Dansk provinshotel får sensationel hæder mindre end et år efter åbning: Blandt verdens bedste nye hoteller
Kun fem måneder efter åbningen har det amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure overgivet sig til dansk strandresort.
Det tager normalt år at opbygge det ry, der skal til for at få international opmærksomhed. Men et nyt dansk hotel, der blot har haft åbent i fem måneder, løber allerede nu med de store overskrifter.
Det amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure har netop offentliggjort sin årlige It List, som fremhæver de 100 bedste nye luksushoteller i verden.
Blandt årets udvalgte hoteller er Rox Resort ved Køge Bugt, der åbnede i november 2025. Det nye strandresort i Køge optræder nu på en liste side om side med nogle af verdens mest omtalte hotelåbninger.
»Travel + Leisures It List er en af de lister, man i branchen virkelig drømmer om at komme på. At Rox allerede nu bliver fremhævet blandt verdens bedste nye hoteller, gør mig utrolig stolt af hele teamet. Det er stort for os, for Køge og for Danmark,« siger Carl Hegestad, general manager hos Rox Resort.
Travel + Leisures It List er ikke baseret på nomineringer eller afstemninger. Listen er redaktionelt udvalgt på baggrund af magasinets egne hotelophold.
Journalister fra mediet har det seneste år besøgt næsten 200 nye og renoverede hoteller verden over, og de 100 udvalgte er dem, redaktionen vurderer til at være årets stærkeste nye hoteloplevelser.
Dansk kyst med international gennemslagskraft
For Rox Resort kom det afgørende presseophold fra en amerikansk rejsejournalist fra Travel + Leisure, som var blandt de første gæster på hotellet efter åbningen.
»Vi åbnede for få måneder siden, og allerede nu løfter Travel + Leisure Rox sig frem som et af verdens bedste nye hoteller. Det er en stærk bekræftelse på, at det, vi har skabt her med design, service og beliggenheden ved den danske kyst, har international gennemslagskraft,« siger Carl Hegestad.
Rox Resort ligger direkte ud til Køge Bugt, cirka 30 minutter fra København. Hotellet rummer 156 værelser og suiter, tre opvarmede pools, rooftop Pool Club med sauna og spa samt restauranter og barer med asiatisk-inspireret køkken og signaturcocktails. Derudover har resortet padelbaner og otte konference- og eventlokaler.
Designet trækker på nordiske, vestlige og asiatiske referencer, hvor nordisk enkelhed møder kontinental elegance. Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe et resort, der appellerer til både danske gæster, internationale weekendrejsende og virksomheder på udkig efter møder og events i særlige rammer.
Vigtigt for lokalområdet
At det ikke bare er vigtigt for hotellet selv at få hæder, men også for lokalområdet og Danmark som sådan, har Carl Hegestad ved flere lejligheder fremhævet:
»Gæsterne vil ikke bare være på hotellet. De vil ud at mærke det lokale, spise lokalt og opleve noget autentisk. Og der har vi som hotel alt at vinde ved at sende dem ud i området,« har Carl Hegestad udtalt til Dansk Erhverv.
Udnævnelsen er offentliggjort på travelandleisure.com. Et udvalg af årets It List-hoteller bliver desuden præsenteret i magasinets majudgave, Hotels Issue.
Også JP Rejser har besøgt det nye strandresort, en del af ESS Group, som også står bag Maryhill Estate, Fýri og Marienlyst Strandhotel i Helsingør. Det kan du læse mere om her.
Hotellet har 156 værelser – alle med altan og 7 af 10 med havudsigt. Der er desuden to suiter og seks juniorsuiter, 1.700 m² Pool Club & Spa med tre opvarmede pools – heraf tagterrassepool med panoramaudsigt og indendørs pool under specialdesignet glasloft.
Man kan også gå i sauna, relaxlounge med ildsted og slappe af i 76 solsenge, fitness- og wellnessområde.
Hotellet har desuden to restauranter og otte barer, herunder The Birdcage – cocktailbar med glasfacade mod bugten.