»Værdighed handler om meget mere end penge i ældreplejen«
Men værdighedsmilliarden, som regeringen uddeler i ældreplejen, kan skabe fokus på, at de ældre skal mødes med respekt, mener ældreminister Thyra Frank (LA)
Værdighed handler om meget mere end penge, og værdighedsmilliarden, som skal fordeles i ældreplejen, kan ikke alene skabe mere værdighed. Men den kan bidrage til større fokus på, at de ældre skal mødes med respekt og forståelse for deres individuelle behov og have indflydelse på hverdagslivet.
Sådan lyder det fra ældreminister Thyra Frank (LA), som understreger, at den menneskelige kontakt er helt afgørende.
»Vi skal kunne mærke og føle hinanden, og jeg tror ikke på, at menneskelige relationer kan erstattes af robotter og digitale løsninger. Der er trods alt forskel på at holde et andet menneske i hånden og at sidde med en robotsæl i skødet, også selv om der uden tvivl er demente, som kan have stor glæde af den slags teknologi,« siger hun.
Men ifølge Thyra Frank kan velfærdsteknologien bruges til at aflaste personalet og gøre det nemmere at passe godt på de ældre.
»Det giver eksempelvis god mening at give demente på plejehjem en gps-chip på tøjet, så man hurtigt kan finde dem, hvis de bliver væk. Men velfærdsteknologi skal altid tilpasses det enkelte menneske og dets behov.«
For at få andel i pengene fra værdighedsmilliarden skal kommunerne lave værdighedspolitikker, der beskriver værdier og prioriteringer på ældreområdet.