Cordsen: Bødskov klarer den ikke
Enhedslisten får svært ved at frede justitsministeren, mener JPs leder på Christiansborg.
Enhedslisten står i dag med justitsminister Morten Bødskovs skæbne i hænderne.
Det fremstormende venstrefløjsparti, der lever i et had-kærlighedsforhold med den regering, som det formelt støtter, men som det også har så meget imod, kan i dag trække tæppet væk under en af hadefigurerne.
Men spørgsmålet er: Vil Enhedslisten gøre alvor af sine trusler? Og kan partiet omvendt holde til at frede den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov oven på sagen om PET's smugkig i Pia Kjærsgaards kalender i forbindelse med et besøg på Christiania?
"Efter de svar, som kom fra Morten Bødskov i aftes, så har jeg meget svært ved at forestille mig, at han i dag på samrådet kan komme med nogle svar, der kan tilfredsstille Enhedslisten," lyder det fra lederen af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion Christine Cordsen.
Hun skynder sig at tilføje:
"Man skal selvfølgelig altid passe på med at spå om noget i politik - ikke mindst som situationen er i dag i dansk politik - men jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan Bødskov skal kunne fortsætte. Jeg opfatter ministeren som særdeles truet."
Langvarigt samråd
Christine Cordsen forventer, at Enhedslisten vil have gjort sin endelige dom op ud på eftermiddagen.
"Dagens samråd, der begynder her kl. 10.00, vil nok vare mange timer. Bødskov afleverede i aftes 30 skriftlige svar, som Enhedslisten og de øvrige i retsudvalget vil bore grundigt i i de kommende timer. Efter samrådet sætter Enhedslistens folketingsgruppe sig sammen og gør sin stilling op."
En pris?
Kan man forestille sig en pris, som Bødskov kunne betale Enhedslisten for at redde sit skind som minister?
"Nej, det kan jeg slet ikke forestille mig. Og hvad det i givet fald skulle være har jeg slet ingen bud på."
Samlet billede
Er tiden inden for Enhedslisten til at trække en streg i sandet og markere sine grænser - på samme måde som DF i sin tid under VK-regeringen fældede den konservative Lars Barfoed?
"Det er muligt. Under alle omstændigheder kan der trækkes den parallel mellem disse sager, at der ikke kun er utilfredshed med en enkelt sag, men om at det samlede billede af ministeren giver støttepartiet grundlag for at udtrykke mistillid til ministeren. Dansk Folkeparti var i sin tid ikke kun utilfreds med Lars Barfoeds håndtering af Fødevarekontrollens arbejde. På samme måde er Enhedslisten i dag ikke kun utilfreds med Morten Bødskovs ageren i sagen om retsudvalgets planlagte besøg på Christiania i februar 2012."
Med sidstnævnte bemærkning henviser Christine Cordsen bl.a. til, at Morten Bødskovs samlede "synderegister" som justistminister - i Enhedslistens optik - også omfatter offentlighedsloven, NSA-aflytninger og flere andre sager.
Engell: Smart udvej
Politisk kommentator Hans Engell mener derimod ikke, at Morten Bødskov må gå af i dag.
"Bødskov har et reb om halsen, men jeg er ikke sikker på, at han bliver hængt i dag. Jeg mener, at de svar, han gav i aftes til Folketinget, er smarte. Han har fundet en smart udvej, for han siger, at han gerne vil fortælle om alle detaljerne i trusselsbilledet omkring Pia Kjærsgaard, men at det skal ske i det lukkede kontroludvalg. Samtidig siger han undskyld. Han lægger sig helt ned på gulvet og beklager, at man selvfølgelig ikke burde have løjet for Retsudvalget. Det vil sige, at han giver Enhedslisten rigtig mange gode argumenter for ikke at vælte ham," siger Hans Engell til Ekstra Bladet.
Hans Engell forestiller sig i øvrigt, at Morten Bødskov bliver storfavorit til at blive regeringens EU-kommisssær, hvis justitsministeren "nøjes" med at få en stor næse for sin rolle i PET-sagen.