Toscana på den anden måde

Forladte landsbyer, gamle marmorbrud og uendelige kastanjeskove: der er ikke meget Michelangelo og rødternede duge over en vandretur omkring Garfagnana-dalen i det nordlige Toscana. Til gengæld er der altid et værelse med udsigt.

Castelnuovo i april

Ærlig talt, så plejer jeg at blive lidt lang i blikket, når folk begynder at fortælle om deres vellykkede ferie i Toscana.

Det lyder da vældig pittoresk med alle de terrakottakrukker, mosaikborde og sienagule husmure, men jeg kan faktisk godt stå på en dansk villavej 2500 kilometer væk og få lidt klaustrofobi blot ved tanken om al denne pænhed.

Toscana mig her, Toscana mig der. Hvor danskere tidligere rejste til Provence for at hente lavendel-farvet inspiration til deres aluminiumshavestuer, synes yndlingsdestinationen nu helt klart at være de bløde bakkedrag i egnen omkring Lucca. Og i øjeblikket forekommer det mig, at hver anden ny spillefilm handler om en midaldrende, udbrændt engelsk eller amerikansk forfatter, der finder sig selv og kærligheden i nærheden af Firenze.

Så var det, at jeg hørte om det hemmelige Toscana; en slags Italien unplugged, hvor folkedragten ikke er Armani-habitter, men fløjlsbukser med hængerøv, og hvor man i ugevis kan vandre ad afmærkede stier gennem 600 år gamle kastanje-og valnøddeskove, der vokser på de sammenstyrtede terrasser omkring forladte og tilgroede middelalderlandsbyer.

Rygtet gik om en lidt hengemt og temmelig rustik egn, hvor mange tidligere sæterhytter er ombygget til små herberger eller vandrerhjem med såvel gedeost som grappa på det skrabede menukort, og hvor der fra de grønne, blomstrende bjergpas er en betagende udsigt til såvel Middelhavet som til store grå massiver, der gennem årtusinder har leveret blændende hvid marmor til Roms paladser, Firenzes museer og resten af Europas badeværelser.

Navnet er Garfagnana-dalen, og den strækker sig ned gennem den nordlige del af Toscana mellem Appenninerne og De Apuanske Alper.

Toscana? Bjergvandring? Kastanjer? Marmor? Gedeost?

I Århus indkøbte jeg et par nye, tyksålede italienske vandrestøvler med asymmetrisk snøring. Det var da en begyndelse, og italienere siges jo at kunne det dér med sko.

Og det var en fornuftig investering, kan jeg og mine fødder lykkelig og træt konstatere her på Albergo da Carlino i Castelnuovo, hvor jeg ved rejsens slutning er så heldig at dele et veldækket bord med tre kastanjeavlere med furede ansigter og næver så brede som skovle.

Først et glas rødvin

Ok, mit udstyr måtte undervejs forstærkes med et par lange snegamacher af den type, man ser på Mt. Everest-ekspeditioner, men så voldsomme snemængder er slet ikke normalt for årstiden, forsikrer man mig bordet rundt, mens vi går løs på en rygende varm risotto serveret i en udhulet gedeost ledsaget af en kraftig lokal rødvin.

»Non mettersi in cammino se la bocca non sa di vino«, citerer Stefano til venstre for mig med stor patos et gammelt, lokalt mundhed, som jeg får oversat til noget i retning af, at man ikke skal give sig i kast med vildmarken uden først at have nydt et glas vin.

Lige mine ord.

Og man må sige, at selv om trekkingruterne her i Toscana normalt holder sig mellem beskedne 500 og 1500 meter, så er der virkelig åndeløst imponerende kulinariske højdepunkter undervejs - i hvert fald sammenlignet med de tilsvarende i Norge. Og som en skyldbetynget, dansk lutheransk bjergvandrer med 15 km og 400 højdemeter på sålerne føler man virkelig at have gjort sig fortjent til den skive friskbagt, groft brød med tilhørende pecorino-gedeost og mondiola-pølse, der nærmest rutinemæssigt skubbes hen foran én, når man sidst på eftermiddagen med et vist besvær har fået støvlerne af oppe på én af sæterhytterne, som på denne årstid er omgivet af et væg-til-væg tæppe af lilla krokus og vild primula.

Det befriende ved disse steder er, at der er så uendeligt lidt at foretage sig, når man endeligt er nået frem; andet end at nyde stilheden, udsigten og sin egen lyksalige træthed.

Sent skal jeg for eksempel glemme den grundige byrundvisning, som værten på "La Fontanella" gav mig i den lille middelalderlandsby Roggio, der ligger på kastanjegrænsen i 820 meters højde. Efter at have beset kirken, klokketårnet og kirkegården kom vi endelig frem til, hvad der øjensynligt var arrangementets absolutte højdepunkt: et gråt, toetagers stenhus, hvor ikke blot pave Pius - hvem af dem står hen i det uvisse - men også Giovanni Galli, den legendariske målmand fra AC Milan havde boet i en kortere periode.

Så bliver man ydmyg og ser på omgivelserne på en helt anden måde. Det er for eksempel fra disse grå kalkmasssiver, at kejser Augustus hentede den finkornede hvide marmor til genopbygningen af Rom og herfra, at de velhavende bygherrer i Firenze og Pisa fik bragt de kolossale mursten til deres overdådige paladser.

Mest berømt er marmorbruddene i Carrara ude mod vest, men hovedvejen nede i Garfagnana-dalen befærdes stadig af store, prustende blokvogne med gigantiske marmorblokke på ladet.

Gabende huller

Mange brud står forladte tilbage som gabende huller i bjergsiden. Tilsyneladende har arbejderne forladt faget her og nu. Hejseværker, tipvogne, skærewirer, damphamre og andet værktøj ligger tilbage som forvredent og rustent jern i de vinkelret afskårne katedral-høje portaler ind i bjerget.

Om sommeren slæber adskillige malere deres grej op til bjergenes store, tomme øjne. Man forstår det. Sådan et forladt marmorbrud er én stor akvarel.

Og har man blot én gang med en relativ let rygsæk slæbt sig op ad en af de stejle og uendelig lange bobslæde-agtige stier, der tidligere blev brugt til at glide 50 tons tunge marmorblokke mange hundrede meter ned fra bjergtoppene, har man en klar forestilling om, hvor store menneskelige omkostninger der gik forud for det magiske øjeblik, da Michelangelo første gang satte mejslen i den blok, som skulle blive til David.

I hvert fald vil jeg altid tænke på Garfagnana, når jeg i fremtiden vasker hænder på mine nyrige venners badeværelser.

Men de kan stadig noget med sten på disse kanter. Tag nu Mauro, der i 1982 som ung jurastuderende sammen med en flok venner overtog en sammensunket ruin af en sæterhytte i 1000 meters højde i Puntato-dalen. Hytten ligger ca. halvanden times vandring opad fra nærmeste vej og blev tidligere brugt om sommeren af fårehyrder fra dalens landsbyer. I over 20 år har Mauro stablet sten på sten, og den tidligere ruin fremstår i dag som det hyggelige og smagfuldt indrettede herberg Il Robbio, som Mauro driver sammen med sin hustru, Giovanello.

Stedet udmærker sig blandt andet ved et gigantisk komfur, der under stort besvær er fløjet ind med helikopter. Fra dette monstrum udgår mange af stedets kvaliteter: pizza bagt på stenplader, velduftende og kraftige supper, saftige rosmarinkrydrede svinekoteletter, forrygende stærk espresso - og ikke mindst det varme vand, der via et kompliceret system af rør sikrer centralvarme i alle rum og varmt vand i bruseren.

Mufloner og vildsvin

Som mange andre sæterhytter har Il Robbio sin egen spinkle tovbane nede fra dalen. Til mageligt anlagte vandrere skal det oplyses, at den ikke er til persontransport. Men den kraftige wire sikrer periodiske forsyninger af æg, mel, mælk, kaffe - og vin, selvfølgelig.

Fra sæterherberget er der vandreruter i alle retninger og af vidt forskellig sværhedsgrad. Her kan man støde på mufloner og vildsvin, og som en specialitet kan Puntato-området byde på en voksende bestand af vilde køer. For år tilbage slap en 94-årig landmandsenke nemlig som sin sidste gerning her på Jorden alle sine husdyr fri, og de tidligere malkekøer trives tilsyneladende udmærket i pagt med naturen. Måske en idé for danske svineproducenter med terminal bondeanger?

Men livet på disse kanter har ikke altid været båret af storsind. Det vidner de mange forladte landsbyer om. Mindre end en times vandring fra Il Robbio gennem høje, gamle kastanjeskove støder man på Col di Favilla, der blev forladt af beboerne i 1950erne. Stilheden i byens ene gade er monumental, og stemningen rummer lige dele Sergio Leone-western og tv-rekonstruktion af middelalderens pestepidemier. Etageadskillelserne er for længst kollapset, og tjørn, vedbend og vild brombær har langsomt bredt sig ind gennem vinduerne og hen over de sammenstyrtede tage. Kun kirken er intakt. Hvad skete der egentlig? Rygter vil vide, at Col di Favillas ca. 200 indbyggere ikke kunne enes. Og det er nok en forudsætning, når man har valgt at bo for enden af en stejl hyrdesti.

Stemningen er til gengæld varm og fordragelig hernede på Albergo da Carlino i Castelnuovo, hvor ilden buldrer i kaminen - der fyres med kastanjetræ, det siger sig selv - og tjeneren netop har anbragt et dampende varmt ildfast fad med komave på bordet. Vinen og det grove kastanjebrød bliver igen budt rundt.

Folk her på egnen har ret. Der er så meget man ikke burde gøre uden først at have nydt et glas vin.

Under bordet rører mine italienske vandrestøvler med den asymmetriske snøring uroligt på sig. De er ved godt mod og vil gerne igen op på sæteren. Jeg er ikke utilbøjelig til at føje dem.

stig.olesen@jp.dk

Jyllands-Posten var inviteret på denne tur af Topas Rejser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.