Fortsæt til indhold
Rejser

Campingplads med udsigt til Roskilde Domkirke

Roskilde Camping er ved at blive renoveret, så faciliteterne lever op til den smukke udsigt over fjorden. Men pladsen ligger også centralt, så den er et oplagt udgangspunkt for ture til hovedstaden og resten af Sjælland, der kan nås på under en time.

PER RAAHAUGE

Roskilde Camping er en kommunal plads, der ligger i Veddelev i den nordlige udkant af den smukke midtsjællandske by. Udsigten fra pladsen er fantastisk, fordi terrænet skråner mod syd, så de fleste lejrpladser har et fint sigt over hele den gamle by med Roskilde Domkirkes tårne og spir centralt og højest.

Den nye lejrchef havde det varme arbejdstøj på i påsken, hvor han havde travlt med at renovere bygningerne på pladsen.

»Ja, vi har mange skrånende pladser med fin udsigt, men vi har også udvidet campingpladsen med en stor, plan plads, hvis nogle af vore gæster vil slippe for at skulle stille vognen i vater for en enkelt nat,« fortæller lejrchef William Rhod Christiansen, der sammen med hustruen Janni overtog forpagtningen sidste år og nu har tegnet en 20-årig kontrakt med Roskilde Kommune.

Explorer møder værtsparret i slutningen af påsken i den næsten færdige receptionsbygning, som William Rhod Christiansen er ved at lægge sidste hånd på. Pladsen blev få dage tidligere åbnet for sæsonen, men på grund af frosten og de spredte faner af sne på grønsværen har det ikke været muligt at slå græs. Ligesom der heller ikke er åbnet for vand overalt på pladsen for at undgå frostsprængninger i installationerne.

»Men gæsterne tager det i stiv arm. Mange af dem kender pladsen og forstår godt, at vi må tage det på den gamle facon,« forklarer han.

Fra Thisted til Roskilde

Det nye værtspar har overtaget pladsen i Roskilde med fine erfaringer i bagagen. Siden 2006 har de nemlig ejet og drevet Thisted Camping, som de har haft stor succes med. Nu er den bortforpagtet nogle år, så de kan koncentrere sig om pladsen på Sjælland, hvor de begyndte sidste år.

Roskilde Camping er trestjernet, og det nye værtspar har ikke intentioner om at gå efter hverken fire eller fem stjerner.

Roskilde Camping har snart 400 pladser, hvoraf omkring 100 benyttes af fastliggere i sæsonen.

»Vi vil nemlig gerne give folk noget mere, end de forventer. Vi tror på, at vore gæster primært vælger os på grund af naturen og pladsens centrale beliggenhed. Selv om vi da også har forskellige fester og anden underholdning i løbet af sæsonen,« forsikrer han.

Roskilde Camping har snart 400 pladser, hvoraf omkring 100 benyttes af fastliggere i sæsonen, der løber fra før påske til udgangen af september. Den indgår desuden i Roskilde Kommunes rekreative område Vigen Strandpark. Inde på den store plads ligger et mindre supermarked samt adskillige servicebygninger, der ifølge den nye lejrchef trænger til at blive renoveret.

»Vi er allerede godt i gang med receptionsbygningen og vores private bolig. Mens vi til august for alvor fortsætter med at renovere toiletbygningerne,« fortæller William Rhod Christiansen, der blandt andet har en håndværksmæssig baggrund.

Gæsterne skal dog ikke holde sig tilbage, fordi flere af bygningerne trænger til en overhaling, forsikrer han.

Mod nord og vest kan man om sommeren nyde de mange sejlere på Roskilde Fjord.

»Det er gamle bygninger, vi har, men vi gør meget ud af, at de holdes rene og fungerer fint. Men vi er jo alle ”luksusdyr” og vil have det som derhjemme. Og det er målet for toiletbygningerne om kort tid.«

De nye forpagtere har overvejet, om de skulle renovere de gamle bygninger eller bygge helt nye. Og valgte det første, fordi så mange af de faste gæster kender og værdsætter dem.

Seværdigheder

Hvis man ikke bare vil slappe af og nyde naturen og vandet i nærheden af pladsen, er der masser at se på i byen og omegnen.

»Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet trækker mange til Roskilde,« ved lejrchefen, der også anbefaler Roskilde Museum og den gamle Lützhøfts Købmandsgård, hvor man kan se, hvordan en butik så ud i 1920. Ligesom Lejre Forsøgscenter og Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm mellem Roskilde og Ringsted bestemt er et besøg værd. Og så er der naturligvis den årlige Roskilde Festival.

»Men mange af vore gæster vælger os for at bo i nærheden af naturen og tager så bus og tog ind til København. Vi anbefaler mange at købe et Copenhagen Card, som giver dem store rabatter på offentlig transport og i flere end 75 museer og attraktioner. Og så er man midt i hovedstaden på under en time,« slutter William Rhod Christiansen.•