Holland på den store klinge

Som dansk turist vænner man sig aldrig for alvor til synet af hvide sejl, der stoisk glider hen over en flad, friseret kornmark. I Holland er det hverdag, for landets utallige kanaler er befærdede vandveje for alt fra joller til motorbåde og regulære sejlskibe med indtil flere master.

Op og ned ad kanaler går det dagen lang, og for den, der drager ad landevejen er det ensbetydende med talrige broer, der går op og ned i et væk både uden for og inde i bymidterne. Det sætter automatisk tempoet ned og giver den motionerende en god undskyldning for små hyggehvil under vejs.

Kanalerne findes i alle afskygninger, og de er livsnerverne i denne del af Nederlandene. Nogle er blot små tilgroede åer med åkander, andre er brede og dybe vandveje, men tilsammen gør alle de snorlige blå streger i landskabet denne beskedne del af det vestvendte Europa til et ganske unikt sted at besøge.

Ikke mindst med børn. Og pr. cykel.

Her er altid et skib og en farverig besætning at betragte. Her der altid en velplaceret restaurant ved vandet, hvor man kan nyde en kop cafe latte - en koffie Verkeerd - eller et glas gult sodavand med sugerør.

Eminent stisystem

Der er mange andre grunde til at vælge Holland, når det gælder en småaktiv sommerferie med børn. For det første kan det gøres billigt, hvis man overnatter i private pensionater, turen dertil er med seks timers kørsel fra grænsen overkommelig, og Holland er et eminent cykelland med et stisystem, som slår det danske. Dels i udstrækning, dels fordi mange cykelstier ikke ligger klos op ad landevejen, men er særskilt anlagt, så man i højere grad kan færdes i fred og ro gennem landskabet. Og så det bedste af det hele - hvis ikke man er til mountainbike og lav gearing - Friesland i det nordlige Holland er fladere end en pandekage. En fortsættelse af vores hjemlige vadehavsregion med diger og indsøer.

Vi valgte at bringe vores egne cykler med barnestole monteret. I bagagerummet var der en luftmadras og sengetøj til børnenes overnatning - og så det sædvanlige: Solbriller i udgået model, solcreme, cykelhjelm, et puslespil, Peter Pedal i bogform, vandflasker og en garderobe, som indeholdt yderpunkterne badetøj og fleecetrøjer.

Hvis vejret blev elendigt, var det planen at forlægge cykelturen i det nordlige Holland til en byferie i Amsterdam godt 100 km længere sydpå. Så langt nåede vi dog aldrig.

Sol og svag vind

Succesen var sikret med varme, sol og relativ beskeden vind, og variationen i opholdet blev på trods af den beskedne geografiske spredning skabt gennem de daglige cykelture og af de logier, vi overnattede i .

Tre forskellige Bed & Breakfast-steder blev det til på godt og vel en uge, og værelserne var lige så forskellige, som de folk der udlejede dem.

Første nat sov vi i Godlinze nær den tysk-hollandske grænse på en bondegård i et værelse udstyret med slagterifliser på væggene og et neonrør i loftet. Til gengæld var værtsfolkene søde, og børnene var under stor begejstring snart ude og klappe husets heste sammen med stedets datter.

Dagen efter drog vi til byen Woudsend ved Hegermeer, hvor vi badede om aftenen og ellers indlogerede os i et rækkehus med fire udlejningsværelser. Det viste sig, at værten var flyttet sammen med nabokonen, så herrens oprindelige hus var til gæsternes rådighed. Hver morgen kom værten og hans "kone" ind fra huset ved siden af og serverede en bugnende morgenbuffet med blødkogte æg, juice, pumpernikkel og andre brødsorter til et righoldigt udvalg i pålæg og hjemmelavede marmelader. Chokoladekrymmel i stedet for pålægschokolade var et hit hos børnene, og stemningen i huset var både gemytlig og varm.

Fuglefløjt og pedaltramp

Tanket godt op med morgencomplet sprang vi på pedalerne, lagde rutekortet i plastlommen på styrets køletaske og tilbagelagde hver dag ture på mellem 30 og 50 km, før vi ved aftenstid returnerede til vore herberg. Den ene dag var målet en badestrand i Oudemirdum, næste dag en rundtur med byen Sneek som fikspunkt. Siden lidt sydover og rundt og hjem.

Sådan gik dagene. Solen skinnede, og fuglene sang.

Den treårige datter synes, det var skønt at sidde mellem fars arme og stryge af sted med frit udsyn til fåreflokke, græssende køer og heste, bondegårde og lokale børn, som turde springe i kanalen fra en bro for dernæst at glide med den kraftige strøm ud af synsfeltet.

Når vi blev trætte undervejs på ruten, eller barnet faldt i søvn op ad fars arm eller på sædet bag mors brede bag, så bredte vi det ternede picnictæppe ud på en frisk græsmark eller op ad et dige og solbadede og læste i en roman, indtil energien var vendt tilbage, og den treårige turist havde sovet ud.

Andre pauser sørgede de talrige stribede brobomme for. Som cyklist venter man på skibspassage bag ret så mange af dem, og i ventetiden kan man snildt beundre husenes mange fantastisk frodige haver langs vejsiden. Vandet står visse steder i Friesland så højt, at det er på niveau med husenes græsplæner, og denne overflod af væde er tilsyneladende lige, hvad der skal til for at forvandle almindelige staudebede og køkkenhaver til noget, vi ellers mest forbinder med væksthusene i de botaniske have.

I Holland er der selvsagt mange cykelture at vælge imellem for dem, der har ambitioner om en lang fortsættende rute, og for dem, der ligesom os lod natlogiet være omdrejningspunktet i et par dage. For stik imod, hvad man ellers skulle tro, så virker det ikke spor kedeligt at vende om og cykle hjemad ad delvist samme rute som turen ud, hvilket nok hænger sammen med, at man på udebane godt kan tåle at se verden fra to sider på samme dag.

Sidste portion overnatning fandt sted i Lemmer, en større by ved Ijselmeer med masser af kanaler og butikker, men vi veg ikke fra opskriften med at parkere bilen foran natlogiet og lade den forblive urørt indtil afrejsen.

På en af turene i området ramlede vi midt ind i en hollandsk ringridning med hestevogn, som fandt sted i Sloten. En by bestående af en enkelt hovedgade hen over en kanal, og en enkelt aktiv melmølle, men også en flække, som uagtet sin lidenhed har selvforståelse nok til at kalde sig Stadt Sloten.

Pyntede hestevogne med polerede firspand dundrede frem og tilbage gennem byens smalle hovedstrøg. Fatter var kusk, og mutter tronede med en revolver-kort lanse ved siden af på bukken og sigtede efter ringen, som blev mindre og mindre, efterhånden som konkurrencen skred frem. Vognene blev trukket af fyrige friserheste - denne specielle og lokalt forankrede race, der er opdrættet specielt med henblik på fine køreegenskaber. Undervejs på cykelturene passerede vi adskillige store hesteflokke hos velrenommerede opdrættere. Op imod 100 ens heste på en mark gør nu alligevel indtryk på store og små.

De mørkebrune heste eksporteres i dag fortrinsvis til USA, men også i Danmark har friserne været efterspurgte på grund af deres elegante fremtoning foran hestevognen med højt benløft og meget hovskæg i kombination med en kort, stærk krop.

I Lemmer fandt vi et Bed & Breakfast-sted, som udefra lignede et jævnt kedeligt og gråpudset rækkehus i to etager, men som inden døre var et svulmende victoriansk tableau holdt i gammelrosa.

Tykke tæpper dæmpede lyd og tale, der blev brugt rigeligt med Ambipur-luftspray overalt, og sengetæppet på vores værelse var hjemmehæklet. Lyserødt naturligvis. Husets hund af ubestemmelig race var ligeså tyk, som værtinden var mager. Hendes passion var porcelænsdukker, og de sad overalt i huset og så tomt frem for sig. Men pinligt rent og alternativt indrettet var stedet unægtelig, og gæstgiverne var som alle andre steder yderst snakkesalige og venlige. På 24. år havde parret dedikeret en del af deres hjem til udlejning, og nogle af gæsterne, fortalte de, var kommet igen og igen lige siden.

De har nok, akkurat ligesom os, opdaget, at det i højere grad er glade relationer og god stemning end antallet af besøgte borge og tilbagelagte kilometre, der gør en rejse med mindre børn til en succes.

For når alt kommer til alt, så er der jo ikke meget der slår en ferie, hvor forældrene er afslappede, og børnene er så gennemlykkelige, at de ikke kan finde noget at brokke sig over en eneste gang på en hel uge.

kirsten.elley@jp.dk