Hiroshima - fest, fred og østers

I de underjordiske gange, der løber under floden og forbinder Hiroshima med resten af Japan, går en ældre krumrygget mand og pudser sølvfarvet pynt på væggene med en klud.

Han pudser med små energiske cirkelbevægelser, og der er nok pynt i de underjordiske gange til, at han kan starte forfra med at pudse, når han er færdig.

Manden ser ganske sund og rask ud med alt, hvad der hører til af ben, arme, hænder, fingre, gråt hår på hovedet og et par leverpletter på huden i ansigtet og hænderne.

Ikke fordi jeg tror, at læserne ønsker at vide, om manden bærer synlige tegn på, at han formentlig har overlevet et atombombeangreb som barn. Det noteres blot her, fordi det var min egen instinktive reaktion at vende mig om og se efter.

Da vi er oppe fra tunnelen igen, stiller vi os et øjeblik og kigger på et kort. En bil bremser brat op midt på vejen, chaufføren hiver i håndbremsen, sætter katastrofeblink på og hopper ud. Han er iført en undertrøje, der afslører svedige tatoverede arme. Han nikker ivrigt, smiler og taler hurtigt på japansk.

De eneste ord, han kan på engelsk, er »Hiroshima Peace Memorial?« Han nikker, smiler lidt mere og peger på sin bil. Han vil give os et lift - tror vi.

Østers med mere

Men vi skal ikke se mindesmærker fra Anden Verdenskrig endnu. Først skal vi spise østers ved kanalen. Østers serveres her grillede i champagne, grillede i tomat og ost, stegte med kartoffelmos, most til mousse eller som østers-smør til ristet brød.

Fås de rå med lidt citron? Nej. Østers i Hiroshima er store som en piges knytnæve, koster omkring en tyver stykket, og de spises på gadehjørner og cafeer som hotdogs. Gerne med øl til.

Men er det nu klogt at spise østers i Hiroshima? Vi noterer os, at de andre østers-spisende gæster på fortovscafeen ved floden er unge piger med bare ben, stiletter og små dametasker. De smiler og griner og ligner ikke nogle, der tænker på atombomber eller farlig radioaktiv stråling. De ligner mest af alt en gruppe piger på polterabend.

På den anden side af gaden, i det såkaldte ”entertainment district”, blinker, vibrerer og eksploderer lysskilte, der reklamerer for ”girls' bar”, ”gentlemens' club” og ”members lounge”.

Piger i gallakjoler hilser kunderne velkommen. Andre piger tripper ud med mænd i jakkesæt og vinker farvel, mens kunden sætter sig ind i en taxa. Teenagere står i flok og larmer. Nogle sover på en trappesten. Letklædte kvinder går alene og ser søgende ud.

Her er elektronikbutikker, blomsterhandlere, frisører, spillehaller, barer, klubber og konditorier med kager så farverige som områdets lysskilte. En lokal giver tegn til, at vores kamera skal væk. Her må vi hverken fotografere lyserøde kager, askegrå slipsemænd eller piger i guldkjoler.

»Er I amerikanere?«

Næste morgen er skiltene slukkede, kagerne pakket væk, og pigerne taget hjem.

Ved flodbredden sidder en ældre mand for sig selv og messer med nogle tekster i plastiklommer. Det ligner gamle breve eller et håndskrevet digt. Han sidder tæt på den gamle industrihal, der i dag står tilbage som en ruin med stålskelettet strittende ud som et mindesmærke fra atombomben, der blev kastet lige over stedet.

En stor flok skolebørn med gule kasketter synger sange og holder et minuts tavshed i Fredsparken i nærheden.

En ung mand går op til os og spørger meget højlydt lige foran en gruppe ældre japanske turister, om vi er amerikanere. Vi får travlt med at ryste på hovedet og sige nej på flere sprog. No, nein, njet. Bestemt ikke.

Museet i parken fortæller historien om byen, der blev udpeget til verdens første atombombemål blandt fire-fem andre mål i Japan, bl.a. fordi der ikke var nogen lejre for krigsfanger i området. Museet fortæller historien om forældre, der genkendte et forkullet lig som deres søn på grund af madkassen, hvor drengens initialer var indgraveret. Indholdet i blikdåsen, der i dag befinder sig på museet, var brændt og sort som deres søn.

Museet fortæller også historien om pigen Sadako på 11 år, der i 1955 foldede 1.000 papirsvaner for at få indfriet sit ønske om at blive helbredt for leukæmi. Hun fik ikke sit ønske opfyldt.

Det fortæller historien om en by, hvor op mod 200.000 døde ved selve bombningen, mens mange blev syge af den sorte regn, der kom i dagene efter, og den radioaktivitet, som længe sad fast i området.

Museet fortæller også historien om de mange forældreløse børn, der levede på gaden og tjente til dagen og vejen ved at pudse sko ved togstationen.

Det er en dokumenteret gru og en tristhed, der kan sammenlignes med besøg i tidligere kz-lejre, men de japanske turister er påfaldende rolige og kontrollerede. Der er ingen tegn på følelser. Selv de mange skolebørn går roligt fra montre til montre og fra planche til planche.

På vej tilbage til stationen kigger vi efter den ældre mand med pudsekluden i tunnelen, der fører under floden og hen til stationen. Hans alder ville passe med gruppen af forældreløse børn, der ifølge museets plancher tjente til dagen og vejen i nærheden af stationen. Måske var han en af drengene på museets billeder.

Alle de sølvfarvede forme under stationen ser skinnende ud, og manden er ikke at se. Det er først nu, vi ser, at de nypudsede trekanter forestiller små abstrakte fredsduer.

Læs også: San Francisco - en cykelby i udbrud