Luksussafarii Thailands jungle
For nybegyndere i en regnskov er tilbuddet om junglesafari i Sydthailand en god begyndelse.
Det er en besynderlig oplevelse.
Umiddelbart kan man ikke se den store forskel, når man står i udkanten af regnskoven i nationalparken Khao Sok nord for Phuket i det sydlige Thailand. Der er store træer begge steder og lianer som selv en Tarzan vil kunne svinge sig i.
Men både kroppen og især ørerne bemærker det med det samme: Forskellen på oprindelig regnskov og regnskov, der er groet tilbage på jord, som har været ryddet.
»Prøv at mærk efter. Hvis I står derovre, så er der varmere, mens det er køligt herovre i den oprindelige regnskov. Den er også meget tættere. Der er næsten heller ingen dyr i den "nye" regnskov, mens det larmer i den oprindelige,« fortæller jungleguiden Simon Warren fra Siam Safari, og åbner vores øjne, der er stærkt beskadigede af for megen civilisation, for de små mirakler: Lianerne, blomsterne, svampene, planterigdommen og de kolossale hårdt- og blødttræsorter.
Siam Safari tilbyder som nogle af de første i Thailand, at man kan overnatte i telte i junglen. Man begynder dagen med at se regnskoven fra elefantryg og derefter sejle på floden Sok i kano for til sidst at slumre ind til lyden af en meget stor skov og vågne op med solen og dyrene.
Hele den anden dag er sat af til en gåtur ind i junglen. Det er ikke en marathon udflugt målt i kilometer. Men i timer, fordi Simon Warren har så mange ting, han gerne vil fortælle om skoven.
Forbud mod hugst
Det er en af verdens ældste regnskove, der blev reddet af den thailandske regering i 1989 ved et totalt forbud mod hugst. Der er tale om en sand "Jurassic Park", der blev skabt, da kontinenterne flød fra hinanden og nye jordplader i undergrunden stødte ind i hinanden.
Siam Safaris Junglecamp kræver ikke stammemaling og lændeklæde. Tværtimod. Det er ren luksus. Siam Safari er en del af et Thailandsk-Sydafrikansk selskab, og teltene er hentet i Sydafrika og indeholder en dobbeltseng, skabe, skuffer, vifte og et spejl til at nette sig ved. Badeværelset er i det fri, men sikret mod kryb af flere lag net, og der er både vestligt toilet og brusebad.
Der er lås på teltflapperne, så aberne ikke skal gå ind og splitte det hele ad.
»Vi markedsfører med vilje disse ture med de to ord "jungle" og "telt". Det holder de værste strandturister på afstand. Vi vil gerne have, at folk kommer her, fordi de vil have en naturoplevelse og derfor har lyst til at engagere sig. Det er man nødt til, når det ikke kun er en udflugt på et par timer, inden det igen går tilbage til nattelivet og barerne i Phuket,« siger Simon Warren.
Ideen med at overnatte i junglen er så vidt vides endnu ikke kopieret af andre i Thailand. Siam Safari regner med at udvide tilbuddet til også at omfatte en bådtur med en gammel kinesisk junke på en sø og et ophold i Nordthailand, hvor man flyves ind med Cessna-fly. Efter regeringens succesrige kampagne mod narkotika står der mange små landingsbaner ledige i den gyldne trekant.
Det er især vandringen i junglen, der for alvor giver fornemmelsen af stor natur og ekstrem skønhed. Man ser næsten ingen dyr. De er i trætoppene oppe i solen. Nede i skyggen er der svalt i den oprindelige regnskov, selv om temperaturen er 32 grader.
Halvvejs gennem turen er der frokost i det grønne tilberedt af lokale, der er sendt i forvejen. Kylling lavet på åben ild, ris i halve kokosnødder, og retter med friskproduceret kokosmælk piftet op med krydderier fra junglen.
Selv om det hele er gennemorganiseret, er det en speciel oplevelse at stå med sin halve kokosnød og kop lavet af bambus og være omgivet af en mur af larm fra fuglene og fyldte småfloder.
Ingen blodigler
Man går halvdelen af turen op gennem et vandløb med tæerne i det rene klare vand. Det er svært ikke at kigge efter blodigler, selv om Simon Warren forsikrer om, at den slags findes ikke i hans jungle.
I det hele taget er det en meget civiliseret måde at opleve en jungle på, og de to dages ophold kan anbefales både til ældre og unge samt familier med børn.
Men man skal gøre sine børn opmærksom på, at der ikke er fjernsyn i junglen, og at bjergene omkring Khao Sok skærmer effektivt for mobiltelefonernes signaler, så man er uden for rækkevidde.