Oplev det uspolerede Sri Lanka

Lækker rice and curry, brusende vandfald i grøn jungle og vidtstrakte bjerge, nogle af verdens bedste strande, blidt bølgende temarker, en levende buddhistisk kultur, velbevarede arkæologiske levn, kolonial charme, og en varm og venlig befolkning, hvor smilet dominerer.

Det er bare nogle af ingredienserne i gryderetten, som hedder Sri Lanka. Måske et af de sidste lande, hvor man møder det uspolerede Asien. Den pæreformede ø-nation syd for Indien er ideel til en indholdsrig rundrejse på et par uger eller mere, fordelt på en uges rundrejse og en uge ved kysten, hvor man kan slænge sig ved de indbydende strande.

Med så mange kvaliteter kan det virke forbløffende, at det først er for nylig, at Sri Lanka ser gæster udefra. Baggrunden er en lang årrække med blodig konflikt imellem De Tamilske Tigre og regeringshæren, som omtrent lukkede og slukkede for turismen. Hyppige avisoverskrifter om voldelige sammenstød fik sol- og varmehungrende gæster til at rette kompasset mod andre tropiske destinationer.

Sri Lanka slikker stadig sårene efter tre årtiers uro, samt ikke at forglemme tsunamien i 2004, som krævede 40.000 srilankanske dødsofre. Først de seneste par år har udviklingen med spæde skridt vist synlige spor. Eksempelvis den prangende firesporede motorvej, som løber lidt inde i landet fra Colombo til sydkysten.

Motorvejen er finansieret af japansk kapital, og den vil bringe turister hurtigere fra lufthavnen til strandområderne i sydvest, hvilket sådan set er en god idé, når man vil satse på turismen. Sagen er bare, at den er stort set ubenyttet, for næsten ingen af borgerne har råd til at betale vejafgiften på omkring 20 kr. Så bruger de hellere fire-fem gange så lang tid på at køre ad kystvejen. Netop infrastrukturen er en af de store akilleshæle i Sri Lanka. Vejenes dårlige standard, hyppige trafikpropper forårsaget af okser, elefanter, scootere og osende lastbiler kan give en rejsetid på et par timer for blot 30 km. Det er den omstændighed, man må tage med i købet, når man vælger en rundrejse i dette fascinerende land.

Den mystiske klippe

Sigiriya-klippen rejser sig lodret 180 meter over det flade, grønne plateau og udsender en aura af gåde og hemmelighed, som den ligger dér som en enlig kolossal monolit. For 1500 år siden var denne klippe den indre fæstning i den 70 hektar store befæstede by, som kong Kasyapa anlagde her.

Turen op til toppen går langs klippekanten ad godt tusind trappetrin og fremkalder svedperler på kroppen, især midt på formiddagen, hvor tropesolen har fået magt. Godt og vel halvvejs oppe findes en lille lomme i klippen, hvor man nyder synet af de legendariske freskoer af ”de himmelske jomfruer”. Selv med 1500 år på bagen fremstår de erotiske freskoer forbløffende intakte. Den sidste vej op til toppen af klippen belønnes med en fabelagtig udsigt over den omgivende jungle, søer og dunkle bjerge i det fjerne. En større gruppe af buddhistmunke er så henrykte over synet, at de uden ophør knipser løs med kameraerne, helt uden at ænse, at de udenlandske turister bruger dem som en eksotisk forgrund.

Buddhas kindtand

Gadesælgerne ringer med deres små klokker for at tiltrække kunderne til deres boder, som bugner med tropiske frugter, pikante krydderier og tørrede fisk langs Kandys smukke sø. Kvinder i farvestrålende sarier bærer paraplyer over hovederne som et værn mod den brændende middagssol. En mindre procession af munke er på vej mod byens berømte Tandens Tempel.

Kandy er højlandets hovedstad og var også Sinhala-kongernes højborg helt indtil begyndelsen af 1800-tallet. En rar og venlig by omgivet af blide tågeindhyllede bjerge til alle sider, og så har den et behageligt klima, fordi den ligger i 500 meters højde. Tandens Tempel er byens største attraktion, fordi templet rummer en af den buddhistiske verdens største relikvier, nemlig en af Buddhas kindtænder. For ikke-buddhister kan det nemt virke en anelse grotesk, at en så prosaisk legemsdel er genstand for en pilgrimsfærd, men Sri Lankas buddhister skal mindst én gang i deres liv besøge templet. Inde i templet er der næsten altid fyldt med besøgende, så det gælder om at sno sig igennem mylderet. Inciterende dufte af røgelse og dybe lyde fra trommer, som munkene slår på, når der kaldes til bøn, medvirker til den andagtsfulde orientalske stemning.

De kære babyelefanter

Det er ikke hver dag, man får mulighed for at give en babyelefant mælk fra en flaske, men det er der altså mulighed for i Pinnawela, en times kørsel fra Kandy. Her findes et elefantbørnehjem, som tager sig af elefantunger, som har været sårede eller er blevet forladte, og derfor ikke selv kan klare sig i naturen. To gange om dagen er der fodring, og så bliver de små elefanter ført ind i en åben stald. Bag et solidt værn står gæsterne, og især børnene jubler over at få lov til at holde den store sutteflaske med en mælkeopløsning, som elefanterne slubrer i sig. Bag stalden løber floden, hvor børnehjemmets 80 beboere bader sig – store som små. Et enestående syn, når store flokke begiver sig ud i floden og nyder dagens afsvalende højdepunkt.

Himmelsk te

»Would you like a cup of tea?«

Spørgsmålet lyder igen og igen fra de hvidklædte tjenere, som serverer på det koloniale Hill Club Hotels terrasse. Råvaren har de så at sige lige uden for døren her i Nuwara Eliya, Sri Lankas centrum for te-dyrkning. I alle retninger ses kuperede irgrønne marker som et blødt, men skødesløst henkastet tæppe over landskabet. Her på Hill Club dufter det af tid. Som at genopleve en verden af i går, hvor de britiske koloniherrer går igen som spøgelser i hotellets teakbeklædte korridorer og iblandt de rustikke mahogni-møbler. I hotellets store restaurant tager cheftjeneren imod, en bedaget herre klædt i elegant hvid tjeneruniform – og naturligvis bærer han hvide handsker. Han må være så gammel, at han kan huske tiden før landets uafhængighed i 1948. Gulvene knirker, når tjenerne diskrete serverer maden.

Et tæppe over dynen om natten er nødvendig i Nuwara Eliyas næsten 2.000 meters højde. Det hænder, at temperaturen når ned omkring frysepunktet. Til gengæld er dagstimerne som på en god dansk sommerdag – lune, men aldrig hede. Allerede før solen står op, indtager de mange te-plukkere markerne. De fleste er tamiler, som briterne indførte fra Sydindien til at arbejde i te-industrien. Med en typisk dagløn på omkring 25 kr. kan man næppe kalde lønnen fyrstelig. Arbejdet er slidsomt, og det er primært kvinder, som står for plukningen. Med en rem over panden bærer de opsamlingsposen på ryggen, og heri kastes de grønne blade med samme armbevægelse tusinder af gange i løbet af dagen. Inde i en af te-fabrikkerne foregår forbløffende meget af arbejdet manuelt. Crescendoet på besøget er selvfølgelig at smage på de forskellige te-sorter. Her giver en kop Ceylon te en helt ny oplevelse af, hvordan rigtig te kan smage.

Surfbræt, snorkel eller dase

Langt om længe anes konturerne af Det Indiske Ocean ude i det fjerne. Målet er Hikkaduwa, blot 15 km nord for den charmerende gamle by Galle. Her venter en uges forkælelse på et hotel, som ligger lige ud til den palmekransede strand med sit fine gyldne sand. Når det gælder om at finde den perfekte strand nede på sydøstkysten, er der et væld af muligheder. Lige her ved denne i Hikkaduwas sydlige udkant er bølgerne tilpas høje til windsurfing, mens et spændende koralrev i byens nordlige udkant indbyder til snorkling. Forbi Galle, i retning mod øst, ligger strande som Unawatuna og Mirissa og lokker.

Hvad de måtte mangle af byliv, opvejes af det blødeste og fineste sand på land og roligt børnevenligt vand. Begge i øvrigt kåret som nogle af verdens bedste strande. Skulle strandlivet blive for trivielt, så hopper man ombord i en af de små dagslejerbåde, tuk-tuk, og på en halv time går man rundt i Galles spændende stræder med fornemme gamle hollandske bygninger og det prægtige fort fra sidste halvdel af 1600-tallet. En god dag i Galle ender på det legendariske og fornemme Galle Fort Hotel. Her serveres byens bedste drinks.