S vil forbyde bederum på skoler og universiteter
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil forbyde bederum på alle uddannelser. Regeringen er også imod, men afviser at gribe til lovgivning. Universiteter kan ikke se problemet.
Socialdemokratiet vil ikke længere acceptere de bederum på ungdomsuddannelser og universiteter, som især muslimer har kunnet benytte de seneste 10 år.
»Danske skoler, gymnasier og universiteter er ikke et sted for religiøs udøvelse. De få sager, vi har set, hvor bederum har givet anledning til konflikter, har særligt knyttet sig til islam, så derfor er faren ved bederum især, at der kan forekomme social kontrol, hvor nogle muslimske elever f.eks. presser andre til at praktisere islam i skoletiden. Det må ikke ske, og derfor føler vi et behov for, at Folketinget trækker en streg i sandet og forbyder rum til religiøs fordybelse,« siger erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S).
Universiteter: Ingen problemer
Tirsdag behandler Folketinget et forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner.
Selv om Socialdemokratiet støtter et forbud,vil partiet i første omgang meddele, at det vil stemme gult, hvilket betyder hverken for eller imod. Partiet vil have mere viden, før det konkrete forbud kan udformes, siger Tesfaye.
I 2015 oplyste Socialdemokratiet ellers til Folketingets hjemmeside om partiernes politik, at »på de enkelte arbejdspladser er det op til medarbejdere og ledelse selv at lave spilleregler for, om der for eksempel skal indrettes bederum. Det skal vi ikke blande os i fra politisk hold,« lød det dengang.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) oplyser, at regeringen heller ikke ønsker bederum på skolerne. Men hun afviser at forbyde de omstridte rum.
»Institutionerne skal selv tage ansvar under eget tag. Derfor er vi imod forbuddet,« siger Merete Riisager, der planlægger at sende et hyrdebrev, hvor regeringen opfordrer rektorerne til at lukke bederummene.
Der er i dag bederum på fem af landets universiteter. Her afvises behovet for et forbud.
»Jeg kender ikke tilfælde, hvor bederum har skabt problemer eller social kontrol på universiteterne. Tværtimod er de et signal om rummelighed og højt til loftet, som universiteterne repræsenterer,« siger direktør i Danske Universiteter Jesper Langergaard.