»Mange tror, man bliver slået ihjel bare af at gå på gaden«

På et dametoilet i Dubais lufthavn hænger en sødlig duft af rosenolie og dyr sæbe. Spejlene er poleret til perfektion, og ved vasken står en højgravid kvinde med tørklædet halvt nede om skuldrene.

»Jeg tænker stadig på hende,« siger Mette Mikkelsen, som er den første danske kvinde, der har besøgt alle verdens lande.

Gennem spejlet får hun øjenkontakt med den afghanske kvinde. Et øjeblik, hvor de er alene, fanget i verdens transitrum midt i den samme afventende tomhed. De skal med det samme fly til Kabul.

»Hun var så bange,« siger hun med blikket fæstnet i bordet.

»Det var hendes første barn – det er den mest sårbare tid i en kvindes liv.«

Kvinden skulle tilbage til det land, hun engang var flygtet fra – med en mand, hun ikke selv havde valgt.

»Jeg havde et valg, det havde hun ikke,« siger Mette Mikkelsen stille.

Studerende står ikke tidligt op

Det var langt fra første gang, Mette Mikkelsen blev konfronteret med den barske virkelighed.

»Vi vidste ikke, om vi ville blive skudt på – men vi tog chancen,« fortæller hun om dengang, hun med sin datter havnede midt i et studenteroprør i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

Der var erklæret undtagelsestilstand. Men Mette Mikkelsen, der har opfostret tre teenagere, så anderledes på det.

»Jeg tænkte – det er jo et studenteroprør. Studerende står ikke tidligt op,« siger hun med et skævt smil.

De trodsede udgangsforbuddet og rejste videre allerede næste morgen.

Mette Mikkelsen er langt fra den eneste dansker, der søger ekstremerne, når de er ude at rejse.

I en verden, hvor næsten alt er kortlagt af Google og selv det mest afsides ligefrem bliver kurateret, vokser længslen efter det ufiltrerede.

»Vi lever i en kultur, hvor det ekstreme er blevet attraktivt,« siger sociolog Sébastien Tutenges, der forsker i risikoadfærd ved Aarhus Universitet.

»Det handler ikke nødvendigvis om at dyrke vold eller krig. Men om at mærke sig selv. Grænserne. Døden måske. Og dérigennem livet.«

Fra TUI-charter til turist i Teheran

Det kan Kim Møller Nielsen, der til daglig arbejder som salgscoach hos TUI, nikke genkendende til.

»Der er ikke det sted, jeg ikke ville rejse hen,« fortæller Kim Møller Nielsen. Normalt er han med til at sælge rejser, hvor det handler om at slappe af og nyde livet i magelige rammer. Men når han selv ferierer, finder du ham hverken i poolbaren eller ved buffeten.

Han foretrækker derimod rejsemål som Iran, Libanon og Saudi-Arabien. Og han vil gerne være med til at aflive myter og fordomme om denne del af verden.

»Mange tror, man bliver slået ihjel bare af at gå på gaden.«

Han trækker på skuldrene.

»Jeg føler mig faktisk tryggere i Teherans gader end på Strøget i København om natten,« siger han.

Når han rejser, er det med udlængsel, der bunder i at udfordre fordomme, møde mennesker – også dem, vi har lært at frygte.

»Jeg er nysgerrig på verden. Jo mere, jeg rejser, desto sværere bliver det at holde fast i mine fordomme.«

Ingen sabbatårsrejse

Flere rejsebureauer presser grænserne – med rejser til ‘det sidste uopdagede diktatur’ og ‘krigens epicentre’. Men selv blandt de mest eventyrlystne er der grænser.

»Vi bliver ofte spurgt, om vi kan arrangere ture til Mekka for ikke-muslimer. Logistisk kunne det måske lade sig gøre. Men det ville være respektløst og ulovligt,« siger James Willcox, der er stifter af rejsebureauet Untamed Borders.

De specialiserer sig i rejser til nogle af verdens mest utilgængelige og ustabile lande, som Afghanistan, Irak og Yemen, men afviser at sælge fare:

»Vi arrangerer ikke farlige rejser – vi arrangerer rejser til steder, der bliver opfattet som farlige,« siger han.

Dem, der vælger sådan en rejse, er heller ikke lige gået ud af gymnasiet.

»Oftest er det veluddannede rejsende, der søger det, de ikke finder i Barcelona.«

Men farerne er reelle – og det ved gæsterne.

»Vi har haft gæster i Kabul, mens byen blev bombet. Vi har ændret ruter med få timers varsel. Det er ikke rejser for alle. Man skal forstå, hvad man går ind til. Og man skal stole på, at vi kender terrænet bedre end Tripadvisor,« siger James Willcox.

Som turist er du på besøg i andres virkelighed og derfor ganske privilegeret. Du kan tage tørklædet af. Du kan flyve hjem. Du har et valg, påpeger han.

»Men du skal forstå, hvad du træder ind i,« siger James Willcox.

»Du risikerer at legitimere autoritære regimer. Men hvis ingen rejser, ville de lokale aldrig møde ‘os’ – og så forbliver samfundene isolerede. Kulturel udveksling er ofte langt mere værdifuldt end boykot.«

Han anerkender, at det er et minefelt, hvad angår at rejse til lande, hvor mennesker lever i konstant undtagelsestilstand.

»Vi forsøger at balancere det ved at vise hele billedet – ikke bare krig og elendighed. Vores guider er lokale og stolte af deres hjemlande.«

Noget, der kunne forsvinde i morgen

Selv midt i undtagelsestilstanden står resterne af store civilisationer tilbage – som tavse vidner om, hvad der var, og hvad der kunne have været.

»Besøger du Forum Romanum i Rom, ved du, hvad du får. Rejser du derimod til Afghanistan eller Syrien, befinder du dig midt i noget, der kunne forsvinde i morgen,« pointerer James Willcox.

Langs klippesiden i Bamiyan stod engang verdens to største buddhastatuer – indtil 2001, hvor Taliban sprængte dem i luften. De omkring tusind munkehuler i klippen har overlevet og gemmer på nogle af verdens ældste freskoer. Det er kultur- og verdensarv i en helt anden liga.

Midt i den syriske ørken tårner romerske søjlegange i Palmyra, mens der i afghanske afkroge findes forfaldne moskéer og marmorbeklædte madrasaer fra Timuridernes tid.

Og efter en dagsrejse langs den gamle Silkevej toner Minareten i Jam frem – et middelalderligt vidunder og det mest isolerede sted på Unescos verdensarvsliste.

»Det er steder, der ville være overrendt af turister andre steder i verden. Her får du dem helt for dig selv, og det føles enestående.«

Men de færreste ser det. For de færreste tør tage dertil.

Mellemøstens sorte får

Engang var Iran vestligt, festligt og frit. I folkemunde kendt som Mellemøstens sorte får. Men i 1979 styrtede det hele sammen. Præstestyret overtog, og det moderne Iran gik i stå.

»Når man er der, kan man mærke spændingen i luften. Mellem det, der var – og det, der stadig ulmer,« fortæller Kim Møller Nielsen fra TUI.

»Iranerne er de mest imødekommende mennesker, jeg nogensinde har mødt,« fortsætter han uden tøven.

Engang havde Kim Møller Nielsen sammen med en kammerat fundet en lokal via nettet ved navn Ali, som arrangerede ture ud i ørkenen omkring Isfahan.

»Vi troede, det var et etableret firma. Det viste sig, at Ali bare var en helt almindelig ung mand på 25 år, der gerne ville møde nogen fra Vesten.«

Køreturen ud i ørkenen varede syv timer. Om aftenen serverede Ali mad over bål, som hans mor havde lavet hjemmefra. De sov alle tre i samme telt under stjernerne, men halvdelen af natten gik alligevel med at snakke. Om livet, længslen, censuren og fremtidsdrømme.

»Han fik kun sine nyheder fra præstestyret. Vi var hans eneste direkte kilde til den verden, han længtes efter. Det rørte mig virkelig.«

Sharia til hende, Spejdersport til ham

»Når mænd skal rejse til disse steder, skal de bare i Spejdersport,« siger Mette Mikkelsen tørt.

For kvinder er det en anden historie.

»Vi skal ned på Nørrebrogade og powershoppe tørklæder.«

Mens mænd, der rejser til disse steder, bliver hyldet som eventyrere, bliver kvinderne betragtet som uansvarlige – særligt hvis de er mødre.

»Vi skal ikke bare være modige. Vi skal dækkes til fra top til tå, ikke tage for meget plads – ikke være for meget kvinde,« siger Mette Mikkelsen.

Afghanistan var ingen undtagelse.

»Det var mærkeligt at være i Afghanistan på det tidspunkt,« fortæller Mette Mikkelsen.

I sommeren 2021 rejste hun dertil – blot fire uger før Taliban igen overtog landet.

»Jeg havde aldrig været der før. Jeg vidste bare, at hvis de tog over, kunne der gå årtier, før jeg fik muligheden igen.«

Da hun stod i Kabul, vajede det afghanske flag stadig over byen. En måned senere var det væk. Ligesom kvinderne. Da flyet lettede fra Kabul, tænkte hun kun på den gravide kvinde.

»Da flyet forlod afghansk luftrum, flåede jeg mit tørklæde af.«