På toppen af Kenya

Vejen er hullet, og minibussen må sno sig for at undgå de værste huller. Regnen, der få uger forinden skyllede ned over området nær byen Nanyuki, har sat sine tydelige spor på grusvejene, som fører eventyrere og naturelskere mod Kenyas højeste bjerg – Mount Kenya.

Hullerne i vejen er så dybe, at det er en kunst at komme frem uden at vælte. Hastigheden er helt i bund, så der ville nok ikke ske den store katastrofe, hvis bussen skulle finde på at tippe. Alligevel er turisterne i bussen en smule ængstelige. De kenyanske passagerer er derimod helt rolige – de er vant til de hullede grusveje.

»Sådan er Afrika,« siger de på en trækken-på-skuldrene-agtig-måde. En glose, man kommer til at høre mange gange, når man rejser i Kenya.

I den ene side af bussen er der et stort hul i gulvet. Det er rust, der har gnavet sig igennem metallet, og hullet ser ud til at være blevet større og større med tiden. Det er placeret lige foran et sæde, så man skal passe på, hvor man sætter fødderne. Hullet giver den rejsende en helt ny måde at nyde udsigten fra bussen på. Sådan er Afrika.

Fremme ved foden af Mount Kenya i god behold kan turisterne begynde turen op af bjerget. En gruppe på fem begiver vi os af sted sammen: guiden Charles Gatia, to danske eventyrere og to afrikanske bærere, der sørger for at slæbe mad, drikke og andre nødvendigheder op af bjerget.

Det er tørt, og gruset støver under vandrestøvlerne. Stigningen er mild, så det virker mere som en spadseretur end en bjergbestigning. De to bærere er gået i forvejen, så nu er det kun guiden Charles og os to danskere, der traver af sted sammen. Vi småsnakker og griner – og Charles bliver lokket til at spise danske lakridser.

Han fortæller om sit arbejde som guide på Mount Kenya og på bjerget Kilimanjaro i nabolandet Tanzania. Det er et hårdt job, og det er ikke særligt længe siden, at han sidst tog turen op og ned af det fem kilometer høje bjerg – så det er nemt at blive lidt grundtræt i kroppen.

Løve, bøffel eller elefant?

Med et »hysss« afbryder Charles pludselig hyggesnakken. Han stopper op og breder armene ud – som vil han beskytte sine to følgesvende – og begynder langsomt at gå baglæns. Det pusler i det høje krat af buske og træer, der afgrænser den brede grussti, som gruppen bevæger sig ad. Det knitrer i bladene – og nogle af de yderste grene på buskene bevæger sig.

»Gå tilbage – langsomt,« hvisker Charles.

Der er et rigt dyreliv på Mount Kenya og i det omkringliggende landskab. Selv i fire kilometers højde lever en række mindre dyr – blandt andet alpinmus. Kun på toppen, der runder fem kilometer, er det småt med dyr. Der har sne og is taget over.

Ifølge Charles kan man støde på alt fra ørne og colobusaber til den afrikanske savannes populæreste dyr, der går under navnet The Big Five – De Fem Store. Betegnelsen dækker over løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Disse dyr lever kun på den nederste etape af Mount Kenya, men det er alle dyr, man ikke har lyst til at møde til fods.

Selv om elefanten, næsehornet og bøflen kan virke fredelige, når man betragter dem på afstand, er det ikke til at sige, hvordan de vil reagere, hvis de støder på mennesker i det fri.

Tilbagetogt er vejen frem

På vej baglæns mod Mount Kenyas fod støder vi på en anden lille tremandsgruppe, der hurtigt fornemmer, at der er fare forude og derfor vælger at følge med nedad. Endnu har dyret på den anden side af buskadset ikke vist sig. Vi bakker ned ad bjerget med hjerterne helt oppe i halsen, og pulsen skruet op på maksimal hastighed – »dunk, dunk, dunk«.

Guiden fra den anden tremandsgruppe samler en stor sten op. Charles ryster på hovedet. Med 15 års erfaring fra området ved han, at man næppe opnår gode resultater ved at kaste sten efter dyr – tværtimod.

Og i dette tilfælde har han ret, for nu er dyret så tæt på, at det om sekunder vil afsløre sin art. De nederste grene på de slanke træer ud mod stien bevæger sig, og der står den – elefanten. En sten vil næppe skræmme den store, grå kolos – og i øvrigt er den ikke alene. Mellem træerne fornemmer man omridset af flere store dyr. Det er en flok af elefanter.

»Fortsæt tilbage,« siger Charles og opfordrer gruppen til at vende rundt og sætte fart under skosålerne. Selv bliver han ved med at gå baglæns, så han kan holde øje med situationen.

Et bjerg – tre toppe

Elefanten er et fredeligt dyr, så længe den ikke føler sig truet. Men der er ingen grund til at tage chancer. Derfor vælger Charles at slå lejr for en stund længere nede ad bjerget, inden turen opad kan fortsætte. Han giver elefanterne en lille time til at bevæge sig væk fra stien. Man kan ikke planlægge alt, og derfor vil turen op af bjerget kunne tage kortere og længere tid. Faktorer som højdesyge, dårlig fysik, vejrforhold eller dårligt udstyr kan alt sammen påvirke turen op og ned.

Typisk siger man dog, at den første etape af bjerget til campen med navnet ”Old Moses”, der ligger i 3.300 meters højde, tager fire timer. Nogle vælger at køre hele vejen til campen og derved gennemføre turen op og ned af bjerget på tre dage – i stedet for at bruge fire eller fem dage, som størstedelen af de vandrende vælger at gøre. Har man tendens til højdesyge, er det langt det dog bedste at gå i stedet for at køre, så kroppen langsomt får mulighed for at vende sig til højden.

Fra Old Moses-lejren er det ikke længere muligt at køre. Resten af turen fortsætter til fods – mod Shiptons Camp i 4.200 meters højde. Her overnatter man typisk en enkelt nat, før man fortsætter det sidste stejle stykke til toppen Lenana i 4.985 meters højde.

Mount Kenya har tre toppe, og vil man de sidste 200 meter op til toppen Batian i 5.199 meters højde eller til Nelion i 5.188 meters højde, er det ikke længere nok med vandrestøvler og stædighed. Så skal man være teknisk bjergbestiger og bestige bjerget med reb og carbinhager. Det er ikke for de uøvede – og der dør cirka én om året på toppen af Mount Kenya.

Mod toppen

Efter en meget kold og lidt urolig nattesøvn er vi – to danske eventyrere, guiden Charles og de to bærere Joseph Kago og Peter Kimani – på vej mod den sidste camp, inden den sidste stigning mod toppen. Charles fortæller, at turen vil tage cirka ni timer.

Selv om solen er stået op, er natten så kold, at iskrystallerne, der har dannet sig i de mørke timer, ikke er smeltet bort. De ligger som diamanter langs de små vandløb eller ved de store sten og glimter helt fantastisk, når solen rammer dem. Vegetationen skifter jo højere, man kommer op – og de særeste planter kommer til syne. Gruppen bevæger sig gennem dalen Likii Valley – først ned ad bakke.

Vi stopper for at fylde vandflaskerne i den lille bæk, der løber gennem dalen. Der er så stille og så smukt. Når man står på den lille bro, der går over bækken, bliver det for alvor klart, hvor lille mennesket er – og hvor stor og bevægende verden kan være. En god oplevelse at holde fast i, når vi kort efter kæmper os op ad dalen igen.

Guiden Charles lover, at det igen vil komme til at gå lidt nedad, når man kommer op ad Likii Valley. Han undlader dog at fortælle os om dét, der venter på bakketoppen. Og det gør oplevelsen endnu stærkere – for pludselig er den der: »BAM«.

Den sneklædte top af Mount Kenya kommer til syne, og den ene af os begynder at græde. Ikke fordi det er trist. Ikke fordi det er hårdt. Ikke fordi det stresser hende, at der stadig er langt til toppen – men fordi det er så hamrende og helt ubeskriveligt smukt. Det er poesi – og hvorfor? Fordi det er så voldsomt. Fordi kontrasterne mellem landskaberne er så store. Fordi det er et syn, hun ikke har set før. Fordi det er alle anstrengelserne værd.

Gruppen fortsætter langs dalen Mackinder Valley med udsyn til toppen af Mount Kenya den resterende vej til Shiptons Camp. Luften er blevet tynd, og det giver problemer med vejrtrækningen. Vi er trætte.

På med pandelygten

Klokken to om natten begynder den sidste vandring. Målet er at nå toppen af Mount Kenya til solopgang. Iført det varme tøj – huen, vanterne og den tykke dunjakke – bevæger vi os mod toppen. Der er helt sort, så kun pandelygterne viser, hvor man kan sætte fødderne. Charles finder nemt vej i mørket.

Det er en svær tur til toppen. Luften er så tynd, at den næsten sætter den ene af os ud af spil. Bjergsiden er stejl og fyldt med grus og småsten, der ruller under skosålerne. Det er ikke nogen nem tur, og til tider er det nødvendigt også at tage armene i brug for at komme fremad. Det bliver nemmere, da vi når de sneklædte lag. Her gør det hvide underlag det nemmere at stå fast.

Bjergtoppene er mørke mod den sorte himmel, der i virkeligheden ikke er så sort. En overvældende mængde af stjerner fylder himlen, som sølvglimmer drysset ud over mørkeblåt karton.

Langsomt begynder solen at stå op, og himlen eksploderer i lys. Det er en sejr at nå toppen. Det er eufori. Og selv om plateauet på toppen ikke er stort, er der plads til en dans, hvis man har overskuddet. Og der danses – og jubles, mens armene bliver rakt i vejret for at hylde den storhed, man føler indeni. Og Charles smiler, knytter den ene næve og rækker symbolsk armen i vejret. I virkeligheden er han nok lidt ligeglad med al den storhed – han har oplevet den så mange gange før og vil egentligt helst tilbage til campen og sove. Men eventyrerne er ligeglade – for nu ejer de verden. I hvert fald for en stund.