Lamu rundt med Amina

Du tage billede. Min lillebror,« siger Amina på omkring 10 år og hiver mig i hånden. »Kom. Kom. Kom.«

Amina var en af de første, jeg mødte, da jeg ankom til øen Lamu i en speedbåd, der dunkede ned i vandet og splattede brunt vand på min hvide trøje. Børnene kom løbende fra de hvide- og sandfarvede huse for at tage imod de nyankomne. Allerede på afstand råbte de deres spørgsmål i munden på hinanden.

En lille dreng på to-tre år løb lige op i mine arme, hvor han satte sig til rette med store øjne og et smil. Han hed Muhammed, havde bare fødder og en lille stribe snot mellem næsen og munden. Det var Aminas lillebror, og det er ham, vi nu leder efter.

Forretningsmænd

Efter børnene kom kajens mænd med samme barfodethed og iver, men også med business. Ligesom børnene er de sorte, men med arabiske træk, som de har arvet fra de arabiske handelsmænd, der beboede kysten og øerne ved Kenyas kyst for omkring 300 år siden.

»Ride æsel, madam?«

»Hotel?«

»Hennafarvning?«

»Bådtur?«

Det er flere hotelovernatninger, bådture og æseludflugter siden, jeg ankom. Nu stamper Amina afsted med mig i den ene hånd og et sjippetov i den anden. Efter os følger syv-otte hvinende børn. Vi går ned ad hovedgaden, Main Street, som den 1,5 meter brede Kenyatta Road kaldes af de lokale. Vi iler forbi trætte æsler med oppakning, forbi kvinder i ninjalignende, sorte bui-bui dragter og skolebørn i uniformer.

Vi passerer torvet, hvor de gamle mænd spiller kahala, ryger vandpibe og piller hård hud af tæerne. Vi vandrer ud bag Lamu, hvor husene ligner mudderhytter, hvor køerne spiser skrald fra gaden, og hvor æslerne bor i stuerne.

Her bor Amina, og jeg bliver inviteret indenfor. Her er en mor, en moster, et tv og et æsel, men ingen lillebror. Vandringen går videre efter en høflighedsvisit, hvor de voksne snakker og nikker, men ingen forstår, hvad den anden part siger.

Jagten går atter gennem den smalle hovedgade, forbi de trætte og skrydende æsler med kødsår og fluer, de flygtige, ninjaklædte kvinder, de små kiosker med bananer og telefonkort, forbi torvet med fortet og de gamle mænd og videre ned til kajen.

Mens vi går, begynder det at regne, og æsellort udvandes til klæbrige klatter, der plasker op ad benene på de få udvalgte med klipklapper på. Den hvinende børneflok vokser.

På kajen losser mænd kokosnødder og euforiserende khatblade fra de små træbåde op på æslerne. De fleste af bådene ser ud, som om de har ligget stille længe. Det lokale politis speedbåd ligger halvt sunket.

Politiets bar

I Lamu er det kun børnene, der har travlt. Her er ingen biler. Al transport foregår til fods, i en båd eller på et æsel. Det eneste køretøj med motor er en ambulance, der ligner en forvokset knallert med tag på. Politiet - der åbenbart ikke har syntes, det var værd at redde den synkende motorbåd - er mest kendt for at drive den lokale bar ”The Police Administration Club”, som er et af de få steder på øen, hvor der sælges alkohol. Der er stuvende fuldt og dunkende med østafrikansk disko fra torsdag til lørdag.

Øen er muslimsk, og streng social kontrol mellem øboerne holder kriminaliteten (hvis man ser bort fra handel med visse stoffer som khat og hash) på et minimum.

På kajen kommer de barfodede mænd med underlige arbejdsnavne som Tarzan og Sheriffen og Kaptajn Nemo med deres tilbud om bådudflugt og æselridning. Det gør de også nu, selv om jeg allerede har været på tre bådudflugter til den søvnige naboby Shela, til nærtliggende strande og mangrove-øer.

»Kom nu, kom nu,« råber Amina og hiver mig forbi mændene.

Vi går forbi de gule telefonbokses gravplads, forbi æslernes sygehus, hvor gamle, trætte æsler dovent vifter fluer væk, og videre ud til den anden side af byen, hvor europæiske kvinder og sorte mænd fra fastlandet holder hånden op mod det skarpe lys fra solnedgangen, og hvor drenge i skoleuniform spiller fodbold.

Her finder vi Muhammed i selskab med formodede slægtninge. Drengen bæres rundt fra hænder til hænder, og jeg tager billeder, som ifølge omhyggeligt forklarede instruktioner fra børnene skal sendes med posten til Amina og hendes mor.

Amina skriver sin adresse med rynkede øjenbryn, et fast greb om kuglepennen og med de 10-15 måbende børn (og voksne) som tilskuere.

Da hun er færdig, folder hun omhyggeligt sedlen sammen og overrækker den til den lettere distræte fotograf, der netop er ved at afslå endnu et tilbud om en ridetur på et æsel.

»Du sender mig,« siger Amina, da hun tager afsked og løber væk med sit sjippetov og et dusin legekammerater. Det er først, da jeg kommer tilbage på hotellet, at jeg folder sedlen ud og læser:

Amina

Home

Lamu

Kenya

LÆS OGSÅ: Med tuuut tuuut i Afrika