Fortsæt til indhold
Politik

Minister vil sende kriminelle udlændinge hurtigere hjem

Karen Hækkerup (S) vil sætte højere måltal for, hvor hurtigt kriminelle udlændinge sendes hjem til afsoning.

/ritzau/

Udlændinge, der har fået en udvisningsdom, skal hurtigst muligt ud af landet.

Sådan lyder udmeldingen fra justitsminister Karen Hækkerup (S), der vil sætte højere måltal for, hvor hurtigt udlændinge skal sendes til hjemlandet for at afsone deres straf.

- Vi skal være endnu hurtigere til at behandle sager med udenlandske dømte, så sagsbehandlingstiden ikke udgør en selvstændig hindring for at sende de udenlandske kriminelle hjem, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Sætter stærkere ind

Indtil nu har målet været, at sagerne om 30 procent af de udvisningsdømte udlændinge, der kan sendes til hjemlandet, skal forelægges Justitsministeriet inden for 30 dage. Justitsministeren vil nu sætte et mål om, at 75 procent af sagerne forelægges inden for de 20 dage.

Desuden skal mindst 75 procent af sagerne rejses overfor hjemlandet inden for 45 dage. Indtil nu har målet været 60 dage.

- Med nye, konkrete mål sætter vi stærkere ind for at få udenlandske indsatte sendt hjem til afsoning i en fart, for Danmark skal naturligvis ikke betale regningen for udlændinge, der burde sidde bag tremmer i deres hjemland, siger Karen Hækkerup.

Ikke alle kan overføres

Omkring en fjerdedel af de i alt 4000 indsatte og varetægtsfængslede i danske fængsler er udlændinge. Men ikke alle kan overføres til hjemlandet. Det kan skyldes forhold i hjemlandet eller længden af straffen.

Task Force Hjemsendelse behandler løbende omkring 60 til 80 sager. Sidste år sendte Danmark 34 udlændinge til afsoning i hjemlandet.