På opdagelse i Andalusiens bjerge

SOLKYSTEN

Spanien er ikke kun blåt Middelhav, dejlig rødvin og sjov efter solnedgang. Hvis man bevæger sig blot 15-20 km ind i Andalusiens bjergland, er det også en fristende udfordring for fødderne. Et netværk af afmærkede stier slynger sig mellem olivenlunde og vinmarker, skærer sig opad i udtørrede flodlejer og krydser bjergpas og gedestier i 1.2-1.500 meters højde. Deroppe svinder trafikstøjen bort, og fuglesangen bæres af sted på duftende bølger af krydret vind. Man mærker sit hjerte slå, og man får det gamle Andalusien ind under huden.

Vi tog en lejebil, kørte øst på fra Malaga ad den smukke motorvej til frakørsel 277 og fulgte skiltene mod Algarrobo, Sayalonga og Competa. Det er tre landsbyer bestående af tæt sammenbyggede, hvidmalede byhuse, der klamrer sig til hinanden og de stejle bjergsider. Jo højere man kravler op gennem hårnålesvingene, jo mere betagende er udsigten. Ned gennem dalen slutter billedet med et betagende blik ud over Middelhavet. Op ad bjergsiden ses den blå himmel gennem oliventræernes grågrønne løv.

Først møder man en stor, støvet lastbil i et sving. Ind til siden. Så havner man i en flok geder, der langsomt driver af sted foran deres hyrde. Ind til siden én gang til og frem med kameraet. Nu er vi på sporet af de gamle vildveje, der er grundstammen i vandrernes netværk. Stejle, snoede og stenede stier, der er lagt efter et andet kompas end bilernes GPS-ruter. Ofte skærer de store hjørner af de svingende bjergveje og finder samme vej som vandet fra de smeltende, snedækkede bjergtoppe gennem stejle slugter, tæmmet i vandingskanaler og kranset af frugtbare terrasser med mandeltræer, avocadoer, oliven, appelsiner og citroner - i forårsmånederne bugner de af fuldmodne frugter.

God guide i lommen
Competa, der ligger 635 m over havet, blev vort udgangspunkt for bjergvandringer på 8, 12 og 16 km. Vi studerede udbuddet af guide-bøger og blev straks venner med den engelske skribent Guy Hunter-Watts, der med præcision og humor beskriver nogle af de bedste vandreture i de fredede naturområder i Andalusien. Egnen her hedder La Axarquia, og naturområdet for enden af hovedgaden i Competa er på kortet betegnet som Reserva nacional de Sierra de Tejeda. Det kan enhver forstå. Tejeda-bjergenes nationalpark.

Guy Hunter-Watts har gået alle turene selv, og han sætter både tid og sværhedsgrad på dem. Ja, to tider endda. Den ene er, hvad han selv bruger, når han går hele ruten igennem i ét stræk. Den anden er, hvad man skal bruge, når der skal være tid til drikkepauser, frokosthvil og masser af næh- og åh-har-du-set stop. Sværhedsgraderne svinger fra easy over medium til difficult. Vor erfaring var, at modne folk i blot nogenlunde god fysisk og psykisk form sagtens klarer en tur, der er betegnet medium/difficult.

Det er ikke noget udstyrsstykke at dyrke bjergvandring på dette niveau. Vigtigst er et par solide sko med stive såler. Vi så velegnede vandresko i det lokale lavprisvarehus ved navn Eroski til ca. 30 euro. Fra skabet med sportstøj derhjemme havde vi forsynet os med Coolmax-sportssokker, svedtransporterende undertøj, Zip-off-bukser og en Windbreaker. Til værn mod solen en kasket med stor skygge, og i rygsækken vand, brød med pålæg, frugt, solcreme og plaster til eventuelle vabler. Så var det ellers af sted med solbriller på næsen. Vi havde overvejet at tage gangstave med, men lod dem blive hjemme. Det kom vi til at fortryde.

På tredjedagen besluttede vi os for en tur kaldet "The walk of the High Axarquia", en 16 km rundtur med start og slut i Competa og med det højeste punkt ved en bjergtop kaldet Puerto Blanquillo i 1.280 meters højde.

Sneklædte tinder
Den begynder fredsommeligt med en opstigning ad de stejle gader fra torvet i den lille by til kommunens fodboldstadion med en højdeforskel på 200 m. Herfra traver man i bjergets skygge i en stor bue op til et vigtigt fikspunkt - brandtånet. På en lille top er bygget et vagttårn, som i den tørre eftersommer er bemandet med brandvagter, der kan overskue "det halve kongerige" og slå alarm, hvis en skovbrand bryder ud.

Her forlader man den slagne vej og følger en smal trampesti, der snor sig ad bjergsiden mellem tre forladte landejendomme. På den ene side er udsigt til Sierra Nevadas sneklædte tinder, på den anden side ser vi gennem dalstrøg ud over Middelhavet. Under den dybblå himmel svæver en ørn, på den modsatte skrænt dukker en flok vilde bjerggeder frem. De iagttager omhyggeligt de to vandrere, løfter hovedet, snuser og forsvinder i elegant og fodsikkert trav ned ad de stenede skråninger. De behøver ikke vandrestav, men de er jo også firbenede.

Efter et par timers gang er det tid til et hvil med vand og brød. Vi slår os ned i en af de forladte gårde. Taget er faldet sammen. Vinduer og døre forsvundet. Men murene står der endnu, og vi filosoferer over det hårde, ensomme liv, det har været at slå sig igennem som landmand på disse fjerne og stenede bjergbakker med olivenproduktion og gedeavl. Ikke noget at sige til, at de er flyttet til mildere trakter.

Luften bliver tynd
De sidste 200 m op mod bjerget Puerto Blanquillo mærker man den tynde luft. Åndedrættet bliver afsnuppet, og musklerne kræver ekstra pauser for at få iltet systemet. Køligt er der også, selv om solen stråler ned. Det er tidligt forår, og vinden er ikke varm. Godt med en tynd, vindtæt overtræksjakke.

Nedstigningen begynder med en stejl, stenet sti, der kræver en ekstra hånd til støtte på bjergsiden. Her ville det være godt med vandrestaven. Man zipper sine bukseben på igen, fordi masser af tornefulde buske gerne vil ridse deres autograf på vores hud. Den krævende sti forener sig i dalbunden med en lille bæk, som vi følger nedover time efter time. Snart på den ene bred. Snart den anden. Ofte forsvinder strømmen mellem store klippeblokke og under tætte bladhang, pludselig dukker den op igen, udvidet til en lille dæmning, som er vandingsplads for de tamme gedeflokke. Stien krydser et par hegn ind til dyrkede marker. Nyplantede avocadotræer er beskyttet med ståltrådshegn. Civilisationens kendetegn rykker ind, uden at den landskabelige skønhed aftager.

Efter syv timer op og ned med snesevis af gode oplevelser som ekstra bagage slutter denne dag i selskab med en flok geder. Midt i flokken traver vi de sidste kilometer til Competa. I vejkanten ligger nedfaldne avocadoer. De er hårde som sten, men modner hjemme i ferieboligen på tre-fire dage. Vi spiser dem som forret sammen med en lille sardin og krydrer med timian, rosmarin og salvie, som vi plukkede oppe på bjergets top.