Fortsæt til indhold
Politik

Thyra Frank nægter at svare på spørgsmål om plejehjemmet Lotte’s økonomi

Flere politikere undrer sig højlydt over, at ældreminister Thyra Frank afviser at besvare det spørgsmål, hun var kaldt i samråd for at besvare.

Var en del af opskriften på plejehjemmet Lottes store succes, at der simpelthen var mange flere penge til at forsøde de ældres tilværelse med?

Det spørgsmål havde en række partier torsdag håbet at høre ældreminister Thyra Frank (LA) svare klart »ja« til og dermed bekræfte, at Lotte havde væsentligt højere budgetter end andre plejehjem i Frederiksberg kommune.

Men politikerne blev slemt skuffede.

Mindst fem gange blev Thyra Frank stillet spørgsmålet, og lige så mange gange læste hun samme svar op fra sit talepapir:

»Jeg mener ikke, at det er min opgave i dag som ældreminister at vurdere, om plejehjemmet Lotte i et enkelt år eller i en årrække har brugt flere eller færre penge sammenlignet med andre plejehjem,« sagde hun under samrådet, som fandt sted i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Ministeren nøjedes med at sige, at hun hvert år brugte de penge, hun havde til rådighed, sådan som hun fandt det bedst for de ældre beboere.

Jeg synes faktisk, at det er en hån imod de ansatte i ældreplejen
Kirsten Normann Andersen (SF)

Thyra Frank var forstander fra 1988 til 2011 og gjorde plejehjemmet landskendt som stedet, hvor de ældre fik rødvin og brun sovs til aftensmaden og en Baileys til at gå i seng på.

Ifølge en opgørelse fra Frederiksberg kommune var Lottes driftsbudget 20 procent højere og madbudgettet 50 procent højere end standarden på andre plejehjem på Frederiksberg i 2014. Det skyldtes ifølge Ekstra Bladet, at Lotte havde mulighed for at opkræve flere penge fra kommunen til blandt andet mad og rødvin via en særlig ordning. Plejehjemmet drives af non-profit fonden OK-fonden, og er i dag flyttet ud af den gamle patriciervilla på Kochsvej og ind i nye bygninger ved Roskildevej under navnet »OK-huset Lotte«.

Det var SF's ældreordfører Kirsten Normann Andersen, der havde indkaldt til samrådet, og hun måtte undervejs meddele, at hun havde »svært ved at finde ord« for, hvad der foregik. Hun kritiserede desuden Thyra Frank for gerne at ville »prale« af de gode forhold på Lotte men ikke udtale sig om hvilke præmisser, plejehjemmet blev drevet under.

»Undskyld, så synes jeg simpelthen, at det bliver en usaglig debat,« sagde SF’eren, som mente at spørgsmålet om Lottes økonomi er vigtigt, fordi Thyra Frank tidligere har hævdet, at Lotte-modellen kunne overføres til plejehjem over hele landet.

»Jeg synes faktisk, at det er en hån imod de ansatte i ældreplejen, når ministeren igen og igen har gjort gældende, at alle kan præstere det, som hun præsterede på Lotte-hjemmet – på trods af, at der var en meget stor forskel på vilkårene i budgetterne,« sagde Kirsten Normann Andersen.

Flere af de øvrige politikere udtrykte også forundring over Thyra Franks ikke-svar under samrådet. Da ældreministeren gang på gang fandt sit talepapir frem og læste det samme svar og begyndte flere af dem at rynke på øjenbrynene.

Jeg kan ikke mindes, at have oplevet en minister, der møder frem til et samråd og ikke vil svare på selve samråds-spørgsmålet.
Astrid Krag (S)

Socialdemokratiets ældreordfører Astrid Krag fandt situationen »meget, meget mærkelig« og indvendte, at Thyra Frank kunne have sparet alles tid, hvis hun på forhånd havde oplyst, at hun ikke ville besvare spørgsmålet.

»Jeg kan ikke mindes, at have oplevet en minister, der møder frem til et samråd og ikke vil svare på selve samrådsspørgsmålet,« sagde Astrid Krag forundret.

Thyra Franks begyndelse som minister har været alt andet en rolig. Hun indledte ministertilværelsen med at sige, at ansvaret for en god ældrepleje lå hos kommunerne snarere end hos hende og senest er hun blevet afkrævet en redegørelse om muligt dokumentfalsk under hendes tid på Lotte.

I bogen »Thyra Frank – livsglæde og stjernestunder« fra 2010 forklarer hun nemlig, hvordan hun havde kopieret de lovpligtige arbejdspladsvurderinger – de såkaldte APV'er – fra et jysk plejehjem og indsendt dem med Lottes logo.

Thyra Frank har selv forklaret, at hun »ikke gik så meget op i papirer,« og S og DF er nu gået sammen om at kræve en redegørelse om sagen.

Under samrådet torsdag fremhævede Thyra Frank flere gange, at de gode forhold på Lotte blandt andet fik sygefraværet til at falde, så plejehjemmet dermed sparede penge på vikarbudgettet.

»Det var et hjem og beboerne var glade for at bo der,« sagde hun.

»Jeg vil gerne stå på mål for, at jeg – i de år, hvor jeg var forstander på Lotte – hvert år brugte de penge, jeg havde til rådighed med det klare formål at få mest muligt ud af pengene til størst mulig gavn for beboerne.«

Konklusionen blev, at Thyra Frank nu skal give Folketinget et skriftligt svar på samrådsspørgsmålet.

Link: Se hele samrådet med ældreministeren her.