Historietime og driverliv på Nilen
Afslappet sejlads og daglige udflugter gør et krydstogt på Nilen til en varieret ferie.
Klokken er 5.45, og familiens teenager udbryder gabende:
»Det er godt nok nederen, at man skal så tidligt op i sin ferie.«
Det er da også mere reglen end undtagelsen på et nilkrydstogt i Egypten, at den søde morgensøvn må vige for oldtidsminder og kongegrave. Men op, det skal vi. Og det skal siden vise sig, at kvart i seks slet ikke er tidligt.
Der er mening med galskaben. Mens temperaturen i de tidlige formiddagstimer er behagelig, forvandles de lukkede templer til bageovne i middagsheden. Derfor udnyttes dagens første timer så vidt muligt til udflugter til de ofte yderst velbesøgte seværdigheder.
Således står vi tidligt op for at besøge bl.a. det enorme gravkompleks Kongernes Dal, dronning Hatshepsuts dødetempel, de mægtige Memnon-kolosser og Karnak-templet i Luxor, men undervejs også Edfu-templet med de imponerende relieffer af Horus og hans onde broder Seths kamp mod hinanden. Det flotte dobbelttempel tæt på Nilen i den gamle handels- og garnisonsby Kom Ombo og Philae-templet i Aswan, som blok for blok blev flyttet nogle hundrede meter for at undgå oversvømmelse, da Aswan-dæmningen blev taget i brug i 1960'erne.
Store øjne i små hoveder
Børnene lytter interesseret til de ofte drabelige beretninger, men har svært ved at kapere, at flere tusind år gamle templer, obelisker og statuer kan være så velbevarede, når det blot 800 år gamle Hammershus på Bornholm, som vi besøgte i sommer, er betydeligt mere forfalden.
Og hvordan kunne de gamle egyptere opføre så fantastiske bygningsværker, lave papyrus og skrive med hieroglyffer, mens vi i Danmark var på et langt mere primitivt niveau? Det er forunderligt og respektindgydende. Det er historietime, når det er bedst.
Guiderne har sat sig grundigt ind i den egyptiske historie og fortæller engageret - og fordi der er mange børn med på turen - også i børnehøjde.
Selv de helt små lytter betuttet, da vi ved den største farao, Ramses II's, grav bliver indviet i de gamle egypteres balsameringsmetoder. Øjnene bliver store ved beretningen om, hvordan de døde konger først fik knust næsen med en kølle. Herefter blev hjernen trukket ud gennem næsen med kroge. Indvoldene blev fordelt i fire krukker, hvorefter liget blev lagt i natron, så det efter 40 dage var som en indtørret rosin. Afsluttende blev den afdøde smurt ind i olie og velduftende cremer og svøbt i 100 m harpiksmættet linned. Efter præcis 70 dage var balsameringen færdig, og faraoen kunne anbringes i sit gravkammer.
Frederikke på 11 år hører ekstra godt efter. Hun har lovet sin lærer at holde et foredrag for klassen om oldtidens Egypten, når hun kommer hjem. Hun kan efterhånden navnene på en række guder - Anubis, Nut, Isis, Osiris og Horus - men opgiver at få styr på dem, da hun senere erfarer, at de gamle egyptere tilbad op mod 1.000 guder.
Op ad formiddagen svigter koncentrationen, og især de yngste bliver ramt af de tre T'er: Temmelig Træt af Templer. Heldigvis varer udflugterne sjældent mere end fire timer, hvorefter vi vender tilbage til vores flydende hotel.
Vi rejser i en skoleferie, og hovedparten af gæsterne på skibet er derfor danske. Mange er hele familier - nogle med tre generationer - så vores børn på 8, 11 og 14 år finder hurtigt nye venner om bord. De leger på de forskellige dæk, går på besøg i hinandens kahytter, spiller bordtennis og tilbringer timevis i skibets swimmingpool.
Dage med variation
Alle dage er en variation af udflugter med efterfølgende driverliv på båden. Sejladsen foregår i et adstadigt tempo med blot 15-18 km/t. Undervejs passerer vi glade badende børn, som ivrigt vinker og råber »hello«, fiskere, som tømmer deres garn, og handlende, der i håb om en hurtig handel udviser stor tillid ved at smide deres varer op på dækket fra små både.
Soldækket 12 meter over vandlinjen er det foretrukne sted at tilbringe fritimerne. Herfra kan man se ind over den grønne og palmestrøede vegetation - der til tider er så tæt, at det skaber illusionen om at befinde sig dybt nede i Afrika - til de bagvedliggende små landsbyer, templer og ørkener. Det ene øjeblik passerer vi flotte moskéer, farverige nubiske huse og faldefærdige rønner, der vidner om, at forfædrene var betydeligt bedre til at lave kvalitetsbyggeri. Det næste driver vi forbi sukkerrørs- og bananplantager i den frodige og kunstvandede jord langs floden.
Vi støder også på gumlende bøffelflokke på små grønne øer midt ude i Nilen. Andre steder ligger kvæget som flodheste i det svalende vand. En adfærd, som næppe er lige så udbredt blandt kvæget på sydsiden af Aswan-dæmningen, hvor der er krokodiller.
Ideel rejseform
Et nilkrydstogt er en fascinerende rejseform og måske den mest ideelle, hvis man vil opleve det ægte Egypten og ikke kun moderne badebyer. Kulissen skifter konstant, transporten mellem seværdighederne sker umærkeligt, og det er altid spændende at hive gardinerne til side om morgenen. For har vi mon udsigt til Nilen, et tempel, eller kigger vi lige ind i en skibsside, fordi krydstogtbådene ligger fortøjet side om side?
Når vi har chancen, udforsker vi de hektiske og charmerende byer på egen hånd. I det øjeblik, foden sættes på kajen, er man genstand for udelt opmærksomhed. Både fra nærgående sælgere og vedholdende droscheførere, men også fra unge mænd, der hævder at være ansat på båden, og som nu i deres fritid velvilligt påtager sig at lede os gennem byen til de bedste butikker.
Bag den pågående stil, som åbenbart her anses for at være en nødvendig overlevelsesstrategi, finder vi dog ofte meget venlige mennesker og sjove oplevelser.
I en overfyldt butikskælder i Aswan får vi eksempelvis efter en længere forhandling pruttet en sælger ned til en tiendedel af den oprindeligt forlangte pris for en ”antik” Tut Ankh Amon-maske.
Vi lader efterfølgende den ganske hyggelige Muhammed forstå, at vi ikke forventer, at masken er særlig antik, men vil dog alligevel gerne have en datering.
»Så er den nok helt op mod syv-otte år gammel. Den er jo ret støvet,« griner han.
Nilen set fra oven
Nilkrydstogtet kan sluttes af med en uforglemmelig ballontur over Luxor og Kongernes Dal. Vækningen er kl. 4.00 - og det er så også det tidligste, vi må op - men der er ingen protester fra de spændte børn.
To timer senere nyder vi stilheden og morgengryet fra en 20 personers bastkurv hængende under en farvestrålende ballon i 700 meters højde over vestbredden.
Mens den røde morgensol langsomt kravler op over ørkensletten i horisonten, genser vi Kongernes Dal, dronning Hatshepsuts dødetempel, Memnon-kolosserne og Karnak-templet i et nyt perspektiv. Lige under os bugter Nilen sig gennem den golde ørken i et frodigt nord-sydgående bælte, og tankerne falder tilbage på alle de fantastiske oplevelser, Nilen har budt på de foregående dage.
»Jeg tror aldrig, at jeg har lært så meget på en ferie,« konkluderer familiens teenager.
Tilbage på båden er det afskedens stund. Det siges, at man skal drikke af Nilens vand for at være sikker på at vende tilbage. Af frygt for at pådrage os en maveinfektion, som her går under betegnelsen Faraos forbandelse, springer vi dette ritual over. Inden vi afmønstrer ”M/S Renaissance” skåler vi dog på, at vi en dag vil vende tilbage.