Afrika for begyndere

Middagsheden er markant i den lille landsby Amate Koni, der ved første øjekast ligner enhver anden landsby i den tidligere danske koloni, Ghana.

En flok børn løber nøgne rundt og leger. I skyggen under det palmefligede halvtag sidder et par gamle mænd og fletter snor af plantefibre.

En mand på ca. 30 år dukker op mellem hytterne og spørger efter landsbyens juju-præst. Han er ledsaget af et par venner, som han må støtte sig til. Han har haft to slagtilfælde, men nu rækker pengene ikke længere til hospitalsindlæggelse. Navnlig ikke efter at konen forlod ham med den begrundelse, at han ikke længere kunne forsørge familien. Hans eneste håb om bedring er juju-præsten tæt ved grænsen til Togo.

Den unge mand rækker sine medbragte gaver frem til landsbyens indbyggere, der stimler sammen. En flaske ghanesisk snaps og en flaske gin. Han åbner en pose med urter og et afskåret abehoved.

Lidt efter kommer juju-præsten ud fra en hytte. Den gamle præst er klædt i hvidt. Om halsen bærer han perlekæder og om panden et hvidt bånd. Han takker den fremmede for besøget og lytter til hans historie. Derpå sender han bud efter en hane og en ged.

Samtidig går trommer i gang. Tre mænd slår i forskellig takt på trommerne. Den bølgende rytme forplanter sig til kredsen af kvinder og børn. Alle drikker spiritus og husker at spilde en sjat på jorden til ære for forfædre og guder.

Nu trækkes geden frem. Med et enkelt snit flækkes halsen på dyret. Der lyder en hæs gurglen fra den åbne strube, og med blodet silende spjætter dyret sig i døden. Det er et godt tegn: Guderne tager imod offeret.

Kontakt til forfædrene

En lille, gammel kvinde, der opmærksomt har fulgt trommerne, rejser sig og træder frem. Som landsbyens wojnu eller fetich-kvinde har også hun kontakt til forfædrene. Langsomt begynder hun sin dans foran de trommende mænd. Kredsen af kvinder og børn klapper til dansen.

Trommernes rytme tager til, og trinnene bliver hurtigere. Flere begynder at danse. Tre yngre kvinder med sovende børn på ryggen danser side om side. Imens hjælpes tre mænd ad med at partere geden. Hoved og mavesæk er forbeholdt guderne. Resten af dyret gøres klar til aftenens måltid.

Flere kvinder kommer til. Én laver puré af chili og friske tomater, mens en anden stamper fufu. Mens måltidet forberedes, fuldfører den gamle juju ceremonien for den syge gæst. Han går ind i det hellige hus, hvor gudernes tre stole står beklædt med hvidt og sort stof. Hvidt for de rene sjæle og sort for de afdøde. Præsten messer en bøn og hælder lidt gin ud på lergulvet. Der er stadig håb for den syge mand.

Der er ikke kun en lang flyrejse fra Vesteuropas rationelle begreber til de mange ritualer i Ghana. Der er en verden til forskel. Men man vil opleve, at ghaneserne med glæde viser selv de mest fremmedartede af deres ritualer frem til vesteuropæere. Det gælder således besøg hos en jujupræst, som relativt let kan arrangeres. Alle kender en, der kender en, der ...

Med til begravelse

Det er heller ikke usædvanligt, at rejsende bliver inviteret med til begravelser. Man kan enten blive inviteret med til wakekeeping (fredag), hvor der våges over den døde, eller til selve begravelsen (lørdag) med ceremoni og efterfølgende fest.

For en gangs skyld giver stereotyper som "Afrikas venligste befolkning" - som findes i et utal af rejseguides om diverse afrikanske lande - mening. Ghaneserne er vitterligt venlige, og kun få prøver at lave plat på turister.

Ghaneserne opsøger turister for at få en snak, og man kan opleve at blive taget i hånden og fulgt rundt en 10 minutters tid for derefter at blive forladt med et »see you«.

Drømmen om vesten

På den anden side skal man ikke være blind for, at den udbredte fattigdom gør, at mange - især kvinder - så at sige altid har deres pas med sig. Det kunne jo være, at netop dén hvide turist kunne opfylde drømmen om et bedre liv i den vestlige verden!

Generelt er Ghana et endog meget sikkert rejseland. Der er kun få tyverier (pas dog på lommetyve på stationer og markeder!) og stort set ingen røveriske overfald, så den største risikofaktor er trafikken. Og malaria, men begge dele er der råd for!

I næsten 200 år (fra 1658) spillede Danmark en aktiv rolle på Guinea-kysten (som det blev kaldt), inden man i 1850 solgte besiddelserne til England for 10.000 Pund Sterling.

Selv om danskerne deltog i salg af mænd, kvinder og børn til Den Ny Verden, ligesom rigdomme en masse blev fragtet hjem, har Danmark et betydeligt bedre ry på "Guldkysten" end andre tidligere kolonimagter. Det skyldes ikke kun, at Danida i dag gør en stor indsats for at komme fattigdommen i landet til livs, men også at Danmark allerede dengang oprettede skoler for mulatter. Ligesom man forsøgte sig med plantagedrift som alternativ til slavehandlen.

Enkelte danske bygningsværker fra den tid er stadig bevaret. Blandt andet Prinsensten ved Keta og især Christiansborg (Osu - fra 1662) i hovedstaden Accra. Det har været hjemsted for regeringen siden 1862 og bebos i dag af præsident Rawlings. Desværre er det ikke muligt at komme ind i bygningen, der heller ikke må fotograferes.

Accra er kaotisk som de fleste afrikanske storbyer. Byens puls ligger først og fremmest i de mange markeder, hvoraf Makola Marked i udkanten af Ussher Town er det mest interessante - og et af de største i hele Vestafrika i øvrigt! I bydelen James Town kan man opsøge et lille fetich-marked, hvor der sælges abehoveder, slangeskind mmm., som bruges i forskellige ceremonier.

Centralt i landet ligger Kumasi, Ghanas næststørste by og kerneområde for ashantierne, der er en af de mest berømte afrikanske stammer.

Mere interessant end Kumasi, der for store deles vedkommende er en moderne by, er dog omegnen med byerne Ntonso og Bonwire, hvor der fremstilles berømte Ghana-tekstiler. Ntonso er kendt for rød-sorte tekstiler, som bruges til de ensfarvede togaer, der navnlig luftes ved lørdagens begravelser. I Bonwire kan man se fremstillingen af kente, hvis geometriske mønstre væves i lange baner.

Længere mod nord findes der flere nationalparker, eksempelvis Mole, der blandt andet huser elefanter, bøfler, leoparder og flodheste. Hele det nordlige område er primært muslimsk og stikker således af fra resten af landet, der overvejende er kristent (60 procent). Langt over en tredjedel af befolkningen bekender sig dog til traditionelle, afrikanske religioner, hvor åndemaneri og forfædredyrkelse spiller en stor rolle.

Vest for hovedstaden Accra er der mange gode og indbydende strande. Fremhæves kan stranden i det lille fiskerleje Busua, hvor der også er flere gode overnatnings- og spisemuligheder.

Ad en sti kan man fra Busua på cirka 30 minutter gå gennem regnskov til det lille fiskerleje, Dixcove, hvor der dagligt landes masser af fisk: hammerhajer, sværdfisk og rokker for eksempel. 75 lokale sprog og dialekter kan gøre livet svært for selv den mest ihærdige turist, men heldigvis taler en del engelsk på grund af fortiden under britisk flag - Ghana blev selvstændigt i 1957.

Høvding Nana

Blandt de engelsktalende i Dixcove (hvor hovedsproget er fante) er således 44-årige John Manford, der er høvding i byen. Han kaldes almindeligvis "Nana" (høvding). Nana har 11 børn med tre forskellige kvinder, men på grund af de økonomisk dårlige tider har han netop skilt sig af med to af konerne!

For et beskedent beløb (ca. 50 kr.) viser Nana rundt i landsbyen. Han er en god fortæller og tager gerne besøgende med rundt , så de kan hilse på landbyens råd af ældre, der består af 15 kloge og indflydelsesrige mænd.

Generelt er høvdingernes position blevet forringet i takt med, at det moderne samfund har vundet indpas med opdeling i politisk-administrative enheder. Høvdingens position er kulturelt betinget, og Nana er afhængig af bidrag fra lokalområdets beboere. En del konflikter har således rod i forholdet mellem traditionen og det moderne samfund.

Nana fortæller, hvordan en mand fra lokalområdet blev fanget i dét spil. Arverækkefølgen er matriarkalsk, og da mandens kone døde efter lang tids sygdom, gjorde konens familie krav på jorden. På trods af at manden i årevis havde betalt for dyre hospitalsindlæggelser og medicin.

Nana forsøger at mægle mellem parterne og forbereder samtidig dokumenter, så manden, der er kommet i klemme, kan køre en retssag, hvis mæglingen ikke lykkes.

På en måde er Nana selv fanget mellem det traditionelle og det moderne. Han er afhængig af donationer fra dem, der har brug for hans hjælp:

»Kun på den måde har jeg råd til mad til mine unger i et land, der bliver dyrere og dyrere. Og kun på den måde kan jeg få mine koner tilbage,« som han siger med et bredt smil. Peter Bejder og Kim Boye Holt har rejst over hele verden og skrevet en lang række guides og undervisningsbøger om fremmede kulturer.