sin istunge frem mellem to enorme hjørnetænder i granit.
Synet har en stærkt ego-formindskende effekt, men mest imponerende og skræmmende er faktisk en video i udkigstårnet. Den dokumenterer gletsjerens hastige forsvinden og afsmeltning gennem femten år.
Fra Juneau videre til Skagway. Selve byen virker som en kulisse rejst til ære for de tilrejsende turister, guld, ædelsten og T-shirts på parade. Langt mere autentisk og spændende er turen med den legendariske Yukon Route jernbane, som blev konstrueret til Klondikes forjættende guldminer under den febrilske jagt på det gyldne metal i 1896.
Op og op snor jernbanen sig, ikke for sarte sjæle, men lige noget for ungerne, hvis næsetipper er som limet fast til ruden.
Næste morgen er yngstemand som sædvanlig oppe, før fanden finder morgentøflerne frem, og han og jeg er blandt de første, der angriber pandekagerne med sirup kl.. 5.30.
Jeg nikker indforstået til en gut med kalot på hovedet, babymos på kinden og sin unge på armen – familiefaderens forbandede morgenpligt.
Usædvanligt mange hvaler til styrbord varsler en usædvanlig dag.
Vi fortrækker til skibets stævn og erobrer et par gigantiske lilla plysstole foran panoramavinduerne.
Jeg begynder at sludre lystigt med mine medrejsende. Men det slår mig, at ud over banaliteterne og høflighedsfraserne, er det faktisk ikke så let at komme ind på livet af de ellers åbne og imødekommende amerikanere.
Tæt på naturen
En hurtiggående motorbåd indhenter os og et par ”forrest rangers” entrerer skibet for kyndigt at guide os gennem ”Glechier National Park” – som for mit vedkommende viser sig at være turens absolutte klimaks. En rastløs grizzly-bjørn og dens unger følger os fra bredden.
Strædet snævrer ind og stadig flere løsrevne isbjerge flyder os i møde, og for enden af isfjordens tynde blindtarm tårner en gletsjer sig op i al sin majestætiske vælde. Vores ellers imposante skude ligner et flaskeskib ved siden af.
Vi glider faretruende tæt på den gasblå facade. Et tordenskrald bryder stilheden, og et hvidt højhus styrter i havet lige foran os. Synet paralyserer mig. Den kælvende gletsjer sender en flere meter høj bølge vores vej. Jeg vågner straks af døsen og sender hastigt en komponeret bøn til den norske kaptajn i håb om, at han har styr på sagerne.
Men bølgen mærkes underligt nok kun som en blid vuggen, og den næste time følger vi på nærmeste hold gletsjerens veer og fødslen af næsten tyve nye isbjerge. Et syn, som resten af mine dage vil stå printet på min nethinde.
Nu kan det ikke gå galt, tænker jeg. Og det gør det så selvklart alligevel. I byen Ketchikan jokker jeg et rustent søm langt op i hælen under en bjørnesafari og må nærstudere sundhedsvæsenet i udkants-Amerika. Et effektivt bekendtskab.
En stivkrampe og en hamper regning senere er jeg klar til at gå om bord igen.
Efter et lidt for hurtigt, men dejligt stop i den charmerende, europæisk orienterede by Victoria på Vancouver Island i Canada nærmer vi os Seattle igen. Tiden er kommet til farvel, og en lang liste med afkrydsning og evaluering af turen fordrer lidt refleksion over en uges bombardement af sanser og mavesæk.
Min konklusionen er klar; et krydstogt langs Alaskas kyster er en unik oplevelse, men mixturen af storslået natur og falbudt luksus har en besk bismag. En svært definerbar disharmoni. Måske kan det bedst beskrives som at ramme Rammstein på jukeboxen, når det rette soundtrack nok snarere var Tjajkovskij.