Liv ved Døde Å

Han står i sit jakkesæt ved siden af cyklen, med den ene hånd lidt nonchalant på styret. Jeg stiller mig op ved siden af og siger:

"Hva’ så, Bernhardt, skal vi følges ad ud af byen?"

Nu er der blot den forhindring, at Bernhardt Jensen, tidligere borgmester i Aarhus fra 1958 til 1971, står bomstille, som han optræder i sortlakeret bronze ved åen i krydset mellem Åboulevarden og Frederiksgade. Han cyklede altid, når han bevægede sig rundt i den jyske hovedstad, og hans store bedrift var, at han forhindrede, at det halve af midtbyen blev væltet til fordel for store trafikårer.

Det kunne nu have været hyggeligt at følges med min efternavnebroder, selv om han var socialdemokrat, men han var fra en tid, da man ikke beflittede sig med at ændre bynavne og tale om Aarhus på verdenskortet i ét væk. Bernhardt Jensen blev senere kåret til alle tiders aarhusianer. Skulpturen, der hedder ”Tiden, byen og manden” er i øvrigt lavet af Jan Balling, og så må vi da vist se at komme af sted.

IC4’s gravplads

Vi skal en tur ud på Aarhus-Hammel-Thorsø-banen, og vi begynder ved den gamle station i Aarhus, en flot rødstensbygning i Carl Blochs Gade. Den har i de senere år huset Aarhus Bymuseum, men skal nu bruges til sociale aktiviteter. Ud går det langs baneterrænet, og den del, der kaldes Banegraven, lever virkelig op til sit navn.

Her står en række uvirksomme IC4-tog, de berygtede italienske maskiner fra Ansaldo Breda, indkøbt for milliarder af skatteborgerpenge, men ude af stand til at flytte sig en meter. Her mangler kun en sten med påskriften:

Her hviler IC4-makværk for hver en lire

En skamstøtte over det offentlige Danmarks uformåenhed og ansvarsforflygtigelse. Og i Italien sidder der en lirekassemand og griner! (Jeg ved godt, at Italiens møntfod er euro, men man kan jo ikke skrive eurokassemand, vel?) Mine hjul kan køre, det er japansk kram, og så har jeg selv betalt for velocipeden. En ny cykelsti langs godsbanen med udsigt til en veritabel skurby fører langs Peter Lorentzens Gade ind under Ringgadebroen fra 1938, der ifølge en lokal iagttager krydser 40 spor.

Og nu nærmer vi os en af de flotteste strækninger på ruten: Brabrandstien syd om Brabrand Sø. Her er skov og kolonihaver og enge med græssende køer og ænder i alle former og farver, og man må sno sig mellem rulleskøjteløberne på stien. Det sprudler af liv, på trods af at Døde Å løber ud i det lavvandede område. Det er lige scenen for en digter, og den er folkeskolelæreren Birgit Bach trådt ind på. Hun har sat Brabrandstien på haikudigte, trelinjers vers med henholdsvis fem, syv og fem stavelser. Et af digtene i bogen ”Brabrand stihaiku” lyder:

Solfyldt siesta
Kommende oksebøffer
Nyder englivet

Det er så sandt, som det er skrevet, og jeg kan høre dem gumle, da jeg passerer en flok høveder, der er i færd med at sætte ind på sidebenene, så de engang vil gøre sig godt på et velanrettet bord.

Tilbage til naturen

Som en sidegevinst til Brabrand Sø kunne kommunen i 2003 præsentere tvillingen Årslev Engsø, der blev ”givet tilbage til naturen” og nu har forlænget fornøjelsen for friluftsfolket med flere kilometer sti ud til Ormslev Stationsby. Området ved Årslev har været dyrket i 100 år, og det blev afvandet i 1930’erne. Men nu har fugle og fisk atter indtaget det våde element, og husejerne langs bredderne er ikke kede af den nye udsigt – til vand og økonomisk gevinst.

I Ormslev står den gamle stationsbygning i fornem udgave, ejerne har fået en pris for renoveringen, i det private hjem kan man endnu se billetlugen. Man er aldrig i tvivl, når man kører forbi de gamle jernbanestationer; det var tegl til tiden. Når man har forladt den lille stationsby og kører under motorvejen, må man improvisere, for jernbanestien hører op her, men man har stor fornøjelse af at køre på de små, snirklede og trafikfattige veje gennem stationsbyerne Harlev, Lillering, Skovby, Galten, Låsby, Toustrup, Sporup, Anbæk, Hammel, Sall og Thorsø. Strækningen hed i daglig tale Hammelbanen.

Hammelbanens Schweiz

I Galten vælter fabeldyrene frem, de spadserer hen over indgangsporten til byens bibliotek. Frisen ”Fablernes Port” er lavet af kunstneren Ginette Wien, der efter en studietur til Kina i 1994 måtte overgive sig til dyrenes rige. Oprindeligt skulle hendes keramikdyr være farlige, men det ville de ikke finde sig i, de ville have det sjovt, og så tog de magten fra deres skaber, og de fremtræder nu i humoristiske udformninger. Det er de vist ikke kede af, alle de steder Wien har sat kolorit på med sine udsmykninger. Nu kører vi ind i bakkerne denne flotte sensommersøndag. Det går op og ned i det, der er blevet kaldt Hammelbanens Schweiz. Byskiltet siger Låsby St., og jeg venter hvert øjeblik, at en ældre herre med charmeklud og cowboyhat vil komme og tilbyde mig et ægte tæppe, en faldefærdig bolig og en trepattet ko. Men Låsby-Svendsen dukker ikke op, han har nok travlt med sine forretninger. Så kommer jeg til at spekulere på, om Svendsen mon har været konsulent i Ansaldo Breda. Han har efter sigende engang solgt en bil uden motor, hvilket den intetanende køber først opdagede, da han havde betalt og ville køre hjem. Solgt som beset, sagde handelsmanden, og det er vel sådan, det er foregået, da DSB-direktørerne kiggede på tog i Italien.

Sjettehøjeste punkt

Når man er kommet gennem Toustrup på vej mod Røgen, er det umagen værd at dreje til venstre op mod Sorring for at komme til tops på Sorring Loddenhøj – en god kilometers afstikker.

Lokaliteten er Danmarks sjettehøjeste punkt, her kan man få et godt overblik over landskabet. Det er ganske let at finde frem til stedet, da en grøn telemast kan ses på lang afstand, den skal man køre op til, og så går en lille fodsti ud over en mark til højen. Gravhøjen er aldrig blevet udgravet, så man ved ikke, hvad den gemmer på, men det formodes, at den stammer fra den ældre del af bronzealderen (1800-1000 år før Kristus).

På toppen af gravhøjen står et fundament, en firkantet blok i røde mursten. Det er et såkaldt postament, et af Danmarks centrale opmålingspunkter (fikspunkter). Det indgår i det, der hedder landets første grads opmålingsnet, som består af punkter med omkring 75 km indbyrdes afstand. Hohøj ved Mariager og Jelshøj syd for Aarhus er tilsvarende punkter.

Vi befinder os nøjagtigt 148,539 m over havet. I Danmark findes ca. 330 trigonometriske stationer, som de hedder i fagsproget. Mange af dem er placeret på fredede gravhøje, hvor tilstanden ikke ændres, og hvor der er frit udsyn, når der skal foretages lokale opmålinger. Postamenterne er sædvanligvis af granit, men kan også være murede, som det gælder for dette eksemplar. Alle er solidt funderet i betonsokler. De indgår som faste punkter i et net af trekanter, som benyttes til opmåling af landet og efterfølgende korttegning. De trigonometriske stationer er vist som en trekant med en prik på alle Kort- & Matrikelstyrelsens kort. På siden af postamentet her på Loddenhøj bærer et irret skilt teksten:

»Denne Sten og Grunden om den i 2 m Afstand er fredet. Navnlig forbydes det at tænde Ild paa eller ved den. G.I.«

Det sidste står for Geodætisk Institut, en forløber for Kort- & Matrikelstyrelsen.

Manden bag stationerne

Via Sporup og Anbæk når min tohjulede følgesvend og jeg til Hammel, der værner om den gamle stationsbygning. Den ser ud så god som ny, og det siger ikke så lidt, for den var og er en pryd for pupillerne. Og det kan vi takke arkitekt Heinrich Wenck (1851-1936) for, han tegnede alle stationerne på Hammelbanen samt en stor part af de jernbanebygninger, der blev bygget i Danmark, da der var fuld damp på kedlerne. Han er også mester for Hovedbanegården i København. Wenck, en mand med høje tindinger, snurbart, hageskæg og et venligt blik, var formidabel ved tegnebrættet, og han fik adskillige priser for sit byggeri.

Hovedparten af hans virke kom til at ligge hos Statsbanerne, hvor han var ansat fra 1882 og som ledende arkitekt fra 1894 til 1921. Han fik sit gennembrud, da han 1895-97 tegnede stationerne til Kystbanen mellem Helsingør og København. Han brugte i flere af bygningerne en blanding af gule og røde teglsten, og træværket blev malet i svenskrøde og flaskegrønne farver.

Mange af jernbanehusene var pompøse, et eksempel er Korsør Banegård og Toldkammer fra 1905-06, der efter en gennemgribende overhaling stråler med sortbrændt tegl ved vandkanten i den tidligere færgeby. I det hele taget satte han sit præg på stationerne, han tegnede ikke blot hovedbygningerne, men ledvogterhuse, pakhuse, toiletbygninger, vandtårne, remiser, banearbejderhuse, dørhåndtag, skilte, fresker og lysekroner. Arkitektens kollega, Erik Schiødte, skrev i Dansk Biografisk Leksikon om Wencks stationer, at ”de ere moderne i god betydning”. Også Toldvæsenet og Post og Telegrafvæsenet fik opført en række bygninger med Wenck som bagmand, bl.a. Centralpostbygningen i København, og så var han en glimrende akvarelmaler. Hans billeder var med på Charlottenborg Forårsudstilling i årene 1878-1901 samt adskillige andre steder – også Verdensudstillingen i Paris i 1900 nød godt af hans penselstrøg.Vi stryger mod endestationen i Thorsø, der ligger i en ådal omgivet af bølgende bakker. Det gamle hotel over for banegården kan ikke længere tilbyde en seng til trætte rejsende. I stedet forkynder et skilt bag vinrankerne på facaden, at Pizza Aladdin står klar med menuen, hvis sulten har overmandet den vejfarende.