På opdagelse under jorden

Verdens største kalkminer ligger i Mønsted midt i Jylland. Og selv om det er mange år siden, de var i drift, bærer landskabet med slaggebjerge og hulveje stadig præg af minedriften, hvor mænd og kvinder har knoklet under farefulde forhold i trange gange, der strækker sig milevidt under jorden.

I Mønsted er der 60 km minegange i op til seks etager – nogle så store som domkirker, andre så lave, at man ikke kan stå oprejst.

Gangene i Daugbjerg kalkgruber, Danmarks ældste, er både smallere og lavere og vidt forgrenet. Efter sigende skulle der være underjordisk forbindelse mellem de to miner, som ligger kun tre km fra hinanden.

60 meter i dybet

Skulle man have lyst til at besøge både Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber, kan man vælge at spadsere ad en afmærket sti, og skulle man på sin vej finde en af de glemte og tilgroede mineindgange, må man ikke begynde at lege huleforsker.

Dels er det alt for farligt – gangene kunne styrte sammen – dels risikerer man at fare vild i labyrinten af gange. Besøgende må pænt holde sig til de to km oplyste gruber og gange i Mønsted og ca. en km i Daugbjerg.

Dér kan man til gengæld komme 60 meter ind i dybet med et stearinlys som eneste lyskilde, hvis man da ikke har været så forudseende at tage en lommelygte med.

Det er her, de legendariske skikkelser Jens Langkniv og Lange Margrethe hævdes at have holdt til.

Myten Jens Langkniv

Daugbjerg Kalkgruber er blevet næsten synonymt med Jens Langkniv, og beretningerne om hans færden fremkalder både gys og gru.

Specielt St. St. Blicher og Jeppe Aakjær har tegnet et romantiseret billede af ham som en slags Robin Hood-figur, en social oprører, der kæmpede mod tyske landsknægte og danske medløbere i begyndelsen af 1600-tallet.

Han hed egentlig Jens Olesen og fik tilnavnet Langkniv, fordi han var en mester i at kaste med kniv og havde fæstnet en snor i den, så han lynhurtigt kunne trække den tilbage, klar til et nyt kast.

Han hævdes også at have været en kvindebedårer, der havde en hed kærlighedsaffære med den unge præstekone i Vridsted og var forlovet med ridefogedens kønne datter Laura, som han dog svigtede.

Jens Langkniv blev dømt fredløs, fordi han dræbte fogeden, der ville have hans mor brændt som heks. Derfor søgte han tilflugt i kalkgruberne. Han blev dog senere benådet. Det er en god historie, men sandheden er nok snarere, at han var en af den tids mange omstrejfende fattigfolk, der henfaldt til overfald, når de ikke kunne skaffe føden på anden vis.

Også Lange Margrethe har fået sit navn knyttet til Daugbjerg Kalkgruber, hvor en af hulerne er opkaldt efter hende. Hun var tater, levede på den jyske hede i 1700-tallet og beskrives som heks i pagt med onde magter.

I folkemunde hed det sig, at hun skulle spise syv hjerter af ufødte børn for at blive usynlig, men kun nåede at spise seks, før hun blev fanget og brændt. Andre mener dog, at hun i virkeligheden "hjalp" den tids unge piger, der var kommet galt af sted, for dengang var det en stor skam at blive med barn uden at være gift.

2.000 kirker på 200 år

Allerede for 1.000 år siden blev der brudt kalk i Dagbjerg Kalkgruber, og den og Mønsted kalkgruber har leveret byggemateriale til mange af de kirker, der som følge af kristendommens indførelse skulle opføres i en fart, bl.a. også til Ribe Domkirke i 1113 og borgen i Spøttrup i 1500-tallet.

Ca. 2.000 kirker blev det til i løbet af 200 år. De skulle helst være af sten, hvilket krævede et bindemiddel, og her kom kalkminerne ind i billedet som leverandører af brændt kalk, der blev læsket til mørtel.

Alt dette er historie nu. Allerede i 1860’erne stoppede minedriften i Daugbjerg, og minerne gik i glemmebogen, men blev genopdaget ved et tilfælde i 1922. I Mønsted var der storproduktion af kalk langt ind i 1900-tallet. I 1953 var det dog slut med arbejdet i gruberne, men helt op i 1970’erne blev selve kalkværket brugt til fremstilling af melkalk fra et brud på Djursland.

I dag er begge miner fredede dels af geologiske og kulturhistoriske grunde, dels for at bevare dem som et af de mest betydningsfulde overvintringssteder for flagermus i Europa.

Kalkgrubernes beboere

I vinterhalvåret er kalkgruberne hjemsted for flagermus i tusindtal, ca 15.000 i Daugbjerg og et lignende antal i Mønsted. Der er med sikkerhed fem af de 17 arter, man kender. De fleste er vandflagermus, men også de mere sjældne damflagermus og langøret flagermus er blandt beboerne.

Forår og sommer mæsker de sig i insekter i det fri for at have noget af stå imod med i den lange vinterdvale.

Det er også om sommeren, hunnerne finder sammen i kolonier, hvor de føder deres unger. De har været drægtige siden august, når parringen finder sted, men udviklingen af fosteret bliver stillet i bero vinteren over.

På lune forårsaftener tager de på udflugter fra gruberne. Det er på den tid og i september-oktober, der er størst chance for at opleve dem. De flyver ud præcis en halv time efter solnedgang her eneste aften.

Om sommeren sover flagermusene på mørke lofter og i hule træer og jager om natten ved hjælp af et ekko-system. I begyndelsen af september vender de tilbage til gruberne. I den første tid gemmer de sig i løs kalk for senere at hænge på hovedet på vægge og i lofter.

Mønsted Kalkgruber holder åbent i skolernes vinterferie i uge 7, hvor der kommer omkring 2.000 besøgende for at se de sovende flagermus. Der er også et par flagermusarrangementer sidst på sæsonen, men i øvrigt lukket for aften- og natbesøg et par måneder forår og efterår for at give de fredede flagermus ro i flyve- og parringssæsonen.