Fortsæt til indhold
Rejser

Baby med i flyet

Hvilke særlige forholdsregler er der, hvis man tager babyer med ud på en længere flyvetur, det vil sige over 10 timer?

Med venlig hilsen

Søren Lundgren

  • Der findes ingen regler for, hvor lang tid en baby må flyve ad gangen. På en lang tur kan den største udfordring blive at få barnet til at falde til ro.

Inden afrejse er det en god idé at lade den lille brænde noget krudt af, så det forhåbentligt bliver lettere at falde i søvn om bord på flyet.

Når man lander og letter, er det en god idé at amme barnet eller give det noget at drikke, så det ikke får propper i ørene. Synkebevægelsen vil få barnet til at udligne trykforskellen. Medbring selv væske og mad til barnet, idet flyselskabernes babymad ikke altid er nærende nok. Husk rigeligt med væske på grund af den tørre luft i flyet. Som regel er temperaturen i et fly ikke særlig høj. Medbring varmt tøj eller dyne og gerne et helt sæt skiftetøj, hvis barnet skulle blive sygt og kaste op. Ekstra bleer og vaskeklude er en selvfølgelighed.

En yndlingsbamse og måske et par bøger eller en lille legetøjskasse er rigeligt ekstraudstyr til den lille, da flyveturen i sig selv vil være stimulerende for barnets sanser.Hvis der skal skiftes fly undervejs, er en paraplyklapvogn god at have med som håndbagage. En bærestol eller bæresele kan også bruges.Tjek altid med flyselskabet, hvad det kan tilbyde de yngste rejsende og deres familier.

Mange selskaber har særlige tilbud til børn, både før og under rejsen.

For yderligere spørgsmål er det en god idé at kontakte en sundhedsplejerske.